Billede 1: En onsdag finder en elev afføring i et toiletskab, som ligger på gulvet, revet ned fra væggen. Om torsdagen bliver endnu mere anbragt i en håndvask, et visitkort, som råber på hjælp!

Billede 2: To elever sidder det meste af tiden foran trivselskonsulentens kontor og venter, selvom der står på døren, at han ikke kommer i dag.

Disse knivskarpe billeder stammer fra en lærer, som efter moden overvejelse har besluttet sig for, at hun ikke kan tie stille om, hvordan inklusionen ser ud på hendes skole - på trods af risikoen for at komme i unåde hos sine arbejdsgivere.

Vi føler os totalt afmægtige. Eleverne har sammenstød. Alle er pressede til det yderste, skriver hun i en kronik i dette blad.

Hovedløs inklusion

Hendes hverdag er en helt anden virkelighed end politikernes. Men når man ser på den undersøgelse, som Folkeskolen har gennemført blandt et repræsentativt udsnit af lærerne, fortæller tallene samme historie: Otte ud af ti fortæller for eksempel, at der ikke følger ekstra resurser med, når de modtager en elev fra en specialklasse. Det er desværre ikke nyt. Da folkeskolen for omkring et år siden gennemførte en lignende undersøgelse, var resultatet lige så nedslående.

Men når man bevæger sig væk fra skolen og op på rådhuset eller helt til Christiansborg, toner dette billede på mærkværdig vis ud, og ind kommer en meget lysere virkelighed.

Det er tydeligt, at børne- og undervisningsminister Christine Antorini fra sit kontor på Slotsholmen ikke oplever, at inklusionen af specialelever er så omfattende, som lærerne ser det - eller så problematisk.

Vi følger området nøje, siger hun til Folkeskolen. Men hun ser åbenbart noget helt andet end lærerne. Først til maj vil hun evaluere. Og hun vil slet ikke forholde sig til, hvad der skal ske, hvis hendes evaluering viser en virkelighed, som ligner den, lærerne ser.

»Jeg vil hellere koncentrere mig om alle de gode ting, vi kan gøre«, siger hun.

Ministeren er på mange guidede ture rundt i skoleverdenen, hvor skolechefer, skoleledere og lærere viser det bedste frem, de kan præstere.

Og der findes da heldigvis inklusion, som lykkes til glæde for både elever, lærere og forældre. Og der er lærere, som får den nødvendige efteruddannelse og støtte til inklusionen. Otte ud af ti, som ikke får støtte, er jo to ud af ti, som oplever, at de får støtte! Positive nyheder.

Men kan man som politiker forsvare, at man kun vil se den positive vinkel og lukke øjne og ører for problemer?

Mens man diskuterer, er der alt for mange lærere - og deres elever - som står i problemer til halsen. Det er de politikeres ansvar, som gennemfører ændringer uden at vide, hvad de gør, og uden at tale med dem, som kender hverdagen. Hvad med en udflugt til virkeligheden?