Det har været en bekvem holdning hos mange politikere, at der ikke er nogen sammenhæng mellem penge og kvalitet i uddannelsessektoren. Hvis man alligevel ikke får mere ud af at bruge flere penge, kan man jo lige så godt spare dem. Og man kan endda skære lidt ned her og der, uden at det går ud over kvaliteten.

Politikerne har haft en del at have deres holdning i. Der er nemlig ikke nogen generel og automatisk sammenhæng mellem penge og kvalitet. For eksempel viste en undersøgelse fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut for tre år siden, at de kommunale skolevæsener, der har et højt udgiftsniveau per elev, ikke sender flere elever videre i ungdomsuddannelserne end skolevæsener med beskedne udgifter. Det højt prioriterede uddannelsespolitiske mål at få flere elever til at fortsætte i uddannelsessystemet efter folkeskolen nås altså ikke ved blot at hæve det generelle økonomiske niveau i folkeskolen.

Det er vel ikke overraskende, at man ikke automatisk får bedre kvalitet, blot fordi man bruger flere penge, og flere udenlandske undersøgelser er da også kommet frem til samme resultat. Derfra kan man imidlertid ikke slutte, at der overhovedet ingen sammenhæng er mellem kvalitet og penge. Man kan få mere kvalitet for pengene, hvis man bruger dem rigtigt. Og rigtigt vil først og fremmest sige på læreruddannelse.

Det viser en oversigt over hele den internationale forskning om sammenhængen mellem penge og kvalitet i uddannelse, som nylig er udgivet af det svenske undervisningsministerium. Mest kvalitet for pengene får man, hvis man investerer i læreruddannelse. Mange internationale undersøgelser viser, at der er en klar og målbar sammenhæng mellem, hvor godt lærerne er uddannet, og hvor meget eleverne lærer. Både faglig og pædagogisk uddannelse betaler sig, og det gælder både grunduddannelse og efter- og videreuddannelse. Veluddannede lærere er også mere tilbøjelige til at blive ved med at arbejde som lærere, og det er vigtigt i en tid med lærermangel.

Hvis man sammenligner virkningen på elevernes læring af forskellige investeringer i bedre kvalitet, viser det sig, at effekten af bedre læreruddannelse er markant større end effekten af den næstbedste investering, nemlig sænkning af klassekvotienterne. For elever i de ældste klasser og for elever fra uddannelsesvante miljøer er der ikke meget vundet ved lavere klassekvotient. Men elever i de yngste klasser og elever fra hjem uden uddannelsestradition får mere ud af deres skolegang, hvis de går i mindre klasser. Et vigtigt element i efterårets skoleforlig var udvidelsen af elevernes timetal i en række fag. Vi har ikke nogen præcis viden om, hvordan det vil virke sammenlignet med andre måder at bruge resurserne på. Det er sandsynligt, at det vil virke efter hensigten, og jo bedre uddannede lærerne er, desto bedre vil det virke. Vi ved fra forskningen, at hvis eleverne beskæftiger sig længere tid med et område, vil de lære mere om det. Hvis ellers forskning skulle være nødvendigt for at bekræfte det. I den aktuelle uddannelsespolitiske debat har der været stor opmærksomhed om computere og om skolens lokaler og fysiske rammer. Lytter man til den forskningsmæssige viden om, hvor pengene gør gavn, kan man imidlertid godt glemme både computere og lokaler. Det har ingen effekt på elevernes læringsmæssige udbytte at investere i bedre lokaler og bygninger. Og effekten af at investere i computere er beskeden eller lig nul.

Jan-Eric Gustafsson og Eva Myrberg: 'Ekonomiska resursers betydelse för pedagogiska resultat', Skoleverket, Stockholm, 2002

Per Fibæk Laursen er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet