Gang på gang oplever man som lærer, at økonomisk hårdt pressede kommuner nærmest som en naturlov presser videre nedefter og søger kortsigtede økonomiske løsninger med katastrofale følger for folkeskolen.

Decentraliseringen er en åbenlys kikser, når skolen skal forvaltes af lokalpolitikere, der ofte er uvidende om de krav, der stilles til læringen i folkeskolen 2002, og samtidig ledes af folk, der i høj grad føler sig tvunget til at være loyale med disse politikere.

Hvis man fra centralt hold vil forlange det, man gør af skolerne i dag, så er det først og fremmest en langvarig kontinuerlig investering i fornuftige fysiske rammer, skolen har brug for. Med andre ord: Folkeskolen har brug for langsigtede løsninger, hvor alle parter i dialog bruger hinanden til det, hver især er dygtige til.

Men hvem skal markere sig i et efterhånden tiltrængt forsvar for folkeskolen, livsnerven i vores børns opvækst, og dens mange brugere? Det skal selvfølgelig lærerne! Og det skal vi selvfølgelig via vores pisseirriterende alt for pæne fagforening, der har så forrygende travlt med at kommunikere på en ordentlig, sober og for alt i verden pæn måde! Pænhed og positiv forhandling har ladt os tilbage med en til himlen skrigende uretfærdig arbejdstidsaftale. Kommunerne har, som 80 procent af landets borgmestre i øvrigt udtalte, inden forliget kom i hus, valgt at bruge aftalerne og de lokale forhandlinger til at spare håndører DLF bør i mine øjne sætte dagsordenen, smide pænheden og indse, at vores forhandlingparter på det groveste har misbrugt den tillidserklæring, arbejdstidsaftalen måske var.

Jeg kender, som det sikkert fremgår, ikke så meget til fagforeningsetikette, men hvis min fagforening ikke under de ekstremt forringende arbejdsvilkår, der har fundet sted over de sidste mange år, ser anledning til at skride ind, opfordre til arbejdsnedlæggelse og virkelig handle, så står jeg tilbage med kun et spørgsmål: Hvad skal jeg egentlig være medlem for? Tak til Peter Hess for en klar og præcis meningstilkendegivelse, der da vist må betyde, at han stadig ved, hvad der rører sig rundt om på skolerne.

Kristian Wulf

Vordingborg

Svar

Jeg er ikke enig med dig i, at en opfordring fra Danmarks Lærerforening til overenskomststridige arbejdsnedlæggelser er løsningen på de problemer, vi står i - tværtimod.

Jeg deler derimod ønsket om en anden arbejdstidsaftale. En aftale, der giver lærerne og børnehaveklasselederne mulighed for at løse undervisningsopgaven professionelt og derfor ikke bygger på at opgøre vores arbejdstid i en række kunstige delelementer. Og en aftale, der ikke rummer en kamp om resurser og fortolkninger på den enkelte skole, så vi får fjernet fokus fra den egentlige opgave: undervisningen af eleverne. Jeg håber, at du vil deltage aktivt i den debat, som hovedstyrelsen tager initiativ til i slutningen af februar som optakt til arbejdstidsforhandlingerne i efteråret.

Det er ikke gennem en ny arbejdstidsaftale, at vi kan sikre de nødvendige resurser til folkeskolen. Det er gennem et politisk arbejde, som vi har et stort ansvar for på centralt hold, og som du har din del af ansvaret for i din egen kommune.

Anders Bondo Christensen

formand for DLF