Forberedelsestiden er lærernes
Formanden for den nystiftede lederlandskreds i DLF siger nej til ledelsesret over F-tiden
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
'Jeg ville ikke bryde mig om som skoleleder at skulle forhandle forberedelsestiden med den enkelte lærer, det vil være ren gift for samarbejdet på skolerne', siger Jens Færk, skoleinspektør i Århus og formand for Lederlandskredsen, skoleledernes nystiftede kreds i Danmarks Lærerforening.
Med stiftelsen af landskredsen og valget af Jens Færk kan Danmarks Skolelederforening ikke længere hævde at have monopol på at udtale sig på skoleledernes vegne, så derfor spurgte Folkeskolen ham om Finansministeriets og Kommunernes Landsforenings (KL) ønske om, at fordelingen af lærernes arbejdstid i højere grad lægges ud til den enkelte skoleleder.
'Retten til at lede og fordele arbejdet har vi i forvejen', siger Jens Færk.
'Men det kunne da være rart, hvis noget mere af forberedelsestiden var placeret på skolerne. Jeg så gerne mere ledelsesret over F-tiden i form af en tilstedeværelsespligt for at give lærerne større mulighed for at samarbejde, men lærerne kan sagtens finde ud af selv at fordele deres tid'.
Jens Færk er overbevist om, at når KL på denne måde vil styrke ledelsesretten, er det, fordi kommunerne har et problem, der hedder 100.000 flere elever i skolerne over ti år.
'De har brug for at vride mere tid ud af den enkelte lærer, men det er umuligt med de krav, de stiller til individualisering af undervisningen', siger Jens Færk.
'Der er ingen, der kan køre på erfaringen i dag, den viden og ekspertise, man skaffede sig i går, er jo ubrugelig i morgen, og den lærer, der kører på erfaringerne fra i går, er en død lærer. Det ved lærerne udmærket godt, og det burde KL også vide'.
Jens Færk har tidligere været aktiv i Danmarks Lærerforening, men troede egentlig, at han var færdig med fagforeningsarbejde.
'Men Danmarks Skolelederforening fik pirret min gamle fagforeningsånd'.kara
ledere vil på kursus
Tilslutningen er helt overvældende. Det første seminar for skoleledere, som DLF og Lederlandskredsen gennemfører, er en deltagersucces allerede inden gennemførelsen. Der er plads til 80, men før fristens udløb havde kursuskontoret modtaget 150 tilmeldinger.