I begyndelsen af 90'erne erfarede jeg, at der i Australien i de sidste tyve år har været usædvanlig meget reform- og udviklingsarbejde i gang på landets skoler. Pædagogiske udviklingsarbejder og forandringstiltag med det mål at forstå skolens samfundsmæssige funktion, at udvikle undervisning, læse- og fagplaner og at fremme social lighed og ligestilling med hensyn til køn, etnicitet, handicap og andre forskelle.

I Århus havde vi i december inviteret Jane Kenway på besøg. Hun er leder af det pædagogiske fakultet på Deakin University i staten Victoria og har i de seneste ti år fulgt udviklingsarbejder og bidraget med kritisk forskning og evaluering af projekter, der drejer sig om ligestilling (gender equity) og feministisk reformpædagogik.

På baggrund af hendes foredrag kunne man forstå, at udviklingen af den australske skole er foregået efter en model, som vi også har brugt i Danmark: Politikere har villet fremme bestemte hensyn eller mål. Forsøgsmidler er blevet stillet til rådighed, og lærere har overvejende frivilligt kunne melde sig til at være med. I de australske stater i 1970'erne kom reformkravene og midlerne fra Commonwealth-regeringen. Især i starten var der stor åbenhed over for forsøg både fra de lokale regeringers og skolers side. Et af de store reformspørgsmål handlede om at forbedre pigers skolegang - fagligt som socialt. Feministiske udviklingsarbejder og feministiske netværk tog fart og fik et omfang, som sjældent er set i noget andet vestligt land. Der udviklede sig en stor kvindebevægelse med mange mandlige sympatisører, der for at gøre deres del af arbejdet organiserede sig i mandegrupper. Mange kvinder blev valgt eller udpeget til at lave ligestillingspolitikker, gennemgå og ændre læse- og fagplaner. I staten Victoria blev der på hver eneste skole ansat en ligestillingsansvarlig m/k med tid og ressourcer til at fremme tiltag, der kunne forbedre især pigers indlæring og kvalifikationer og til at samarbejde lærerkollegiet med henblik på at udvikle forskellige strategier og pædagogiske modeller til fremme af ligestilling. Der blev skrevet lærebøger og oprettet centre for ressourcer og materialer.

Udviklingen er ikke gået uden sværdslag. Der har været succeshistorier og nederlag. Konflikter, uenigheder og evige diskussioner - og det er der stadig væk. De store diskussioner i 90'erne omhandler køn, kultur, race/etnicitet, forskelle inden for gruppen piger og gruppen drenge, definitioner af feminiteter og maskuliniteter, selvværd (self-esteem), drengepædagogikker og drenges destruktive vold og chikane - både den udadrettede og den indadrettede. Temaer, som nok virker bekendte for os danskere.

Danske lærere og politikere, der finder disse emner væsentlige, har mulighed for at læse om det. Både om succes'erne og dilemmaerne. Der er en forbavsende stor mængde litteratur om australske ligestillingsprojekter, om elevernes reaktioner og om lærernes forskellige opfattelser. Og der findes store mængder undervisningsmaterialer og kritiske rapporter. Der er stort set ikke den faglighed, der ikke er blevet set med kønsbriller på, og der er fortsat (trods reformtræthed, som vi jo også selv kender til) en aktiv debat om veje og midler. Noget, jeg i dag savner fra de nordiske lande, hvor debatten efterhånden kun holdes i ånde af få sejlivede ildsjæle. Mon det er, fordi de uddannelsespolitisk ansvarlige i Danmark mener, at vi har opnået reel ligestilling og opdrager piger og drenge ligeværdigt?

Anne-Mette Kruse er freelancejournalist