550 ledige lærere i fare for at miste dagpengene

To har allerede mistet dagpengene, og 30 har måneden ud til at finde et job.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Siden september har 716 ledige medlemmer af Lærernes A-kasse modtaget et brev om, at de mister retten til dagpenge inden for et halvt år. Siden da har 166 fundet arbejde. Dermed er der stadig 550, der går rundt med truslen om inden længe at stå uden dagpenge. Af dem har 30 kun indtil udgangen af januar til at finde beskæftigelse.

»Situationen ser fortsat alvorlig ud. Der er ganske mange, der står til at miste deres dagpenge inden for det næste halve år, og vi mangler stadig nogle afgørende håndtag at dreje på«, siger Gordon Ørskov Madsen, der er formand for Lærernes A-kasse.

550 ledige lærere er i fare for at miste dagpengene

Han opfordrer kommunerne til at få sat skub i jobrotationsordningen, hvor en ledig afløser en fastansat, der skal efteruddannes.

A-kasse-formanden er glad for, at 166 lærere har kunnet melde sig fra jobcenteret »i sidste sekund«, men på trods af regeringens akutpakke mener han ikke, at det vil kunne lade sig gøre for alle, da der slet ikke er nok akutjob slået op på undervisningsområdet.

Dags dato giver en søgning på »akutjob folkeskolelærer« på jobnet.dk 75 resultater - heraf mange vikariater.