Sidste skoledag, fredag den 29. juni 2012. Det er midt på eftermiddagen, og eleverne på Hou Skole ved Odder har fået sommerferie. På lærerværelset er der dækket op med jordbær og Asti til ære for skolesekretæren, som takker af efter 26 år på skolen. Men 57-årige Anna Johnsen og hendes kollegers tanker er et helt andet sted. De ved, at de skal tage afsked med endnu en værdsat kollega om ganske få minutter. Mod deres vilje. Der skal fyres en lærer, og ingen ved, hvem der står for skud.

Hele morgenen har snakken kørt i krogene. »Jeg er sikker på, det bliver mig«, har Anna Johnsen hørt flere kolleger hviske. Hun regner med, at den lærer, som bliver »prikket«, har fået besked på forhånd via mail eller telefon. Hun har ikke selv hørt noget.

Fyringsmøde i frikvarteret

Et døgn tidligere, i 12-pausen om torsdagen, har en tydelig berørt skoleleder kaldt skolens lærere sammen på lærerværelset.

På grund af uoverensstemmelser om skolens pædagogiske fokus har en gruppe forældre inden for de seneste dage meldt ud, at de flytter deres børn til andre skoler. Konsekvensen er, at der nu mangler penge. Mange penge. Enten skal hver tredje lærer på skolen gå på deltid - en lønnedgang på 20 procent - eller også skal der afskediges en kollega inden sommerferien.

Skolelederen beder lærerne komme forbi hendes kontor til en samtale, inden de tager hjem. På baggrund af samtalerne med lærerne vil skolelederen tage sin endelige beslutning om de ansattes fremtid inden sidste skoledag i morgen, fredag. Hun opfordrer lærerne til at diskutere mulighederne indbyrdes. Herefter forlader skolelederen lærerværelset, og lærerne sidder alene tilbage.

Én bryder ud i gråd. Andre følger efter. Flere af de unge lærere har små børn og kan ikke se, hvordan det skal hænge sammen for dem økonomisk, hvis de mister jobbet.

Det svageste led

Anna Johnsen, som har været ansat på skolen i ti år, sidder helt stille, mens kollegerne græder eller går rastløse rundt.

Anna Johnsen har selv fire børn. Men de er alle flyttet hjemmefra, så en fyring vil ikke ødelægge familiens økonomi, som den vil hos de yngre kolleger med små børn. Desuden har hun siden februar 2012 været deltidssygemeldt med kroniske øresmerter som følge af arbejdet med utilpassede elever. Måske føler flere af de unge kolleger, at hun er på vej på pension allerede?

»Jeg sad og fik følelsen af, at jeg på en eller anden måde var det svageste led. Den, en afskedigelse ville ødelægge mindst for. Skulle det i stedet være dem med små børn? Eller kollegaen, som for nylig har mistet at barn? Eller hende, hvis mand var arbejdsløs?«

Hun siger det højt til kollegerne. At hun føler, det er hende, som bør gå af og sikre dem. Hun sidder med følelsen af, at hun optager en plads, en af de andre lærere kunne få.

På skolelederens kontor fortæller Anna Johnsen, at hun føler sig som den, der nemmest kan undværes, men at hun har svært ved at pege på sig selv. Hun er nødt til også at tænke på sin egen situation og vil ikke gå ned i tid. Hun erindrer ikke, at skolelederen siger noget. Ingen andre er til stede på kontoret.

»Forløbet var alt for forhastet. Man kan jo ikke tage så vigtig en beslutning lige nu og her«, siger Anna Johnsen.

Hou Skole var den perfekte mulighed

Efter 18 år som lærer på Mårslet Skole ved Odder søgte Anna Johnsen i 2002 job på Hou Skole. Muligheden for at arbejde på en lille skole med omkring 170 elever, heriblandt specialelever, og rig mulighed for at bruge sin læsevejlederuddannelse kunne hun ikke lade gå fra sig.

»Man kan virkelig gøre en forskel på en lille skole med engagerede kolleger, og jeg følte det egentlig som et privilegium at få mulighed for at arbejde med de mindste elever på Hou Skole«, fortæller hun.

Skolen havde en stærk profil - for eksempel var man blandt de første i landet med såkaldte løbe- og læsebånd.

»Hvis man var på kursus i kommunen og fortalte, at man kom fra Hou Skole, så kunne man godt mærke, at der blev lyttet til en«.

Anna Johnsens nye arbejdsplads lå 25 kilometer væk fra hjemmet, men der var et fantastisk fagligt sammenhold og engagement på skolen.

»Vil du lige komme med mig?«

Fredag eftermiddag. Eleverne på Hou Skole har fået sommerferie, og på lærerværelset glider skolelederens skåltale for sekretæren over i en kort tale for personalet. De får ros for deres indsats, men det får ikke anspændtheden blandt lærerne til at forsvinde.

»Om lidt skal vi tage afsked med en kollega her rundt om bordet. Men nu skal vi feste«, siger skolelederen med henvisning til fejringen af skolesekretæren.

Anna Johnsen undrer sig over ordene. Hun savner stadig at få endelig afklaring på lærernes fremtid.

Få minutter senere rejser skolelederen sig fra sin plads og går rundt om bordet på lærerværelset. Da hun når til Anna Johnsen, stopper hun op og lægger hånden på hendes skulder. »Anna, vil du lige komme med mig?«

»Du kommer til at blive vred over det her«

Tillidsrepræsentanten og viceskolelederen er også med på skolelederens kontor. Hvordan de er kommet derind, ved Anna Johnsen ikke. Det hele kører rundt.

Lederen har tydeligt svært ved at overrække nyheden. Anna Johnsen er nødt til selv at spørge direkte, om det er hende, som er den udvalgte.

Hun kigger på viceskolelederen. Han nikker.

»Jeg har jo også haft mange gode år som lærer«, hører hun sig selv sige.

»Ja, men du kommer til at blive vred over det her«, siger viceskolelederen.

»Nej. Jeg er egentlig ikke typen, som bliver vred. Men jeg bliver utroligt ked af det«, siger hun så.

De vender tilbage til lærerværelset, hvor lederen bekræfter over for de øvrige ansatte, at Anna Johnsen er blevet afskediget. Flere af kollegerne græder. Også sekretæren, som ifølge planen skal afslutte sidste arbejdsdag med en festmiddag i gode kollegers lag.

Anna Johnsen bliver tilbudt et lift hjem, men hun opfatter det ikke. Hun ender med selv at køre hjem.

»Jeg kan ikke huske, hvordan jeg er kommet hjem. Det har ikke været forsvarligt, at jeg kørte. Jeg var simpelthen så ked af det og chokeret«, siger hun.

Alt er skrevet ned

Mandag morgen. Anna Johnsen sidder på trappestenen foran Skanderborg-Odder Lærerkreds og venter på, at kontoret åbner. I sin taske ved siden af sig har hun en beskrivelse af de seneste dages hændelser. Alt, hvad der er sket, alt, hvad der er sagt, er blevet skrevet ned. Ord for ord.

Weekenden derhjemme og nedskrivningen af hændelsesforløbet, hvor hun blev udpeget foran kollegerne uden varsel og derefter sendt hjem uden skriftlig begrundelse for fyringen, har vækket en ny følelse i hende.

»Det rørte noget ved min selvrespekt. Jeg ville ikke finde mig i det. Jeg kan respektere, at den ledelsesmæssige beslutning skulle tages. Men jeg har svært ved at acceptere den måde, det skete på«.

Den første bil, som ruller ind på lærerkredsens parkeringsplads, tilhører kredsformand Bent Eriksen.

»Jeg forklarede ham kort, hvad der var sket, og at jeg havde skrevet hændelsesforløbet ned og ville høre, om han ikke nok ville kigge på det«, fortæller Anna Johnsen.

Bent Eriksen inviterer hende indenfor, og mens han læser hendes beskrivelse på sit kontor, taler Anna Johnsen med sekretæren, som netop er ankommet.

»For første gang i forløbet følte jeg, at der var folk, som lyttede til mig. Jeg blev ikke bare kostet rundt i et eller andet kaos«.

Tryg hos psykolog

Lærerkredsen overtager sagen, og Anna Johnsen behøver ikke længere bekymre sig om kontakten med skole og kommune. Lærerkredsen forhandler en aftale på plads, hvor Anna Johnsen i praksis bliver fritstillet med seks måneders løn.

Hun bliver opfordret til at tage de fem psykologsamtaler, hun har ret til, og Danmarks Lærerforening finder en psykolog til hende i Aarhus.

Psykologen har selv lærerbaggrund og kender kulturen fra skolerne, så Anna Johnsen føler sig tryg i hendes varetægt.

»Jeg blev bekræftet i, at min reaktion var korrekt og helt normal, og at det var godt, at jeg så fremad«.

Anna Johnsen får medicin af sin læge, så hun igen kan sove om natten.

Der er noget, der nager

I starten af august kontakter Anna Johnsen igen Skanderborg-Odder Lærerkreds. Sagen er egentlig gået i orden, men hun vil gerne have en anbefaling fra lederen, som kan hjælpe i hendes jobsøgning.

Men der er også noget andet. Noget, der nager. Derfor beder hun lærerkredsen arrangere et møde mellem hende og skolelederen, som hun ikke har set siden sidste skoledag. Mødet bliver afholdt på Hou Skole.

Med sig har Anna Johnsen et stykke papir med overskrifter til samtalen, som hun har udarbejdet i samarbejde med psykologen. På papiret står de tre ting ved hændelsesforløbet, som har gjort mest ondt, og de tre ting ved skolen og samarbejdet med lederen, hun har sat mest pris på.

»Jeg havde behov for, at hun anerkendte den smerte, jeg havde følt på baggrund af den måde, hun havde håndteret sagen på«, fortæller Anna Johnsen.

Bent Eriksen fra Skanderborg-Odder Lærerkreds er også med ved mødet. Han skal ikke deltage aktivt, men han kan gribe ind, hvis der går noget galt. Hans tilstedeværelse i rummet får Anna Johnsen til at føle sig tryg, mens hun fortæller skolelederen om sin oplevelse af forløbet.

Hun fortæller, hvordan hun og kollegerne følte sig overladt til sig selv, da nyheden om en mulig fyring var blevet overrakt, og om hvordan hun uden varsel blev peget ud foran de andre lærere et døgn senere.

Mens Anna Johnsen fortæller, siger lederen ikke et ord. Hendes blik er rettet mod blokken på bordet, hvor hun nedskriver alt, hvad Anna Johnsen fortæller.

»Jeg tror simpelthen, hun var nødt til at sidde og skrive for at fastholde sig selv. Forløbet med afskedigelsen har også været hårdt for hende«, siger Anna Johnsen.

Endelig afklaring

Skolelederen lod Anna Johnsen fortælle og valgte at svare skriftligt et par dage senere. I mailen får Anna Johnsens sin anbefaling. Og en lang forklaring.

»Jeg blev meget glad. Ikke bare fordi jeg fik en afklaring, og der stod en masse pæne ting om mig. Det var en bekræftelse på, at hun anerkendte min smerte under forløbet, og at det har været hårdt for os begge to«.

Efter afskedigelsen fik Anna Johnsen en bunke tegninger og breve fra både elever og forældre, som var kede af at tage afsked med hende. Det varmede i et ellers hårdt forløb.

»Ledere skal virkelig tænke over, hvad det betyder, når de hiver tæppet væk under folk. Lærerjobbet var mit liv, og jeg ville virkelig noget med det og med eleverne«, siger hun.

Selvom Anna Johnsen stadig savner sit gamle job, eleverne og kollegerne, er hun nu begyndt at kigge fremad.

»Jeg vil gerne bruge mine kompetencer som læsevejleder igen eller gå i en anden retning og lave noget med kultur«, siger Anna Johnsen, som også er uddannet billedkunstlærer.

»Forløbet op til sommerferien og sommeren var forfærdelig. Men siden da har jeg kun mødt rummelighed, hjælp og forståelse. Men den rummelighed har jeg også mødt, fordi jeg selv har gjort noget for det«.

Forløbet er beskrevet på baggrund af interview med Anna Johnsen, formand for Skanderborg-Odder Lærerkreds Bent Eriksen og skolelederen, viceskolelederen og tillidsrepræsentanten på Hou Skole.

Se hvor mange lærerstillinger din kommune har nedlagt