Vi befinder os i en ny middelalder, lyder analysen i et spændende nyt værk fra tre erfarne folk fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse. I den historiske middelalder var det den katolske kirke, der bestemte over opdragelse, undervisning og uddannelse. I den nye pædagogiske middelalder har OECD, EU og andres globale sammenligninger af skole- og uddannelsespræstationer betydet, at der er opstået en slags uddannelsespolitisk universalisme om livslang læring, kompetenceudvikling, kreativitet og inklusion. I den nye middelalder er det ikke religion, men økonomi, der styrer.

"Pædagogikkens idehistorie" - i bestemt ental - hedder bogen om pædagogikkernes mere end 2.500 års historie. Det er en ambitiøs udgivelse, et værk, der har været savnet, og som helt overordnet er lykkedes rigtig godt. Redaktørerne, Ove Korsgaard, Jens Erik Kristensen og Hans Siggaard Jensen, har selv skrevet langt det meste, men har fået hjælp til to kapitler fra Anette Faye Jacobsen og Ingrid Markussen.

I de vestlige lande bruger vi nu op mod en tredjedel af vores liv inden for pædagogiske rammer som daginstitutioner, skoler, læreanstalter og efter- og videreuddannelse, fortæller de. Internationale økonomisk-politiske organisationer er optaget af og blander sig i undervisning og uddannelse, og pædagogisk retorik breder sig langt uden for de formelle skole- og uddannelsesområder. Derfor er det vigtigt, siger bogens redaktører, at vi som samfundsborgere kender baggrunden for de pædagogiske ideer og praksisser. Og det må være uomgængeligt for enhver pædagogisk professionel at kende de idéhistoriske forudsætninger og udviklingen, understreger de.

Ambitionen om at undersøge de pædagogiske ideer, der har haft og stadig har betydning i Danmark, er lykkedes ganske godt, og de fyldige udblik til især europæiske, men også amerikanske tendenser viser påvirkningerne og gør det muligt at forstå sammenhænge og se perspektiver.

I første kapitel trækkes idéhistoriske linjer fra antikken til reformationen. Det er fremragende formidling. I de næste syv kapitler beskrives udviklingen fra reformationen frem til nu, og kapitlerne er alle skrevet over samme skabelon: Først beskrives epokens rammer, derefter dens dominerende menneskesyn og pædagogiske filosofi, så følger et afsnit om tidens didaktiske grundsynspunkter, institutioner og professioner, og der sluttes med, hvad der kaldes "epokens virkningshistorie". Selv om der fortælles historisk kontinuerligt, omtales pædagogiske tænkere ikke kun i et kapitel, de beskrives ofte flere gange, fordi de belyses og diskuteres i sammenhæng med forskellige epokers politiske forhold og samfundsvilkår. Igen og igen vises det, at forskellige politiske og religiøse holdninger og pædagogiske ideer ikke afløser hinanden som forskelligfarvede legoklodser. Holdninger og vaner har et langt efterliv, også når nye ideer blomstrer. Den enkelte pædagogiske epoke slutter på sin vis aldrig.

Jo nærmere vi kommer nutiden, jo tydeligere kommer forfatternes synspunkter frem. Det virker rigtig fint. Men det er også her, jeg finder de mest diskutable valg og fravalg. Jeg kan forstå, at man omtaler "Den Lille Røde bog for skoleelever"s kolossale salgssucces, fordi den kan fortælle noget om, skal vi sige, tidsånden i 1970’erne. Om hverdagen i folkeskolen siger den derimod intet. Jeg kan også forstå, at indoktrineringsdebatten bringes ind i en idéhistorisk sammenhæng. Men Asger Baunsbak-Jensen hævdede ikke, at skolen "visse stedet var præget af marxistiske lærertyper". Nej, han angreb "yderliggående marxistiske lærertyper, der vil omforme samfundet", og det er noget helt andet. Han kritiserede også luthersk-missionske kristne for indoktrinering i skolens religionstimer, men Berlingske Tidende vinklede på ”marxistisk tyranni”, og kun den del af interviewet fængede. Dét kunne man godt have spundet en ende over i afsnittet om "epokens virkningshistorie". Jeg har svært ved at forstå, hvad vi skal med en omtale af Den Proletariske Friskole, som var udtryk for en idé, der på ingen måder fængede. Initiativet fik masser af medieomtale, men der var ikke forældreopbakning til at oprette en skole, så det blev kun til noget som en sekterisk lørdagsskole for 10-20 børn.

Jeg ville derimod gerne have læst en tættere analyse af forskellene på og diskussioner mellem den bløde lilleskole-venstrefløjs-progressivisme og fortalerne for den sovjetinspirerede læringsmålstyringspædagogik. Og så forstår jeg rent ud sagt ikke, at man har undgået en idéhistorisk analyse af den totale sammenblanding af 2013-skolereform og lockout og lovindgreb mod lærerne. Der er, skriver bogens redaktører, sket et skred, så en transnational uddannelsespolitik og uddannelsestænkning formuleres og koordineres af OECD og EU. Det ville være oplagt at belyse det danske 2013-forløb gennem dette analysefilter. Det fortælles, at læringsbegrebet - fra at være et begreb, der trængte sig på nedefra i skolen - med Pisa-resultaternes virkning på politikernes holdninger blev et politisk-administrativt kontrol- og styringsbegreb.

Til gengæld nød jeg bogens vittighed om Niels Egelund og Lars Qvortrup! Mens for eksempel Platon, Kant, Grundtvig og Hal Koch blot præsenteres som det, de var, har gjort og skrevet, omtales Egelund og Qvortrup som ”fremtrædende professorer i uddannelsesvidenskab”. Fremtrædende?

I bogens to sidste kapitler, ”Politik og pædagogik” og ”Viden og dyd” samles der fornemt op på ideerne. Den datafikserede politik, som har presset undervisning fra at være styret af den professionelle lærers pædagogiske og didaktiske skøn til nu at skulle være evidensbaseret, får nogle solide agumentskud for boven.

Lidt drys af småfejl og upræcise oplysninger irriterer. Men: Mine indvendinger og ønsker må ikke læses som afvisninger. "Pædagogikkens idehistorie" er en fremragende bog, der forhåbentlig kommer i mange oplag og i nye udgaver. Og så er den i øvrigt forsynet med fortrinlige noter, et godt emneregister og flotte, velvalgte billeder. Sproget er generelt godt, hvor man forsøger at komme læseren i møde, men det er ikke altid til at gennemskue, hvorfor nogle begreber forklares, mens andre blot langes ud. Jeg kan for eksempel ikke forstå, hvorfor læseren får at vide, at en rabbiner er en "jødisk præst", men selv må finde ud af, hvad autoptisk betyder.

Men pyt! Køb den og se at få den læst. Reformationen i 1536 resulterede i en benhård identitetspolitik. ”Noget tilsvarende ser vi tegn på i dag … Muligvis bliver der tale om et skifte i mindre skala, men kommer de pågående klimaændringer ud af kontrol, og viser de mest dystre forudsigelser om vejret sig at holde stik, kan der på et tidspunkt blive tale om et radikalt epokeskift”. I globaliseringens tidsalder har politikerne forlangt fleksibilitet, omstillingsparathed, personlig udvikling og selvrealisering. Hvis epoken lakker mod enden vil kravene til skoler og uddannelser også ændre sig – det kan blive nationale værdier og globale økologiske værdier, spår bogens forfattere.