Dræber skoler kreativitet?

I 2006 holdte Sir Ken Robinson det, der skulle vise sig at blive den mest sete TED-talk nogensinde med knap 64 millioner views på TED-talks og 18 millioner på Youtube.

Med titlen “Dræber skoler kreativitet?” argumenterer Robinson for, at skolen uddanner børn efter gammeldags idealer, og at børn tvinges til at forholde sig til emner, som er meningsløse og dræber deres engagement. Robinsons postulat er, at der er et fagligt hierarki i skolen, hvor matematik og sprog ligger øverst, og de æstetiske og kreative fag ligger nederst. Med andre ord, skolen skal klargøre elever til et akademiseret arbejdsmarked – og resultatet er, at mange talentfulde, geniale, kreative mennesker tror, at de ikke er det, fordi det de er gode til i skolen, ikke bliver påskønnet, eller i virkeligheden bliver stigmatiseret. Idéen Robinson talte om, syntes virkelig at ramme en nerve hos folk. Tilsyneladende har millioner af mennesker kunnet nikke genkendende til at gå i en skole, hvor deres kreativitet ikke blev hørt, anerkendt eller udviklet. Årsagen bag, mener Robinson, er, at skolen er drevet af en effektivitets- og organisationsmodel, fremfor et uddannelsesprincip. Det kan skolechef, Bo Meldgaard godt genkende: ”Strukturen i skolen bygger på en håbløst forældet tankegang, hvor elever stadig betragtes som en flok, der skal styres, og læring som noget, der skal foregå i afmålte 45 minutters lektioner”. Det passer ifølge skolechefen godt ind i et it-program for skemalægning, men sætter ikke de enkeltes elevers læring, udvikling og trivsel i centrum.

Alle børn skal blive dygtige  

Samme år i Danmark lød meldingen fra undervisningsministeriet, ”at nu må vi stramme op og fokusere mere koncentreret på de væsentligste elementer i skolen - de boglige fag”, da folkeskolen fik dårlige karakterer i PISA-målingen. Det var på trods af, at en UNESCO-undersøgelse påviste, at den bedste strategi til at få fagligt stærke elever ikke var at nedtone de kreative fag, men at styrke dem via et samspil mellem det boglige og det kreative. Ministeriets ønske blev hørt, og her 13 år efter er Danmark et af de lande i Europa, hvor PISA-målingerne har haft størst effekt på reformerne af vores skolesystem.

Det fremgår af rapporten ”The Policy Impact of PISA” fra 2012, hvori det vurdereres, at PISAs betydning for udvikling af det danske skolesystem, med indførelsen af nationale test og en øget grad af standardisering, er ”ekstrem”. En række af de centrale ambitioner i den katastrofale amerikanske skolereform No Child Left Behind-politikken svarer fuldstændig til reformen af den danske folkeskole, som trådte i kraft i 2013.

Nu seks år efter at skolereformen blev implementeret, kom der for et par uger siden 28 konklusioner, som bekræfter, at hverken trivsel eller faglighed er mærkbart forbedret. Evalueringsinstituttet VIVE konkluderer bl.a.; “at lærerne sjældnere end før reformen benytter forskellige undervisningsmetoder, der er tilpasset de enkelte elevers behov”. Ligesom det fremgår, at det eneste, som har haft en positiv effekt på elevernes trivsel og resultater, er motion og bevægelse.

Selvom fokusset på de boglige fag ikke er i overensstemmelse med, hvad mange lærer eller skoleledere ønsker, så er det, ifølge professor Line Lerche Mørck, sådan uddannelsessystemet er blevet indrettet: “Man skal følge et skema, gennemgå et særligt pensum, læreren skal overføre viden, og det handler om at nå højest i hierarkiet ved at blive god til læsning og matematik”. Det er skolens stramme styring og faste rammer, som gør, at et fåtal oplever, at de er dygtige, mens mange føler, at de ikke slår til eller falder udenfor, tilføjer hun.

Det er dog ikke skolen som dræber kreativitet fordi den er boglig, mener professor Lene Tanggaard, men ”fordi den ikke værdiger de æstetiske og praktiske dele af alle fag. Der er kreativitet i dansktimen, hvis man har sans for de praktiske og æstetiske dele af faget”

Hvad gør andre lande?

I det nordlige England er der en skole ved navn Feversham. Den har en meget høj andel af børn med anden etnisk baggrund og ikke-engelsksprogede elever. Den ligger i et område med høj arbejdsløshed og kriminalitet, og skolen kæmpede med ringe faglige resultater og dårlig trivsel. I 2014 fik de en ny skoleleder, som oplevede triste lærere, umotiveret elever og indså traditionel læring ikke var svaret. Derfor besluttede han sig for at bruge musik og dramafag som en alternativ måde at tackle udfordringerne på, ved at nytænke undervisningsplanen og gøre dem til kernefag fremfor suppleringsfag. Et år efter var resultatet sensationel. Elevfremmødet steg kraftigt, forældrenes tilfredshed steg enormt og eleverne klarede sig betydeligt bedre – ikke kun i drama og musik, men også i matematik og sprogfagene. I dag er Feversham vurderet til at være en af de bedste i landet med besøgende fra hele verden, som er interesseret i et kreativt curriculum. Dette er blot et eksempel, men der findes mange lignende succeshistorier fra bl.a. Orchard Gardens i Massachusetts og High Tech High i Californien i USA. Fælles for dem alle er, at de eksperimenterer med og udforsker nye måder at arbejde med de kreative/æstetiske fag, hvilket skaber alternative læringsmuligheder for eleverne.

Er Danmark bagud?

For et par år siden var jeg til en paneldebat om fremtidens folkeskole, hvor den tidligere undervisningsminister, Merete Risager var tilstede. Undervejs blev den stigende mistrivsel i skolen diskuteret, hvortil jeg spurgte panelet om den gradvise nedprioritering af de kreative fag kunne tænkes at være én af årsagerne til, at flere børn mistrives i skolen? Svaret jeg fik af ministeren var, at hun ikke troede på, at børn var i stand til at lære på forskellige måder, samt at de kreative fag ikke kunne lære elever at læse og regne.

Ser man på både pædagogisk, didaktisk og neuroæstetisk forskning, er der god grund til at tro andet. I 2015 publicerede fagbladet Asterisk et forskningsprojekt fra University of California, hvor forskerne gennem 12 år fulgte 12.000 skolebørn, som havde henholdsvis meget og lidt undervisning i drama, musik, dans og billedkunst. Nogle af de tydeligste konklusioner var, at de børn, der fik meget undervisning i de kreative fag, klarede sig bedre både; fagligt, socialt og økonomisk. Senere i livet fik de højere uddannelser, bedre jobs, viste større engagement i frivilligt socialt arbejde og havde flere venner.

Det kan undre, at man i Danmark, hvor man investerer millioner af kroner i forskning og udvikling inden for uddannelsesområdet, vælger en struktur og model for skolen, som afviger fra forskningen. Min erfaring viser mig, at vi er styret af en idé om, undervisning i boglige fag garanterer børn et job senere i livet. Succesfulde virksomheder som Apple, Amazon og Google, har dog bevist, at succes også hænger sammen med en arbejdskultur baseret på innovation, leg og kreativitet.

Al forskning tyder således på, at kreativitet, leg og bevægelse er centrale elementer, hvis en læringsproces skal ende med en succesoplevelse, der fordrer udvikling og innovation.

Så nu hvor den nye regering skal beslutte, hvordan fremtidens skole skal se ud, kan man håbe, at Pernille Rosenkrantz-Theil tager forskningen alvorlig. For selvom det er 14 år siden Sir Ken Robinson stillede spørgsmålet “Dræber skoler kreativitet? Er spørgsmålet mere relevant end nogensinde før, og vi skylder vores børn, at nytænke skolens prioritering.