Forleden da jeg ryddede af efter aftensmaden, studsede jeg over et blad, der lå på bordet. Bladet Folkeskolen ligger af og til på bordet, uden at det har min store interesse. Men artiklen »Fire år med skolereformen: Undervisningen er blevet mindre varieret« fik mig til at åbne bladet. I artiklen stod der, at skoleeleverne efter reformen ikke er blevet dygtigere eller trives bedre, som faktisk var meningen med reformen.

Den indledning, jeg netop har læst, forarger mig, fordi jeg er 9.-klasseelev i en almindelig folkeskoleklasse. Det betyder, at jeg har gået i skole både før og efter reformen. Reformen betød for mig ændringer i skoledagen i form af flere timer. Formålet med de mange timer var, at det faglige niveau og elevernes trivsel skulle løftes, og undervisningen skulle blive mere varieret. Når jeg så læser, at reformen ikke har gjort nogen forskel, bliver jeg vred.

For det første viser det sig længere nede i artiklen, at 55 procent af lærerne før reformen varierede deres undervisningsformer dagligt. Fire år efter varierer kun 47 procent deres undervisningsformer. Tallene undrer mig faktisk ikke. Jeg tror, lærerne har fået flere undervisningstimer, og det er indlysende, at de bliver mere presset, fordi der er flere undervisningstimer, de skal forberede sig til, og så kan alle timer ikke blive lige varierede. At lærerne får mindre forberedelsestid, må gøre, at de ikke kan rette opgaver og give feedback lige så hurtigt som tidligere. Måske har det også andre konsekvenser som for eksempel deres arbejdsmiljø.

For det andet viser undersøgelsen, at 83 procent af udskolingseleverne svarer, at skoledagen er »lidt for lang« eller »alt for lang«. Hvis jeg var blevet spurgt i denne undersøgelse, så ville jeg også have svaret, at skoledagen er alt for lang, når man har 33 timer om ugen, og så er vi endda gået to lektioner ned i år.

I min dagligdag oplever jeg, at jeg og mine klassekammerater er blevet mindre motiverede til at gå i skole. Allerede til middag er gejsten røget ud af de fleste. Og i syvende lektion er der slet ikke mere energi at gøre godt med. Det ses også på lærerne. Deres motivation daler hen ad dagen. Jeg husker fredag sidste år, hvor vi havde lektiecafe i sidste time, hvor man slet ikke havde mere energi, og vi endte med at sidde og hyggesnakke eller spille computer. Lærerne forstod det godt, fordi de heller ikke selv havde mere energi.

For det tredje ligger det i ideen om folkeskolen, at den skal være en skole for alle - en skole, der skal være samlingspunktet for et fællesskab, hvor alle kan lære og blive dygtige. Det udfordrer fællesskabets hus, hvis lærerne bliver så pressede, at de ikke har tid og overskud til at tage sig af de elever, der har det svært, og samtidig skal udfordre de dygtige.

Så når jeg læser, at reformen skulle gøre os elever fagligt dygtige og gladere for at gå i skole, er det sindssygt vildt, at fem rapporter på knap 300 sider nærmest ikke viser noget, der er gået, som politikerne havde ønsket.

Jeg håber, at politikerne tænker sig om en ekstra gang, før de ændrer så markant på folkeskolen igen. Måske ville det være nyttigt at træde ud af Christiansborg og se den virkelige verden. Jeg tror nemlig på, at en bedre skole kommer af, at lærerne kan lave kvalitet i undervisningen - og det ændrer antallet af undervisningstimer formentlig ikke på.