En demokratisk dansk folkeskole eller en effektiv OECD-skole. Det er den skillevej, skolen står ved, efter at lov 409, skolereformen og forenklede Fælles Mål er blevet indført, påpeger skoleforskeren Lejf Moos. Hans fagbog »Pædagogisk ledelse i en læringsmålstyret skole?« er netop udkommet. Den analyserer de to tendenser frem i et historisk og internationalt perspektiv.

Stærke kræfter i KL og Undervisningsministeriet og forskningsmiljøerne vil ud ad OECD-vejen, påviser Lejf Moos i bogen. Omvendt vil mange lærere og skoleledere fortsætte ud ad den demokratiske vej, som skolen har befundet sig på i årtier - og den gode nyhed for dem er, at det faktisk er muligt, eftersom formålsparagraffen ikke blev ændret i forbindelse med 2014-skolereformen.

Formålsformuleringen rummer stadig en »læringsdiskurs« såvel som en »dannelsesdiskurs«, siger Lejf Moos. Skolen skal med andre ord stadig udvikle elevernes sociale og personlige kompetencer, ikke kun deres fag-faglige kompetencer.

»Formålsparagraffen er tvedelt, og mange beklager sig over, at den ikke hænger sammen. Men man skal hellere glæde sig over dobbeltheden, for den åbner for, at praktikerne kan udvikle deres skole i den retning, som de mener er den bedste - også den demokratiske, hvis det er det, de vil«, siger Lejf Moos.

Men det bliver så op ad bakke, for du analyserer dig i bogen frem til, at folkeskolen faktisk er ved at blive en OECD-skole?

»Skolepolitikken er ved at blive en OECD-skolepolitik. Og når man laver en politik, har man selvfølgelig et håb om, at den bliver til virkelighed«.

Hvad kendetegner en OECD-skole?

»Sagt kort: At skolen skal leve op til nationale standarder, som skal leve op til Pisa-standarder. Eleverne skal måles og testes og sammenlignes internationalt. Vi ser en ensliggørelse af skolepolitikker tværs over landene i OECD, som får god hjælp af store konsulenthuse som Pearson og McKinsey. Processen med lov 409 og skolereformen har været en god træning i McKinsey«.

Edu-business

Et nyt, skræmmende begreb er i denne sammenhæng dukket op, påpeger Lejf Moos - »edu-business«. Konsulenthuse som Pearson og McKinsey ønsker at producere standardiserede uddannelsesprogrammer, så de kan sælge dem på det globale marked, som var det sodavand og burgere.

Men der skal jo være en efterspørgsel, og derfor er det i konsulenthusenes interesse, at skolesystemet er ens i så mange lande som muligt verden over, anfører Lejf Moos.

»Konsulenthusene er glade for standarder, og det er skræmmende - fordi uddannelsespolitik og undervisning og læring glider fra de nationale parlamenter til konsulenthuse. Det er demokratisk problematisk. Konsulenthusene lader sig jo ikke styre demokratisk, men skolerne er stadig vores vigtigste kulturinstitution«.

Men formelt er skolerne vel ikke underlagt OECD og EU?

»Skolerne kom ind under EU med Lissabon-aftalen. Men det er rigtigt - EU lovgiver ikke om landenes skoler. Men EU udformer 'sociale teknologier', som er lige så virkningsfulde som lovgivning. Det kaldes 'blød styring' - soft government - og den er virkningsfuld«.

Men OECD og EU laver vel ikke standardiseret uddannelsespolitik for konsulenthusenes skyld?

»Nej. Men OECD arbejder lige nu på at udforme det 21. århundredes kompetencer, som skal afløse de nuværende kompetencer i Pisa, og det gør den sammen med Pearson - og det er meget komfortabelt for Pearson«.

OECD skal vel hjælpe medlemslandene, så de kan få en højere levestand?

»Som jeg tolker det, så er OECD sat i verden for at styrke og befordre globaliseringen, og det gør OECD ved at gøre det hele til en markedsplads - til et stort marked, hvor 'økonomierne' kan samarbejde. OECD skriver ikke engang 'landene', den skriver 'økonomierne'«.

»Og i 90'erne fandt OECD så ud af, at hvis man skal udvikle det store samarbejde, kommer man ikke uden om uddannelse«.

Pisa er »blød styring«

Og metoden er altså »blød styring«, for eksempel Pisa, fastslår Lejf Moos.

»Men den bløde styring bliver 'hård styring' i landene - når Danmark siger ja til at deltage i Pisa, så er det ikke frivilligt for skolerne, om de vil deltage. Og det er et demokratisk problem, for så bliver skolen og skolepolitikken løftet ud af kommunerne og Folketinget og ud af professionen«.

»Diskussionen kommer ikke til at handle om formål, men om mål. Om hvor godt det går i Pisa. Og så kan den eventuelle velstandsstigning bliver dyr - hvis den koster demokratiet«.

Et demokratisk underskud har allerede sat sig igennem forskellige steder, siger Lejf Moos - se for eksempel på det misforhold, der er imellem lovteksten og de vejledninger og andre materialer, der kommer fra Undervisningsministeriet og KL:

Ordet læring er således kun nævnt ét sted i folkeskoleloven, mens ordet er gennem­gå- ende i vejledninger fra ministeriet og udspil fra kommunerne, der til gengæld ikke bruger ordet »undervisning«, som er det gennemgående ord i skoleloven.

Er embedsmændene i Undervisningsministeriet og KL ved at aflive folkeskolen som dannelsesmæssig kulturinstitution?

»Embedsmændene har forstand på styring, ikke på pædagogik, og derfor bliver styring kernen i OECD-skolen. De er ved at ændre folkeskolen til en OECD-skole. Og det er politikerne også«.

»OECD siger, at skolelederne skal lede på data - og det er Pisa-data - men disse data er ikke pædagogiske værktøjer, de er styringsværktøjer. Testresultaterne bliver ikke givet til dem, der kan handle pædagogisk på dem, lærerne«.

Men lærere og ledere kan altså stadig holde fast i de demokratiske elementer i formålsparagraffen, hvis de vil, fastslår Lejf Moos. For folkeskolens formålsparagraf er »bipolær«, som han kalder det, og det åbner et fortolkningsrum for lærerne.