Debat

Bolden er punkteret, Antorini

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der mangler anerkendelse til folkeskolens medarbejdere for dens internationale topplacering de seneste år. Skoleledere og lærere har slidt med at udvikle kvaliteten. Mange lærere oplever, at det har kostet en indsats, der ligger ud over deres arbejdstid. Når danske elever er verdensmestre i glæde og tillid, skyldes det medarbejderne, der smitter eleverne med skoleglæde.

Du har som undervisningsminister taget spændende initiativer med at udvide børnenes skoledag, således at de mindste elever fremover skal gå i skole fra 8-14. Udvidelsen skal bruges til aktiviteter, som lærere og pædagoger skal samarbejde om. Børnene skal være dygtigere, således at vi også i fremtiden kan klare os som nation. Dine planer giver god mening, da børnene i forvejen er på skolen mindst til klokken 14. Dine initiativer forudsætter lærernes engagement og ildhu.

Vi var læsekonsulent og skoledirektør i Skive, da Leg og Læring med en skoledag fra 8-14 blev igangsat i 1998. Hensigten var, at alle børn skulle blive dygtigere. Vi troede på, at fokus på læring, innovation og leg samt et ligeværdigt samarbejde mellem medarbejderne ville resultere i, at alle børn lærte mere. Byrådet anerkendte medarbejderne for deres medvirken, da de vidste, at det var dem, der bar projektet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Din plan om en reform blev i starten modtaget med opbakning. Du er nu spændt for en opfattelse af, at reformen forudsætter, at regering og KL knægter lærerne, som skal gennemføre den udvidede skoledag uden tidskompensation. Vi har talt med mange lærere, som i øjeblikket føler sig krænket af arbejdsgiverne.

Mange organisationer arbejder i disse år med at øge den sociale kapital blandt medarbejderne. Nøgleordene er anerkendelse, tillid, retfærdighed og samarbejde. En dikteret overenskomst for lærerne vil i lang tid reducere deres lyst til at være engageret i deres arbejde. Vi tror, at bolden er sparket langt uden for banen, hvor den vil ligge punkteret i lang tid. Renten på den sociale kapital er negativ.