Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Debatten om skolemad har raset, siden regeringen, SF og Radikale Venstre i finanslovsforhandlingerne vedtog at indføre forsøg med obligatorisk skolemad.

Forslaget er sympatisk, for hvem kan have noget imod skolemad? Ikke mig i hvert fald.

Det er dejligt, når eleverne har mulighed for at købe et varmt måltid mad, der kan indtages i spisefrikvarteret. Men alligevel er jeg ikke nogen fortaler for statslig skolemad.

For det første er det uhyre dyrt og vanskeligt at udføre en øvelse, hvor der skal indkræves et beløb over skatten, så der kan sættes et måltid af en vis standard foran hver enkelt skoleelev i hele Danmark – som de vel at mærke gider at spise. Og det er dyrt. 5,6 milliarder er statslig, obligatorisk skolemad estimeret til at koste, hvis det skal dække hele landet.

Her er udgifter til kantiner og spiserum i øvrigt ikke talt med.

Mange steder findes der lokale og frivillige ordninger, som fungerer godt. De kan gå hen og udvikle sig til en klistret og kønsløs ret, når den bliver obligatorisk for alle. Hvordan sørger man for eksempel for at servere et måltid til alle elever, som de vil kunne lide?

Det er ikke nogen nem opgave. Det kan man blandt andet se i kommuner, der tilbyder en frivillig ordning. I København, hvor alle skoler har skolemadsordninger, er det kun et mindretal af eleverne, der rent faktisk benytter sig af det.

Skyder gråspurve med kanoner

Fortalere for statslig skolemad har det med at læne sig op ad forskning, der viser de sundhedsmæssige fordele ved en sådan ordning.

Desværre er der en udpræget tendens til, at det er enten meget gamle data eller data indhentet fra lande og områder, der har en betragteligt ringere sundhedsstandard end Danmark, som bringes i spil.

Derfor er flere danske forskere også påpasselige med at love, at statslig skolemad vil have en tydelig sundhedseffekt.

Personligt tør jeg godt komme med den forudsigelse, at obligatorisk skolemad i Danmark må forventes at have en lille, ingen eller måske endda en negativ effekt på elevernes sundhed og trivsel. Langt de fleste elever i Danmark spiser allerede et frokostmåltid af en rimelig kvalitet, og alle danske familier har økonomi til at spise sig mætte hver dag.

En lille andel af eleverne oplever svigt fra deres forældre. Disse elever skal der tages hånd om – national skolemadsordning eller ej – men det er at skyde gråspurve med kanoner, når alle skoler og elever skal være med i en ordning, der har til hensigt at ramme en afgrænset elevgruppe.

Fortalere for statslig, obligatorisk skolemad argumenterer ofte for, at de betydelige udgifter ikke vil påvirke andre områder i skolen, for eksempel antallet af lærere og undervisningsmaterialer. Det er naturligvis ikke korrekt. Uanset hvordan ordningen udformes, vil økonomien med al sandsynlighed alligevel komme fra de samme kasser, der betaler lærerlønninger, efteruddannelse og skolematerialer.

Jeg ved godt, hvad jeg ville prioritere, hvis jeg var kommunalpolitiker. I en tid med læsekrise, elever, der kæmper med matematikken, vigende fokus på dannelse og fællesskab og flere elever med særlige behov, ville jeg foretrække at bruge ressourcerne på de lærere, der udfører skolernes kerneopgave.

Men det er blot min holdning.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk