Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

De fleste synes – i varierende grad – at være enige om, at skolemad er en god ting. Alligevel er der ganske udbredt modstand mod regeringens forslag om at sætte 854 millioner kroner af til indledende forsøg med henblik på at indføre skolemad som en del af folkeskolens tilbud på landsplan.

Mange ser det som fråseri med skolens penge, i disse tider hvor kommunerne svinger sparekniven. For hvis samfundet pludselig har råd til at bruge så mange penge på at indføre gratis skolemad til alle, ville mange hellere have midler til faglokaler, tolærerordninger, loft over undervisningstiden og så videre.

Til belysning af spørgsmålet om frås eller ej kan man blot forestille sig reaktionen blandt de voksne, hvis man med et nedlagde alle de velfungerende kantiner, der hver eneste dag sætter lækre buffeter frem på store arbejdspladser i det private, og gav de ansatte besked på selv at medbringe madpakke til indtagelse ved hæve-sænkebordet.

Chips fra kiosken

Dokumentationen for de positive effekter af skolemad er overvældende. Lad mig blot kort referere til den store svenske undersøgelse med over en million respondenter, hvis udvikling på udvalgte parametre blev blotlagt op til voksenalderen. Den viste, at de borgere, der havde fået skolemad i deres skoletid, blev lidt højere, uddannede sig mere og endte med højere livsløn. Seks procent mere for borgere fra mindrebemidlede hjem, faktisk. Dertil kommer de umålelige effekter, som har at gøre med trivsel, fællesskab, ro, inklusion og mobning, smukt eksemplificeret på Læsø Skole.

Set i det lys er det forstemmende at bevidne reaktionerne fra ledelserne i DLF og Skolelederforeningen. De mener samstemmende, at skolemad ville være dejligt, men synes ikke, der er råd.

I næsten alle de lande, vi normalt sammenligner os med, er skolemad en selvfølge. Her tror skolefolkene næppe deres egne ører, når man fortæller dem, at danske børn sidder i klasselokalerne og fedter med hver sin medbragte madpakke i ti minutter eller går over i kiosken og køber chips. Selv lande med langt fattigere skolesystemer end vores kan finde pengene til gratis skolemad. Det gælder for eksempel Indien, Brasilien og Nigeria.

Alligevel forstår jeg godt, hvad der får lærere til at stejle. Faktum er jo, at de henover en lang årrække har måttet se deres arbejdsvilkår blive forringet voldsomt af økonomiske hensyn. Når politikerne så pludselig kommer til lommerne uden overhovedet at tilgodese lærernes krav, reagerer en del lærere med bitterhed. I mine øjne giver det dog ikke mening.

Stensikkert potentiale

Logikken, eller rettere manglen på samme, ligner den, Mette Fredriksen forsøgte sig med, da hun ud af det blå koblede afskaffelsen af store bededag med behovet for økonomisk støtte til krigen i Ukraine.

Denne en-til-en sammenhæng mellem penge til skolemad og penge til bedre arbejdsvilkår for lærerne eksisterer ikke. Der er jo ikke tale om, at folkeskolen kan få 854 millioner kroner til noget andet, hvis skolemaden fravælges.

Ingen politikere har mig bekendt luftet tanken om at kaste millioner ud i folkeskolen til fri afbenyttelse.

Skolemad har, rigtigt indført, et stensikkert potentiale til at løfte hele skolens opgaveløsning til glæde for alle, herunder lærerne. Men det kræver en helhjertet satsning. Der er masser af eksempler på mere eller mindre mislykkede skolemadsordninger, typisk noget med catering udefra til fordeling blandt de elever, hvis forældre har betalt.

Hvis det fulde potentiale af skolemaden skal realiseres, kræver det, at maden er gratis for alle. Der skal etableres spisesale og storkøkkener, og det nødvendige personale skal ansættes. Og så skal lærerne tages i ed. Uden deres entusiastiske, pædagogiske medvirken får manøvren aldrig den gennemslagskraft i skolens hverdag, der gør den umagen værd. Her skal DLF selv sagt gå forrest.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk