Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Som udgangspunkt støtter jeg, at debatindlæg får et redaktionelt serviceeftersyn, inden de udgives, da det er i alles interesse at have en så kvalificeret debat som mulig. Faktuelle og sproglige fejl og decideret dårligt sprog skal rettes, uklart tænkte indlæg strammes op og gøres forståelige og overskuelige. Baseret på egne erfaringer må jeg dog konstatere, at Folkeskolens nye praksis er problematisk på flere måder.

I debatindlægget præsenterer den almindelige læser fakta om og analyse af det emne, han debatterer, og drager på den baggrund en konklusion. Hensigten er at skabe en debat eller fodre en igangværende. Dette er et forsøg på at skabe en.

Der er ikke knyttet ufravigelige formkrav til debatindlægget. Debattøren har en udstrakt frihed med hensyn til komposition, argumentationsstrategi og sproganvendelse. Det afgørende er, at indlægget fungerer.

Folkeskolens nye praksis suspenderer debatindlægget som autonom genre, presser det ind i en journalistisk form og opstiller dermed formkrav. Men debatindlæg er ikke en journalistisk genre.

Selv velskrevne debatindlæg med en klar fremstilling og argumentation skal gennem en redaktionel proces for at få formen på plads med sproglig upersonliggørelse og reduceret substans til følge. Processen trækker saltet og skarpheden ud af indlægget, så det fremstår fersk og sløvt.

Debatindlæg ender som light-versioner

Som led af den påtvungne form skal debattøren skrive til alle sådan at forstå, at alle skal kunne læse og forstå debatindlægget umiddelbart. Indlægget må ikke være »læseuvenligt« ved at kræve forhåndsviden. Folkeskolens redaktion mener åbenbart ikke, at lærere som intelligente og veluddannede mennesker evner at læse indenad og på egen hånd supplere tekstlæsning med oplysninger, de selv finder frem til. Ellers kan læseren stille opklarende spørgsmål til debattøren i kommentarsporet.

Når det er sagt, anerkender jeg naturligvis redaktionens legitime ret til at bede debattøren supplere teksten med yderligere fakta og forklaringer, hvis den er alt for indforstået.

Men er det ikke godt at få alle med? Ikke hvis det forhindrer debattøren i at aflevere sit budskab. Alle-kravet implicerer en række benspænd, der forringer mulighederne herfor. Med debatindlæggets faste format på 400-600 ord har debattøren mindre plads til at gøre rede for det centrale, når han skal bruge mere plads på at forklare det perifere. Han må acceptere en mere light version af sit anliggende, end han havde tænkt sig, og end en tilfredsstillende præsentation af sagens substans kræver.

Dette benspænd sætter sig især igennem, hvis debatindlægget fremstiller og debatterer komplekse emner og historiske forhold. I den situation tvinges debattøren til at suspendere indlæggets indre logik og veksle mellem fremstilling og forklaring, så selv Arveprins Knud kan læse med.

(Henvisningen til Arveprins Knud vil formentlig skulle forklares eller udgå, da det er et sprogligt udtryk, som kun læsere over 60 kan forventes at være bekendt med. At læseren kan spørge andre eller google det synes ikke at være acceptabelt for redaktionen).

Debattører mister ejerskabet

Den redaktionelle indgriben stopper imidlertid ikke ved formkravet og Alle-kravet. Den slår ikke kun ned på faktuelle og sproglige fejl og decideret dårligt sprog, men omfatter tillige gennemgribende omformuleringer af selve prosaen. Som debattør mister man ejerskabet til sit eget sprog.

Debattøren bruger ofte stilistiske virkemidler i sin tekst for at opnå bestemte effekter. Jeg tør slet ikke tænke på output af den redaktionelle proces, hvis input omfatter humor, ironi, satire, sarkasme.

Redaktionen synes sikkert, at dens omformuleringer gør teksten bedre, men omfanget og karakteren af dem får teksten til at fremtræde mere som redaktionens end debattørens.

Det er ikke meningen med et debatindlæg.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk