Debat
Folkeskolens nye praksis presser debatindlæg ind i en journalistisk form og opstiller dermed formkrav. Men debatindlæg er ikke en journalistisk genre, skriver tidligere lærer Karsten Bräuner.
Privatfoto
Debat: Folkeskolens redigering af debatindlæg er problematisk
De redaktionelle ændringer på Folkeskolen har medført ændringer på debatområdet. I dette debatindlæg beskæftiger jeg mig med én af dem: Redigering af debatindlæg.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Som
udgangspunkt støtter jeg, at debatindlæg får et redaktionelt serviceeftersyn,
inden de udgives, da det er i alles interesse at have en så kvalificeret debat som
mulig. Faktuelle og sproglige fejl og decideret dårligt sprog skal rettes,
uklart tænkte indlæg strammes op og gøres forståelige og overskuelige. Baseret
på egne erfaringer må jeg dog konstatere, at Folkeskolens nye praksis er problematisk
på flere måder.
I
debatindlægget præsenterer den almindelige læser fakta om og analyse af
det emne, han debatterer, og drager på den baggrund en konklusion. Hensigten er
at skabe en debat eller fodre en igangværende. Dette er et forsøg på at skabe
en.
Der
er ikke knyttet ufravigelige formkrav til debatindlægget. Debattøren har en
udstrakt frihed med hensyn til komposition, argumentationsstrategi og
sproganvendelse. Det afgørende er, at indlægget fungerer.
Folkeskolens
nye praksis suspenderer debatindlægget som autonom genre, presser det ind
i en journalistisk form og opstiller dermed formkrav. Men
debatindlæg er ikke en journalistisk genre.
Selv
velskrevne debatindlæg med en klar fremstilling og argumentation skal gennem en
redaktionel proces for at få formen på plads med sproglig upersonliggørelse og reduceret
substans til følge. Processen trækker saltet og skarpheden ud af indlægget, så
det fremstår fersk og sløvt.
Debatindlæg ender som light-versioner
Som
led af den påtvungne form skal debattøren skrive til alle sådan at
forstå, at alle skal kunne læse og forstå debatindlægget umiddelbart. Indlægget
må ikke være »læseuvenligt« ved at kræve forhåndsviden. Folkeskolens
redaktion mener åbenbart ikke, at lærere som intelligente og veluddannede
mennesker evner at læse indenad og på egen hånd supplere tekstlæsning med oplysninger,
de selv finder frem til. Ellers kan læseren stille opklarende spørgsmål til
debattøren i kommentarsporet.
Når
det er sagt, anerkender jeg naturligvis redaktionens legitime ret til at bede
debattøren supplere teksten med yderligere fakta og forklaringer, hvis den er alt
for indforstået.
Men
er det ikke godt at få alle med? Ikke hvis det forhindrer debattøren i
at aflevere sit budskab. Alle-kravet implicerer en række benspænd, der
forringer mulighederne herfor. Med debatindlæggets faste format på 400-600 ord
har debattøren mindre plads til at gøre rede for det centrale, når han
skal bruge mere plads på at forklare det perifere. Han må acceptere en
mere light version af sit anliggende, end han havde tænkt sig, og end en
tilfredsstillende præsentation af sagens substans kræver.
Dette
benspænd sætter sig især igennem, hvis debatindlægget fremstiller og debatterer
komplekse emner og historiske forhold. I den situation tvinges debattøren til
at suspendere indlæggets indre logik og veksle mellem fremstilling og forklaring,
så selv Arveprins Knud kan læse med.
(Henvisningen
til Arveprins Knud vil formentlig skulle forklares eller udgå, da det er et
sprogligt udtryk, som kun læsere over 60 kan forventes at være bekendt med. At
læseren kan spørge andre eller google det synes ikke at være acceptabelt for
redaktionen).
Debattører mister ejerskabet
Den
redaktionelle indgriben stopper imidlertid ikke ved formkravet og Alle-kravet.
Den slår ikke kun ned på faktuelle og sproglige fejl og decideret dårligt sprog,
men omfatter tillige gennemgribende omformuleringer af selve prosaen. Som
debattør mister man ejerskabet til sit eget sprog.
Debattøren
bruger ofte stilistiske virkemidler i sin tekst for at opnå bestemte effekter. Jeg
tør slet ikke tænke på output af den redaktionelle proces, hvis input
omfatter humor, ironi, satire, sarkasme.
Redaktionen
synes sikkert, at dens omformuleringer gør teksten bedre, men omfanget og
karakteren af dem får teksten til at fremtræde mere som redaktionens end
debattørens.
Det er ikke meningen med
et debatindlæg.
Svar fra redaktionen
Kære Karsten Bräuner
Tak for dit indlæg.
Fagbladet Folkeskolens formkrav til debatindlæg er skabt for at sikre en formidling, der er tilgængelig for vores målgruppe. Vi er et fagmedie, og derfor skal hverken artikler eller debatindlæg være skrevet til den forudsætningsløse læser, men det er alligevel vigtigt for os, at flere læsere oplever vores indhold som relevant og tilgængeligt.
Derfor har vi blandt andet en længdebegrænsning på debatindlæg, ligesom de fleste andre medier. Det handler om at gøre indlægget overskueligt for læserne, og vi har god erfaring med, at det virker.
Af samme årsag tilbyder vi redigering af debatindlæg. Det har været et ønske fra debattører i flere år, og redigeringen sker altid i dialog med skribenten. Det handler hverken om at styre budskabet eller fjerne billedsproget, og Arveprins Knud er meget velkommen. Heldigvis kan vi konstatere, at langt de fleste skribenter oplever, at de får et bedre indlæg ud af dialogen.
Det betyder ikke, at vi ikke kan begå fejl. Jeg beklager, hvis du har oplevet, at teksten ikke længere er din egen. Det er ikke intentionen, tværtimod.
Venlig hilsen
Caroline Schrøder, debatredaktør på Fagbladet Folkeskolen.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk