»Evaluering er det nok vigtigste redskab i skolen til at fremme læring og få bedre undervisning. Man kan sige, at evaluering er det, der giver os indblik i, hvad der fungerer, og så giver det os redskaber til at forbedre det, som vi beskæftiger os med«.

Sådan burde det være. Problemet er bare, at det ikke er det, der sker i skolen i dag. De seneste 20 år har professor emeritus Jens Dolin forsket i evaluering og effekterne af test, og i en ny bog til lærere i DLF's serie »Pædagogisk rækkevidde« understreger han endnu en gang, at test og eksamen fylder alt for meget i den danske skole, og at det forringer undervisningens muligheder.

Hvad er det ved evalueringerne i dag, der fungerer mindre godt?

»Evalueringer kan godt være et tveægget sværd, fordi de både har det summative og det formative formål i sig. Der er ingen, der er imod den summative evaluering. Den form for evaluering er simpelthen forudsætningen for at kunne forbedre noget, fordi den fortæller os, hvordan tingene ser ud i dag. Men vi er endt i et testregime, hvor det udelukkende handler om, hvor dygtige vi er, i stedet for hvordan vi kan blive dygtigere. Det ender med at smitte negativt af både på lærernes måde at undervise på og på elevernes måde at lære på, og det er netop den form for test­regime, jeg ser fylde mere og mere i undervisningssektoren, og som jeg gerne har villet advare imod med bogen.

I en spørgeskemaundersøgelse, der blev gennemført for godt ti år siden, fremgik det, at rigtig mange lærere i naturfagene brugte deres egne test i undervisningen, men de brugte dem til, at den konkrete klasse kunne blive dygtigere, og til at se, hvordan man skulle ændre på undervisningen, så man fik alle med. I dag er det gået over til, at alle elever skal igennem de samme nationale test. Man giver altså ikke plads til forskellighederne, og testene smitter af på undervisningen, så den forsimples og rettes mod testene. Der er et trivselsproblem forbundet med det, men hvad der næsten er værre, er, at eleverne simpelthen får en orientering imod, at de skal kunne præstere for præstationens egen skyld, og der opstår en såkaldt præstationskultur«.

Hvordan påvirker det elevernes læring at blive evalueret?

Forsker: Test styrer skolens retning 

»Jo mere man som elev vurderer sig selv i forhold til sine klassekammerater og i forhold til sine karakterer, des dummere risikerer man at blive. Det går simpelthen ud over læringen. Man bruger alle sine kræfter på at vurdere, om man nu siger det rigtige, at man ikke må sige det forkerte - for det bedømmer læreren jo - og at man hele tiden skal sørge for at sige noget, selv om man måske ikke lige ved, hvad svaret på lærerens spørgsmål er. Alt det her fylder mere hos eleverne, på bekostning af hvad man egentlig synes er spændende inden for det, man lærer noget om, hvordan man kan arbejde med det på en bedre måde, og hvordan man kan engagere sig bedre og mere i det.

Det går ud over læringen, der i højere grad ender med at blive en overfladelæring for at vise, hvad man kan, frem for en dybdelæring, hvor man går i dybden med stoffet og gør det til sit eget. Så selv om det selvfølgelig er godt at få en god karakter, så går det ikke, hvis man udelukkende arbejder med et stof for at få en god karakter.

Det ligger som en slags sky over skolen, at karakterer er vigtige, ja, faktisk ligger det som en sky over hele systemet, at karakterer er vigtige for at komme videre til ungdomsuddannelserne og videre i livet. Det er karakteren, der bestemmer, hvilke muligheder man har i sit liv. Så det er blevet en selektiOnsmekanisme, som fylder rigtig meget«.

Hvordan kan læreren evaluere på en god måde?

»Det gør man ved at lægge mere vægt på de formative processer. Det drejer sig om løbende evalueringer og feedback. At give feedback til eleverne handler godt nok om at sige, at her er du, og der vil vi gerne have dig hen, men det vigtige er, at man tilføjer, hvordan man så kan gøre det. Man skal hjælpe eleverne til at komme tættere på de opstillede mål«.

Hvad får man som lærer ud af at læse bogen?

»Dels kan man som lærer få en overordnet forståelse af, hvad evaluering egentlig betyder. Der er en række politiske overvejelser om evalueringens betydning for uddannelsespolitikken, som jeg synes, at det er vigtigt, at lærerne har med. Her er det tydeligt, at også systemet har et ansvar. Selv om man siger, at læreren er den vigtigste i undervisningen, så vil jeg sige, at hele det politiske system, skolekulturen, ledelsen, kommunen og ministeriet også er en vigtig del af undervisningen, fordi de sætter de rammer, som læreren skal arbejde inden for. Derfor er det lidt at fraskrive sig sit ansvar, hvis man siger, at det er læreren alene, der bærer ansvaret. Hvis man har udviklet et system, som forringer undervisningens muligheder, og stiller krav, som er urimelige, så sætter man jo læreren i en dårlig situation.

Der ligger også en række konkrete bud i bogen på, hvordan man kan forbedre sin bedømmelse af eleverne, og hvordan man som underviser kan arbejde med feedback og lære sine elever at give feedback. Og også hvordan man som lærer kan evaluere sin egen undervisning. I bogen er der simpelthen nogle andre bud på, hvordan man kan evaluere. Man får nemlig meget mere at vide ved at tale med hinanden, tale med kollegaer, observere hinanden eller give hinanden direkte feedback, end man gør i den slags spørgeskemaer, som hyppigt benyttes i dag«.

Hvorfor er evalueringer blevet en stor del af skolepolitikken?

»Der er en tendens til, at politikere gerne vil styre den offentlige sektor. Man vil gerne sikre sig, at man får value for money, og måske er dele af det også fornuftigt nok. Tidligere havde man fuld tillid til, at lærerne leverede det, man havde betalt for, og nu er den tillid væk. Jeg tror ikke, at det er lærernes skyld, fordi det er en tendens, vi ser over for alle, der har noget med velfærdsydelser at gøre.

Jeg forstår godt, at politikerne er nysgerrige efter at høre, hvordan det går i skolen, men min pointe i bogen er, at de vil få meget bedre svar, hvis de fik lærerne til at frembringe den viden, fordi lærerne ved, hvordan eleverne klarer sig. Det vil selvfølgelig placere et stort ansvar hos lærerne, så de skal også støttes i det, men med den her form for evalueringer ville lærerne også kunne bruge evalueringerne i deres undervisning på en konstruktiv måde.

Gør vi børn fortræd? 

Hvis man skal se, om det går godt nok på skolen, så mener man, at det er vigtigt, at man har noget data, der viser, hvordan det går på skolen, men det, der i virkeligheden er sigende for, hvordan det går på skolerne, er jo, om eleverne lærer noget, og det er rigtig svært at få data, der viser det godt nok. Især når man skal have data om rigtig mange forskellige mennesker. Når man skal spørge relativt mange, så bliver man nemlig også nødt til at stille relativt simple spørgsmål, og derfor kommer de store test som for eksempel de nationale test til at give et forsimplet billede af det, som eleverne kan.

Et andet uhensigtsmæssigt element i disse test er, at de elever, der ikke er så dygtige generelt, også har det dårligere med sådan nogle test end andre elever. På den måde er der også en skævhed indbygget i testene, så man ikke altid kommer frem til retvisende svar«.

Hvordan kan lærere være med til at gøre op med den dårlige form for evaluering?

»Den enkelte lærer kan selvfølgelig gøre noget, men det er jo en kulturel ting, så det bør være en lærergruppe, en skole eller måske en kommune, der går ind og arbejder med det her. Det kunne være noget med at gå ind og mindske karakterræset og for eksempel vente så længe som muligt med at give karakterer. Og så kunne man samtidig investere i at uddanne flere lærere i at være gode til at give feedback og gode til at undervise eleverne i at være gode til at give hinanden feedback. Generelt skal konstruktiv og formativ feedback fylde mere i skoledagen på bekostning af karakterer«.

I bogen anerkender Jens Dolin, at feedbackprocesser kræver en vis målorientering - på godt og ondt. Hvis målene skal være meningsfulde for eleverne, skal de være konkrete og forståelige, og målene skal være så konkrete, at både lærer og elever kan anvende dem i praksis, forklarer han. Som undervisningen skrider frem, er det nyttigt kontinuert at samle op på, hvilke mål eleverne har opnået, og hvordan de har gjort det. Det er motiverende at beherske et fagligt område, og når læreren løbende påpeger, hvad eleverne nu har lært, gøres motivationsprocessen til en del af undervisningen.

»Elevernes opgave i denne første fase er at forstå formål og kriterier og gøre dem til deres egne. De kan for eksempel formulere dem med deres egne ord. De kan også opstille egne formål med forløbet, som de finder kriterier for, og som sidestilles med læreplansmålene. Hele denne proces med at opstille og formulere mål og kriterier i fællesskab har den vigtige funktion, at den skaber et fælles sprog i klassen om faget og læring af faget. På mange skoler udarbejder faggrupperne en oversættelse af læreplanernes faglige mål til et sprog, som er forståeligt for elever, og som har nogle opnåelige delmål. Et sådant dokument kan så år efter år udvikles i samarbejde med eleverne«.

Anmeldelse: Målt og vejet