Til september skal 11-årige Jacob Renwick begynde i Forest Hill Secondary School i det sydøstlige London.

»Det er en almindelig drengeskole. Jeg ville hellere have, at Jacob kom i en grammar school for både piger og drenge, men der er ikke så meget at vælge mellem her i området«, siger moren, Sarah Renwick.

De sidste tre årtier har regeringerne under Margaret Thatcher, Tony Blair og nu Gordon Brown ellers lovet større valgfrihed til forældrene. Skolerne er blevet opfordret til at profilere sig med specialer og konkurrere om høje karakterer. Det skulle øge kvaliteten i undervisningen og få de »dårlige« skoler til at oppe sig.

Den engelske model har inspireret politikere i Danmark, Sverige og mange andre dele af verden. Men nye undersøg­elser viser, at kvaliteten ikke er øget, og at forskellene mellem gode og dårlige skoler ikke er blevet mindre.

»Politikerne har forsøgt at slippe markedskræfterne løs i skolesystemet og forvandle forældrene og børnene til forbrugere, men det har ikke virket. Det er lettere at sælge chokolade end undervisning«, siger en af Storbritanniens førende uddannelsesforskere, Rebecca Allen fra Institute of Education ved Londons universitet, til Folkeskolen.

Et pseudomarked

Hun mener, at der er skabt et pseudomarked.

»Skolerne har fået tilskud til at profilere sig for eksempel med musik eller teater, så forældrene kunne få noget at vælge mellem. Men lærerne har svært ved at nå andet end den obligatoriske undervisning. Det har forældrene gennemskuet. De foretrækker skoler, som klarer sig godt i grundfagene«, fortæller Rebecca Allen.

En gang om året ranglistes alle skoler efter, hvor høje karakterer eleverne har fået ved testene i engelsk, matematik og naturfag. Skoler, der ligger højt på skalaen, bliver oversvømmet med ansøgninger. Men alle skoler får elever, for forældrene kan kun ønske, ikke vælge, og nogle får afslag på deres ønsker, og hvert år bliver cirka 20 procent af forældrene skuffede, og antallet af klager vokser støt.

Skoler, der ikke performer godt nok, får nyt navn, ny ledelse og ny struktur og kommer under direkte opsyn fra undervisningsministeriet.

Fordel til statsstøttede, religiøse skoler

Rebecca Allen og hendes kollega, Anna Vignoles, har netop publiceret rapporten »Can school competition improve standards?« Rapporten viser, at regeringens teori om, at konkurrence mellem skoler fører til bedre karakterer, ikke holder.

De to forskere har studeret et af de få hjørner af skole­systemet, hvor forældrene har et reelt valg. Cirka 15 procent af de engelske elever går på religiøse secondary schools. De fleste af disse statsstøttede skoler er katolske eller drives af Church of England. De konkurrerer med ikke-religiøse naboskoler om at tiltrække elever, og det burde i teorien få skolerne til at kappes om at få højere og højere karakterer.

»Men vi har fulgt skolerne i en årrække og konstateret, at de ikke scorer højere end før. De religiøse skoler tiltrækker velstillede familier. Deres børn klarer sig generelt bedre i skolen end andre børn, og det giver de religiøse skoler et forspring, som kan virke demotiverende på de ikke-religiøse skoler«, forklarer Rebecca Allen.

Med præstens hjælp

Efter sommerferien skal fireårige Noah begynde i førskolen i St. Paul's Church of England Primary School i Brighton. Et af kriterierne for at få sit barn ind på skolen er, at man bor i nærheden. Det hjælper også at være flittig kirkegænger. Får man en attest fra præsten om, at man har gået i Church of England mindst to gange om måneden i et år, rykker man frem i ansøgerfeltet. »Først var jeg imod at sende ham i en kristen skole, men vi bor kun 280 meter fra St. Paul's, og jeg ved, at de tager sig godt af børnene. Det er ret unikt i det engelske skolevæsen«, mener Noahs mor, Malene Kastor. Hun har en dansk læreruddannelse og underviste på flere skoler i London, inden hun fik Noah.

»Skolerne går meget op i test og karakterer. St. Paul's leder har stolt fortalt os, at skolen er nummer 70 ud af 1.300 primary schools. Derfor får de mange ansøgere, og nogle forældre går i kirke i håb om at få deres børn optaget i skolen«, fortæller Malene Kastor.

Tilbage til klasselokalerne

John Bangs er talsmand for lærernes største fagforening, National Union of Teachers. Han mener, at politikerne har slået sig selv ud af kurs.

»De har glemt, hvordan man skaber en god skole. Det kræver en god pædagogisk ledelse, et stabilt personale, god kontakt mellem forældre og lærere og en passende klassestørrelse. Men de kriterier er gået tabt i alle reformerne«, siger John Bangs.

Rebecca Allen tænker i samme baner:

»Måske skulle vi fokusere på det, der foregår i klassen ogi børnenes hoveder, i stedet for alt det andet«, konkluderer hun.