Debat
Nationale test – ministeren giver sig ikke
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er endnu ikke lykkedes tidligere leder af regeringens rejsehold Jørgen Søndergaard at fremlægge dokumentation for påstanden om, at ønsket om en årlig resultatfremlæggelse, også omfattende nationale test, er »helt i tråd med, hvad forskningen anbefaler«.
Det nærmeste, Søndergaard hidtil er kommet i sin »dokumentation« af en positiv effekt af offentliggørelse af testresultater, er en tåget og uunderbygget påstand om »to anerkendte forskeres undersøgelse af alle skoler i New York« (Folkeskolen nummer 6). Det må herefter konkluderes, at Søndergaard ikke kan finde belæg for sin påstand.
Undervisningsminister Troels Lund Poulsen har udtalt, at han ikke giver sig en tomme, når det gælder regeringens krav om, at resultaterne fra de nationale test skal offentliggøres. Skulle ministeren af uransagelige grunde ønske sig forskningsbaseret belæg for en offentliggørelse af testresultater, kan han hos Søndergaard kun hente den støtte, der må ligge i, at Søndergaard mener det samme som regeringen. Ministeren og regeringen vil, med Søndergaards hjælp, beklageligvis vælge at se bort fra skadevirkningerne ved en resultatfremlæggelse.
Regeringens krav om offentliggørelse af testresultater er alene ideologisk begrundet. Man ønsker den rangordning af skolerne, der uomgængeligt vil følge med en sådan offentliggørelse.