Hvordan er det at repræsentere det parti, som lærerne traditionelt brokker sig mest over?

»Jeg synes heldigvis, at det er ved at være aftagende. Nu fik Pernille Rosenkrantz-Theil (børne- og undervisningsminister, redaktionen) jo stående bifald på lærernes kongres. Men jeg føler det som en forpligtende opgave at styrke broen mellem lærerne og Socialdemokratiet. Jeg har jo selv prøvet på egen krop, hvordan det var at blive lockoutet og at høre en socialdemokratisk KL-formand fra talerstolen sige, at lærerne levede i en tidslomme fra det forrige århundrede. Det var ikke en kommunikation og retorik, der var det her parti værdigt«.

Er der noget, du allerede savner ved ikke længere at være lærer?

»Den største omvæltning er, når man møder ind om morgenen. For mig var den bedste tid, når man kom ind i en 4. klasse og sagde 'Godmorgen, er I klar?' og så råber de 'Jaaah' i kor. Der er ikke den samme energi her, når man tirsdag morgen kommer ned i analyseafdelingen. Når jeg siger 'Er vi klar?' kigger de underligt på mig. Jeg kan virkelig savne energien. Selv om lærerjobbet har været presset siden reformen og lov 409, så opdager man virkelig, hvor dejligt et job det er, når man ikke længere står ved katederet. Som lærer kommer man hinanden ved. Så der er et afsavn, når alle de andre mødes efter sommerferien til den traditionelle grillaften, eller nu hvor jeg ikke skal gejle eleverne op, inden de skal ud at løbe på motionsdag. Jeg er overrasket over, hvor meget man kommer til at savne lærerjobbet«.

100 dage uden gaver til folkeskolen 

I 12 år var du både lærer og kommunalpolitiker, hvordan fandt du tid til begge dele?

»I perioder har jeg købt mig ned i tid som lærer for at få mere tid til det politiske. Jeg stoppede som kommunalpolitiker ved sidste kommunalvalg i 2017, fordi jeg gerne ville stille op til næste folketingsvalg. I den sidste tid var jeg derfor kun lærer. Det var faktisk en rigtig stor transformation. Jeg arbejdede på en ny, stor fusionsskole, og her var der nogle, der mere så mig som 'politikeren Anders' end som 'kollegaen Anders'. Så det gav virkelig noget for det kollegiale, at jeg dér var lærer uden at være en del af noget politisk. Jeg tog orlov, da folketingsvalget blev udskrevet, så jeg har ikke undervist siden«.

Hvordan tog du afsked med dine elever og kolleger?

»Det har været en længere proces. Nu har jeg heldigvis oplevet at arbejde på en skole, hvor vi virkelig kom hinanden ved, og hvor jeg også betragter nogle fra lærerværelset som nogle af mine allerbedste venner. Da vi blev fusioneret i 2014, startede vi en klub. Lærerstanden bliver jo beskyldt for at være lidt brokkende, så vi valgte at kalde os selv for 'Gamle sure mænd fra Blåbjerggård'. Vi er omkring ti, og vi betragter hinanden som rigtig gode venner. Min søn på syv år går på skolen, og ham følger jeg i skole hver mandag, hvor jeg arbejder hjemme. Så jeg føler ikke, at jeg helt har forladt det«.

Lærer bliver nyt S-medlem på Borgen: Jeg tager min skolelærertaske med 

Du er blevet partiets fødevare- og dyrevelfærdsordfører, ville du gerne være blevet partiets ordfører for folkeskolen?

»Nu er jeg jo ny på Christiansborg, og man skal være ualmindelig utaknemmelig, hvis man ikke er tilfreds med det, jeg har fået. Jeg synes, at jeg sidder i en meget gunstig position i forhold til folkeskolen, fordi jeg er blevet formand for Børne- og Undervisningsudvalget. Her kan jeg være med til at sætte dagsordenen og få gode relationer til de relevante ordførere. Og så synes jeg, at det sender et signal til omverdenen om, at de holdninger, jeg har til folkeskolen - som ikke altid flugtede helt med partilinjen under Helle Thorning og Bjarne Corydon - nu bliver værdsat i partiet. Desuden synes jeg, at det er klogt, at man skal arbejde med nogle andre ting, når man kommer ind fra at have været så meget i skoleverdenen«.

Har Socialdemokratiet rykket sig på skoleområdet?

»Mit parti og hele samfundet har rykket sig i forhold til skoledebatten. Jeg har hele tiden syntes, at vi skal være utrolig stolte af det nordiske børnesyn i stedet for at lade os dupere af trends, der kommer ind. Det var meget tankevækkende, at Canada blev det helt store, hvor omkring en tredjedel af kommunerne valfartede over Atlanten til Ontario. Så skulle vi pludselig bevæge os mod det angelsaksiske skolesystem med test og prøver. Fem socialdemokrater og jeg fra lokalpolitik forudsagde i 2017, at Ontario ville være glemt inden for fem år. Vi fik ret. Nu er der ikke nogen, der snakker om Canada«.

I seks foreslog også, at folkeskolen skulle tildeles en ekstra årlig milliard. Siden er der blevet snakket meget om en mulig milliard til skolen, da det er et fælles krav fra jeres støttepartier. Socialdemokratiet har ikke sat én krone af til skolen i jeres finanslovsudspil. Mener du stadig, at skolen har brug for en milliard?

»Jeg har ikke ændret holdning. Jeg har bemærket, at der ikke er en milliard på vores finanslovsudspil, men man giver støttepartierne muligheder for at bidrage med at prioritere. Det synes jeg er meget fornuftigt af finansministeren. Der er jo rigtig mange ønsker i øjeblikket til eksempelvis minimumsnormeringer, bedre mad i vores institutioner og en lang række andre ønsker. Men der er ingen tvivl om, at folkeskolen på sigt skal løftes. Det står jeg ved«.

I nævner slet ikke folkeskolen i jeres udspil. Er det tilfredsstillende, at det skal være op til støttepartiernes prioritering?

»Det er heller ikke det, vi siger. Vi siger, at vi har en forhandlingsramme på 2,1 milliard kroner til, at man kan gå ind at løfte nogle velfærdsområder. Og dér skal støttepartierne være behjælpelige med at prioritere«.

Tilbage i 2017 foreslog I, at der skulle nedsættes en 'forsoningskommission', der skulle tage temperaturen på reformen og skolens rammevilkår. En kommission, der skulle bestå af skolens parter. Det blev der ikke noget af …

»Jo. I al ubeskedenhed har jeg gået og sagt, at det var det, man lod sig inspirere af under sidste overenskomstforhandling. Da Anders Bondo solgte ideen om en arbejdstidskommission til hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening, så var det vores tanker. Det er jeg slet ikke i tvivl om«.

Fra høns og hatte til hemmelige forhandlinger 

 Havde du talt med Anders Bondo om det her inden OK18?

»Nej. Men Anders Bondo fik jo tilsendt vores oplæg dengang, og jeg ved, at det blev læst af centrale folk i Lærerforeningen og af centrale politikere. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det i sidste ende er det, der har inspireret dem. Men jeg kan bare sige, at parallellerne til vores oplæg er meget påfaldende«.

Som lærer må du om nogen være en politiker, der er i stand til at give en status på, hvordan det går med folkeskolen og reformen?

»Lærerne løber rigtig stærkt, og de har ikke længere samme tid til relationsarbejdet. I Esbjerg Kommune er der et spareforslag i øjeblikket, hvor man foreslår at afskaffe alle lejrskoler. Det er drastisk. Det viser, at folkeskolen er presset. Lærerjobbet er kendetegnet ved, at der er mange ildsjæle iblandt lærergrupperne ude på skolerne. Men det er klart, at hvis ilden bliver slukket for personalegrupper, så dør folkeskolen som kulturinstitution. Jeg siger ikke, at den er slukket hos alle. Men vi har en udfordring i forhold til at få tændt gnisten. Faklen skal gløde. Personligt oplevede jeg, at selv om lov 409 og reformen gav lidt flere timer på skemaet, så var lyset på skolen slukket efter klokken 16. Sådan var det ikke før reformen. Om aftenen var der møder i pædagogisk råd eller forældrearrangementer, og der var foreninger inde på skolen. Der kunne man virkelig snakke om en blomstrende kulturinstitution i lokalområdet. Det blev udfaset efter reformen, fordi der var noget lyst og gejst, der med rette var forsvundet«.

Mette Thiesen: Jeg vil være den nye Merete Riisager 

Skyldes den slukkede ild, at de længere skoledage har givet flere undervisningstimer og mindre forberedelsestid?

»De længere skoledage skal ikke have skylden. Det er en forkert præmis. Intentionerne i reformen er fornuftige. Kan man planlægge en skoledag, der er alsidig med bevægelse og kreativitet, bliver det en spændende skoledag. Udfordringen er, at undervisningsmængden er så høj sammenlignet med forberedelsen. God undervisning kræver kvalitet. Før 2013 havde jeg også nogle rigtig lange dage, men jeg havde også tiden til forberedelse«.

Ender du ligesom Marianne Jelved med at blive i Folketinget resten af din karriere, eller kommer du tilbage til skolen?

»Jeg har ikke nogen ambitioner om, at det at være blevet valgt til Folketinget skal være en livstidsbeskæftigelse. Jeg har altid være grebet af en politisk ild, fordi jeg ser nogle ting, jeg gerne vil forandre, og jeg kan godt lide at gå ind i debatter. Så indtil videre ser jeg denne her valgperiode som en fireårig periode, hvor jeg skal gøre det så godt som overhovedet muligt, og så regner jeg med at stille op igen til næste valg. Men jeg kan ikke rigtig forestille mig, at jeg sidder herinde om 20 år. Så jeg kan sagtens forestille mig, at jeg kommer tilbage til folkeskolen eller noget andet med børn og unge«.

Marianne Jelved: Verdens vigtigste job