Lige inden sommerferien tog jeg imod islandske lærere på min arbejdsplads, CVU København og Nordsjælland. De havde været på studiebesøg i københavnsområdet. De islandske lærere stillede mig blandt andet spørgsmålet: »Hvem er de egentlig, de tosprogede elever?« Det gjorde de, fordi en skoleleder på Østerbro i København havde introduceret sin skole for disse lærere og fortalt, at der ikke var nogen tosprogede elever på skolen. De var ikke kommet for at se på undervisning af tosprogede elever, men på vej op ad trappen til det undervisningslokale, hvor de skulle følge undervisningen, mødte de en dreng, som spurgte på islandsk: »Er I islændinge?« De svarede på islandsk og spurgte drengen, hvad han lavede på skolen. Han fortalte, at han gik i 4. klasse. Hans svar fik lærerne til at fundere over skolelederens introduktion af skolen som en skole uden tosprogede elever modsat så mange skoler i København og omegn. Derfor spurgte de mig, hvem de tosprogede egentlig var, og hvorfor islandske elever ikke blev betragtet som tosprogede elever. De troede, at tosprogede børn per definition var tosprogede elever i folkeskolen.

Jeg måtte sige til dem, at der som udgangspunkt er hvide og sorte elever i folkeskolen, og at der er forskel på undervisningstilbud i forhold hertil. Kun elever af vesteuropæisk afstamning kan ifølge folkeskoleloven få gratis tilbud om undervisning i deres modersmål. Jeg fortalte dem, at islandske elever ifølge statens uddannelsespolitik derfor bliver betragtet som tosprogede elever med ret til gratis undervisning i deres modersmål. Rundt omkring i Danmark får elever af islandsk afstamning tilbud om undervisning i islandsk ifølge folkeskoleloven. Jeg fortalte, at der mig bekendt findes undervisning i islandsk i Sønderborg, Horsens, Odense, Århus, Aalborg og København. At man skal være hvid for at være en tosproget elev med ret til undervisning i modersmål, havde lærerne svært ved at forstå. Lærerne vendte tilbage til skolelederens konstatering af, at der på hans skole ikke var tosprogede elever. Jeg måtte forklare, at skolelederens skole er en hvid skole, som betyder, at der ikke er for eksempel arabisktalende eller tyrkisktalende elever på skolen - de sortes sprog. Sprog og etnicitet hænger sammen på en kompliceret måde i Danmark. Man må ikke opdele elever efter etniske kriterier, fordi det er forskelsbehandling ifølge både nationale og internationale bestemmelser. En reel forskelsbehandling af de sorte elever på skolerne bliver derfor kamufleret med en sproglig etikette - man kalder dem for tosprogede elever. »Vi har ingen tosprogede elever på min skole« betyder derfor »Vi har ingen sorte elever på min skole«.

En af de islandske lærere havde på en af de skoler, hun besøgte, mødt en lærer, der blev præsenteret som en tosproget lærer. »Hvem er så en tosproget lærer?« spurgte hun. Jeg måtte fortælle, at en tosproget lærer kunne være en lærer, der som barn aldrig havde fået undervisning i modersmål, og som ung med statsgaranti aldrig havde fået undervisning i modersmål på gymnasiet og ej heller på lærerseminariet. »Hvad er det så, der gør såkaldte tosprogede lærere til tosprogede lærere, hvis de måske aldrig har fået undervisning i deres modersmål som en del af deres uddannelsesforløb? Kan de læse og skrive på deres modersmål?« spurgte hun. Ligesom med spørgsmålet om, hvem de tosprogede elever var, måtte jeg forklare dem, at det ikke er alt, man kan forvente at forstå, når man tager på studietur til Danmark, hvor organiseringen af undervisningen af tosprogede elever er lige så logisk som den surrealistiske kunstner René Magrittes maleri af en pibe med påskriften »Dette er ikke en pibe«.

Bergthóra S. Kristjánsdóttir er lektor ved CVU København og Nordsjælland