England: Tidlig skolestart fører ikke til bedre resultater
I England begynder børnene at gå i skole ekstremt tidligt. Med en skolestartsalder på fem år er mange børn reelt kun fire, når de tager hul på pensum. Men den tidlige skolestart fører ikke til bedre resultater i den anden ende, viser ny undersøgelse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Antagelsen om, at en tidlig skolestart smitter af på elevernes senere standpunkter, kan ikke understøttes af vores research", hedder det ifølge BBC i rapporten fra det Cambridge-baserede Primary Review.
Den tidlige skolestart er historisk betinget. Den blev indført i 1870 for at beskytte børnene mod uduelige forældre. Det handlede om at social tilpasning frem for uddannelse. Det var samtidig et forsøg på at formilde mistænksomme arbejdsgivere, som frygtede, at en senere skolestart ville tage mindreårige arbejdere fra dem. En tidlig skolestart betød selvsagt, at børnene kom forholdsvis tidligere ud i den anden ende.
Konsekvensen er, at engelske skolebørn har meget lidt tid sammen med deres familier den dag i dag.
"Børnene er i skole på fuld tid op til tre år tidligere end i Skandinavien - og sommerferien i England og Wales er kortere end nogen andre steder i EU. Og nu presses skolerne til at blive heldagsskoler, hvilket vil skabe en endnu længere skoledag med frivillige aktiviteter før og efter lektionerne", skriver BBC på sin hjemmeside.
Ulempen ved at være den yngste varer ved
Den engelske tv-station henviser til, at Finland konstant ligger blandt de bedst præsterende lande, når det gælder uddannelsesmæssige resultater. Og det på trods af, at landet ligger i bunden af statistikken over timer brugt i klasseværelset.
"Finske elever begynder deres formelle uddannelse som syvårige, de nyder 11 ugers sommerferie - og de opnår bedste resultater i Europa. I Polen, der stormer op gennem de internationale tabeller og overhaler England i læsefærdigheder, begynder eleverne heller ikke, før de er syv år", skriver BBC.
Den engelske regering fremhæver, at forældre til børn født om sommeren skal have ret til at udsætte skolestarten med et år. Det sker, efter at studier har vist, at ulempen ved at være den yngste i en gruppe forfølger børnene gennem hele skoleforløbet. Mens 60,7 procent af pigerne født i september scorer gode karakterer, gælder det kun 55,2 procent af de piger, der blev født i august året efter.
"Med andre ord bliver den, der kommer tidligt i gang, ikke nødvendigvis en bogorm", konstaterer BBC.
Sådan begynder de i skole
Fem år: England, Skotland, Wales, Malta og Holland
Seks år: Østrig, Belgien, Tjekkiet, Frankrig, Tyskland, Grækkenland, Ungarn, Island, Irland, Italien, Norge, Portugal og Spanien.
Syv år: Danmark, Estland, Finland, Letland, Litauen, Sverige og Polen (fra 2009 bliver børnehaveklassen obligatorisk for alle danske børn).