Jeg har via Ministeriet for Børn og Undervisnings stafet fået spørgsmål om, hvad vi kan gøre for at styrke fremmedsprogene i skolerne, hvilke forhindringer der har skabt den nuværende situation, og hvordan vi kan rydde dem af vejen?

Nedenstående er blot et lille udsnit af mine kommentarer og bud.

Sprog er nøglen til verden: For to år siden fandt den daværende regering det nødvendigt at foretage en handling. Der blev hasteindkaldt en gruppe sprogeksperter. Gruppens opdrag blev at fremkomme med forslag til en national sprogpolitik.

Rapporten skulle fungere som en guide for hvor skal vi hen og hvorfor?

Rapportens skæbne: Samme efterår fandt et regeringsskifte sted, og den nye regering har valgt at skrotte »Sprog er nøglen til verden«.

Hvad kan vi gøre for at vende skuden? 
Mit gæt vil være, at der kommer til at gå et årti, før samfundet for alvor reagerer! 
Til den tid vil vigtigheden af fremmedsprog forhåbentlig vinde tilstrækkeligt gehør til også at føre til handling! I de mellemliggende år kan vi så drøfte, hvorvidt det vil være en god idé at indføre for eksempel kinesisk i grundskolen? Som det er for tiden, mener jeg, at det er absolut langt mere nærliggende og hensigtsmæssigt at beherske vore beslægtede europæ-iske sprog.

Holdningsændring i samfundet? Ofte sammenligner vi os med Finland. Det er et faktum, at alle i Finland lærer mindst tre fremmedsprog! Og mange lærer endnu flere. I Finland betragter man dette som en nødvendighed for fremgang såvel nationalt som internationalt.

Finland har som målsætning: »At virke 
for en øget indsigt omkring sprogkund­skabers store betydning for individet, 
for ­samfundet og for den interkulturelle ­for­ståelse«.

En målsætning, som jeg fuldt ud kan ­tilslutte mig.

Stafetten er sendt videre til: Niels Egelund, professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU).