Demokratifest
Lindevangskolen på Frederiksberg holdt grundlovsfest sidste år i samarbejde med foreningen Grundlovsfesten og DRUltra. Her holder elevrådsformand Pippi Lester tale ved festen.
Foto: Jonas Schack
Millioner til at holde børnefester for grundloven
Norges nationaldag 17. maj er forbilledet for foreningen Grundlovsfesten, som nu har fået midler til, at skoler i hele landet kan holde fest for det danske demokrati, som fylder 175 år i år.
Nordea-fonden har bevilget 9,7 millioner over fire år til foreningen Grundlovsfesten, som vil engagere skoler og andre i at holde grundlovsfester med Norges nationaldag som forbillede.
“Lad os bare være brutalt ærlige og sige, at grundlovsdag i dag er en tynd kop te. Vores nationaldag er jo gammeldags og kedelig! Der er ingen pynt i butikkerne, ingen sang eller en lækker grundlovskage til at gøre dagen til noget særligt. Der findes stort set ingenting, der markerer grundlovsdag på nær Dannebrog på busserne og politiske taler", siger initiativtager til og leder af Grundlovsfesten Olav Hesseldahl.
"Men det kan vi lave om på i fællesskab – og det gør vi nu", tilføjer han.
Skolelederformand i spidsen
Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal er bestyrelsesformand i foreningen. Han opfordrer skolerne til at markere, når Danmarks Riges Grundlov fylder 175 år den 5. juni i år.
“Alt fra en morgensang ved flagstangen med fortællingen om grundloven over emneuge for hele skolen til en stor fest med hele lokalsamfundet vil være flot", siger han
"Vi bør stå sammen om en manifestation af grundloven i en festlig ramme”, lyder det videre fra skolelederformanden.
Lærere og skoleledere kan søge penge til en grundlovsfest på grundlovsfesten.dk. Her kan også hentes undervisningsmateriale til 4. til 6. klasse, som foreningen har fået udarbejdet i samarbejde med forlaget Alinea.
Forløbet er beregnet til tre timer i dansk, musik og/eller historie, hvor eleverne lærer om grundloven og skriver tekst til deres egen grundlovssang, som kan synges ved festen.
I sekretariatet for den nye bevægelse er de godt med på, at rigtig mange skoler holder lukket på Grundlovsdag. Men som de skriver i det flowchart, der skal overbevise lærere og skoler om projektet:
"Heldigvis står der intet i grundloven om, at grundlovsfester ikke kan holdes den 4. juni!"