"Vi er gået langt ud af et spor med at involvere eleverne. De har både diskuteret, analyseret undervisningen og været med til at planlægge den. Og det har ikke handlet om trivse,l men om undervisningen og om hele det inkluderende fællesskab", fortæller Lotte Hedegaard-Sørensen, der er lektor på DPU,  Aarhus Universitet.

Definitionen på de elever, det er svært at nå (projektet hedder Reaching the Hard to Reach) er bred. Det kan være elever, der mangler motivation, er tjekket ud af undervisningen, er meget stille, har indlæringsvanskeligheder og nogle af dem har måske også en diagnose.

Det er arbejdet med det inkluderende fællesskab, der er på spil i projektet.

"Da vi gik i gang syntes jeg, det var noget radikalt at rykke eleverne helt ind i lærernes kerneområde, men vi oplevede nogle fantastiske refleksioner fra børnene. Og det handlede om, at de ville lære noget. De fortalte, hvordan de gerne ville arbejde, med hvem og hvilken variation, der var vigtig for dem i undervisningen. De vokser af at blive hørt, og de forstår, at de er en del af et fællesskab", siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Tal mere med børnene

"Ja, tænk at det er så simpelt - at vi bare skal tale lidt mere med børnene. Og lytte mere", siger Lola Nielsen, der er pædagogisk leder for 0.-5. klasse på Nivå Skole.

"Vi taler om elevernes medbestemmelse, men de ved ikke, hvad medbestemmelse er. Det skal vi lære dem. De tænker, at de har frit valg på alle hylder, men nej, medbestemmelse betyder, at de får forslag at vælge mellem fra tre hylder. Så det er frit valg fra tre hylder".

Hun fortæller, at eleverne gerne ville have mere variation i undervisningen. De ville også gerne arbejde i makkerpar, men de mente også, at de ikke altid lærte mest ved at arbejde sammen med deres gode ven. Det var bedre, hvis de arbejdede sammen med en, der lå nogenlunde ligesom dem selv fagligt.

Evaluering: Co-teaching styrker inkluderende fællesskaber

I projektet oplevede de, at eleverne anerkendte lærernes arbejde. Når de talte med dem om planlægningen, om at differentiere og om at få alle godt med i undervisningen, så havde eleverne en respekt for lærernes arbejde.

"Hvor skal I mange forskellige ting", lød det. Det gik også tydeligt op for eleverne, at sådan en klasse består af mange forskellige personer, der måske vil noget forskelligt. Og hvad skal læreren så gøre?

"Det er vigtigt, at det hele tiden er skole. At det er lærerne, der sætter dagsordenen og står for klasseledelsen. Det er der ingen tvivl om. Men så synes børnene, at det er godt, at nogle hjælper dem med at lave grupper og arbejde med nogle interessante opgaver", siger Lola Nielsen.

"De børn, vi har i skolen i dag, vil gerne have det, de ikke får. De er vant til at zappe og har behov for mange skift i undervisningen".

De to understreger, at det netop er vigtigt, at eleverne forstår, at det ikke kun handler om dem. At et fællesskab ikke blot består af personer, der vil det samme. At demokratisk dannelse godt kan være svært. Men børnene var helt med og tog deres opgave som børneforskere meget seriøst.

Ny bog gør anmelderen stolt over at være underviser

Fx blev tre elever valgt som børneforskere til et modul. Det var så deres opgave at observere, om eleverne fulgte med og deltog i undervisningen, hvor det var, at nogle eventuelt faldt fra, hvad der virkede godt og mindre godt. Børneforskerne havde fx et observationsskema, hvor de kunne vurdere ud fra nogle spørgsmål, som de krydsede af. Modulet blev evalueret af børneforskere og lærere, de ændrede på modulet og så blev det tilrettede modul gennemført i parallelklassen, hvor det også blev evalueret.

Projektet var bygget op som et forskningsprojekt - med systematik i hele fremgangsmåden.

En faglig lufter

Lærer Charlotte Koch-Nielsen er en af de deltagende lærere fra Nivå Skole. Hun har været lærer i mange år, men blev alligevel overrasket over, hvad børneforskerne lagde mærke til.

"Børneforskerne lægger hurtigt mærke til, når nogle af klassekammeraterne tjekker ud fra undervisningen. Som lærer opdager vi ikke altid, at en elev har fået 1000-meter-blikket på og ikke deltager, men det opdager de andre elever straks. I det hele taget havde eleverne nogle interessante observationer", siger Charlotte Koch-Nielsen.

"Selvfølgelig vil børnene gerne have en pause uden fagligt indhold, men indimellem kan man altså godt komme noget fagligt ind i en lufter på 5-10 minutter. Fx ved vi som lærere godt, at undervisning hvor læreren taler, betyder at flere stempler ud hurtigere, men det er godt at blive mindet om, hvordan helt små variationer i undervisningen kan have meget stor betydning. Det var meget dét, børnene sagde. Og så er små film gode. Det er vigtigt med bevægelse og noget til flere sanser især for de børn, der måske ikke har så stort et ordforråd. Der bliver mange ord hurtigt for mange".

I det hele taget betød det meget for eleverne at blive hørt. Nogle børneforskere sagde selvfølgelig mere end andre, men det var tydeligt, hvor vigtigt det er at blive hørt.

Inklusion: Ikke lærernes skyld, at det ikke lykkes

Charlotte Koch-Nielsen fortæller, at forberedelse af undervisningen sammen med eleverne i en almindelig hverdag er helt tidsmæssigt urealistisk. I forskningsprojektet havde de ekstra tid og derfor kunne det lade sig gøre.

"Men det betyder virkelig meget, at eleverne er med til at tale om, hvordan klassen er indrettet, at vi taler om den arbejdsform, vi har i forskellige dele af undervisningen - at nu er det værksted, nu arbejder vi i makkerpar, og nu skal vi lytte eller skrive. Alt det betyder rigtig meget for eleverne".

Fællesskabet er vigtigt

"Der var stor diversitet i børneforskergruppen. Det kunne være generte børn eller elever, der har tjekket ud fra undervisningen, men vi oplevede, at de fik rigtig meget ud af at være børneforskere. De blev taget alvorligt", siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Hun fremhæver nogle eksempler, hvor en elev, der ofte ingenting siger og ikke deltager i undervisningen, begynder at skrive en historie og siger noget, da de bagefter skal fortælle om deres refleksioner. Eleven fortæller, at han spillede fodbold, da de havde en "lufter", og at han bagefter skrev. Desuden sagde eleven til idrætslæreren, at han var god til at spille fodbold. En klar udvikling for denne elev i forhold til tidligere.

Børneforskerne fik en ny rolle i klassen både i forhold til læreren og i forhold til klassekammeraterne.

Lola Nielsen understreger vigtigheden af fællesskabet. Ofte når det handler om elever i udsatte positioner, får lærere og andre nogle bestemte retningslinjer overfor enkelt-elever.

"Det er muligt, at man skal behandle et bestemt barn på en særlig måde og kan anbefale nogle metoder til netop dette barn, men det nytter ikke i et inkluderende fællesskab kun at have øje på det enkelte barn. Der kan ikke i klassen være så mange forskellige individuelle måder at agere på overfor forskellige elever. Vi må arbejde med konteksten og med fællesskabet. Vi skal heller ikke undervise "på midten" men må differentiere efter behovet i klassen", siger Lola Nielsen.

Hun fortæller, at lærerne først tænkte, at der ikke var så meget nyt i projektet, men at de fandt ud af, at det var der faktisk. Når man inddrager eleverne i nogle af mellemregningerne, så sker der nogle ændringer.

"Tanken nu er, at det skal blive en kultur på skolen. At vi skal arbejde videre med det og udvikle det", siger Lola Nielsen.

Små variationer betyder meget

Lotte Hedegaard-Sørensen fremhæver, at det også er vigtigt, at klassen oplever, at alle kan få konstruktive ideer. Flere kommer til at se deres klassekammerater i et nyt lys.

God inklusion kan ikke foregå i én klasse, ét fag og med én lærer

I det hele taget oplevede de i arbejdet, at det var meget små variationer i undervisningen, der kunne give meget. Hvis der var et aktivt element, så betød det meget om det fx lå i begyndelsen eller i slutningen af modulet. Alt efter hvad der passede ind på det konkrete tidspunkt.

"En elev foreslog fx i forbindelse med at de skulle lave en udsagnsords-historie, at man i pausen var sammen med sin makker og dér kunne begynde at tænke over sin historie. Så kunne man måske få nogle ideer "mens man hoppede lidt sammen", som eleven forklarede", siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Forskerne skal tidligere ud

Lotte Hedegaard-Sørensen prøvede længe at finde skoler, der ville deltage i forskningsprojektet, men de første omkring 50 skoler, hun kontaktede, meldte straks fra.

"Jeg var overrasket og skuffet over, at det var så svært at få skoler med. Især i et projekt, hvor det handler om inkluderende fællesskab. Vi skal passe på ikke at have en selvforståelse af, at selvfølgelig har elever i Danmark medbestemmelse i skolen og selvfølgelig er vi meget demokratiske. Men skolerne oplever, at der er for mange projekter, der vælter ind over dem, og skolereformen har også skubbet den vej. Det er bare så vigtigt, at der bliver sat fokus på lærernes faglighed og de inkluderende fællesskaber", mener Lotte Hedegaard-Sørensen.

Hun påpeger, at projektet havde timer afsat, og at det arbejdsmæssigt var et lille forskningsprojekt. Lærerne skulle ikke bruge meget ekstra tid på det.

Pædagogisk leder Lola Nielsen fremhæver, at forskerne ofte kommer for sent i forhold til skolernes planlægning. Hvis man skal indarbejde et projekt og tid til det, så kræver det, at man begynder et skoleår tidligere, fordi skolernes arbejde er meget planlagt. Nivå Skole har lagt mere tid i dette projekt, fordi de er partner i projektet. Skolen er valgt, fordi den i mange år har arbejdet med inkluderende fællesskaber.

De fortæller begge, at deltagerne fra de andre EU-lande var imponerede og overraskede over de danske skoler. Især at strukturen var så flad, at Lola Nielsen som leder ikke altid vidste, hvad lærerne arbejdede med i klasserne, men skulle spørge lærerne om deres konkrete arbejde i en klasse. Og at eleverne havde så frit et sprog overfor lærerne.

"De besøgende sagde, at de kunne se den demokratiske tankegang udspille sig på skolen", siger Lola Nielsen.