Efteruddannelse

Borgmester i Stevns Henning Urban Dam Nielsen er selv tidligere lærer og glæder sig over, at lærerne nu bliver en del af Den Kommunale Kompetencefond.

"Højst besynderligt": Kommune overvejer at give pædagoger del i lærernes nye penge til efteruddannelse

Stevns Kommune vil se på, om pædagogerne kan få del i de midler, som ellers er afsat til at give lærerne mere efteruddannelse. "Det er højst besynderligt", lyder det fra den lokale lærerformand. 

Offentliggjort

I Stevns Kommune på Sjælland kan det være, at lærerne skal til at dele deres nye penge til efteruddannelse med pædagogerne i kommunens dagtilbud. 

For her er politikerne blevet enige om, at man de kommende år skal se på, "om det forhold, at lærerne fremover får mulighed for at få finansieret efteruddannelse via Den Kommunale Kompetencefond, giver mulighed for at tilføre flere midler til kompetenceudvikling på dagtilbudsområdet".

Sætningen er at finde i kommunens nye budgetforlig, og den har vakt bekymring hos kommunens lærere. 

For det var jo ikke det, der var meningen med, at Lærerforeningen og de kommunale arbejdsgivere fra april næste år har lagt 150 millioner kroner om året ind i en fond, så lærere kan få betalt korte kurser i deres fag. Noget, der blev aftalt i forbindelse med den nye overenskomstaftale, der blev indgået i foråret. 

"Det er et virkelig dårligt signal", siger formand for lærerkredsen for Køge og Stevns Pernille Nørgaard. 

Et virkelig dårligt signal, oplever formand for lærerne i Stevns Kommune Pernille Nørgaard.

"Meningen er jo, at fonden skal være et supplement til det, der er der i forvejen. Vi synes, det er højst besynderligt, eftersom folkeskolens lærere i forvejen skriger på kompetenceudvikling", fortsætter hun.

Folkeskolen har spurgt borgmester i Stevns Kommune Henning Urban Dam Nielsen til meningen med teksten i forliget. 

"Vi har jo bemærket, at lærerne er kommet med i kompetencefonden, og det er en virkelig god ide", siger Henning Urban Dam, der selv er tidligere lærer. 

"Så spørgsmålet er, om vi kan få noget mere ud af den pulje, vi har afsat til lærerne - om nogle flere måske kan komme i betragtning, for eksempel en pædagog, der arbejder på skoleområdet", tilføjer han.

Han fortæller, at det nu er planen, at man "vil kigge på, om der qua, at lærerne kan få betalt deres uddannelse et andet sted, bliver nogle ledige midler". 

Borgmesteren fortæller, at Stevns i dag har en lærerpulje på en million, som især går til vejlederuddannelse, Pædagogisk Diplom og linjefag. Derudover er der en generel efteruddannelsespulje, som fordeles mellem faggrupperne efter størrelse.

DLF vil følge brugen af de nye penge tæt

I Danmarks Lærerforening centralt, der har forhandlet overenskomsten med efteruddannelseskroner til lærerne på plads, vækker formuleringen fra Stevns undren:

”Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at en kommune gør sig den slags forestillinger. Fonden er, som det også er formuleret i formålet, et supplement til den indsats, som i øvrigt finder sted i kommunerne – ikke en erstatning for den", siger formand for Lærerforeningens overenskomstudvalg Morten Refskov.

Han henviser til, at det fremgår af formålet for fonden, at dens "midler anvendes i sammenhæng med kommunernes strategiske kompetenceudviklingsaktiviteter”.

"Vi kommer til at følge anvendelsen af fonden ganske tæt, og i den forbindelse kommer vi også til at minde kommunerne om formålet, hvis de taber det af syne", understreger han. 

Linjerne om efteruddannelse i budgetforliget er ikke en del af det konkrete budget for næste år. 

De indgår i et afsnit om strategiske indsatser og ønsket om at iværksætte en helhedsplan for dagtilbudsområdet, hvor politikerne altså har aftalt, at der er nogle muligheder, der skal undersøges. 

Formanden for lærerne i Stevns Kommune, Pernille Nørgaard, har efter budgetforliget talt med forvaltningen, hvor de kommunale efteruddannelsespuljer administreres:

"Den samtale har betrygget mig noget", siger hun til Folkeskolen.