”Eleven kan skabe retter under hensyntagen til sammenhæng mellem madlavnings grundmetoder og fysisk-kemiske egenskaber”.

Sådan lyder et af de fire vejledende færdigheds- og vidensmål under den bindende ramme ’Madlavningens fysik og kemi’ i Fælles Mål for madkundskab.

Det var en af de helt store ændringer, da hjemkundskab blev til madkundskab, at gastrofysik skulle være en del af faget.

”Det var klart den tilføjelse, jeg lagde mest mærke til, da det kom i 2014, hvor jeg selv underviste i folkeskolen”, fortæller Majbritt Pless.

Siden da er hun blevet lektor på læreruddannelsen i Odense , UCL, hvor hun underviser i madkundskab. Her underviser hun blandt andet de kommende lærere i gastrofysik, og for hende at se er det en vigtig dimension i faget, som giver god mening i folkeskolen.

Lærere på kursus i madkundskab: ”Det er utroligt, hvad et så lille fag skal kunne”

”Gastrofysik handler om at komme et spadestik dybere og for eksempel spørge, hvordan og hvorfor sovsen bliver tyk, når vi varmer mel og vand op, eller hvorfor husblas stivner? Det er helt grundlæggende et spørgsmål om at få eleverne til at undres og blive nysgerrige og give dem et større grundlag for at arbejde eksperimenterende i madlavning”, siger hun.

Det skal ikke foregå på ionniveau

Da den nye dimension kom ind i faget, fulgte der ikke efteruddannelse med til madkundskabslærerne, og det mener Majbritt Pless er et problem. For selvfølgelig kræver det ny viden.

”Det er jo ikke bare sådan, at når man skriver noget ind i Fælles Mål, så vupti kan alle lærerne det. Madkundskab står næsten altid sidst i efteruddannelseskøen i forhold til fag som dansk og matematik”.

Det prøver Danmarks Lærerforening at råde lidt bod på ved at udbyde gratis efteruddannelseskurser i madkundskab finansieret af A.P. Møller-fonden.

Her bliver der også undervist i gastrofysik, og her lyder kritikken fra lærerne, dels at det er langt over elevernes niveau, og dels at det kræver en viden om naturvidenskab, som de slet ikke har.

Som det lød fra en lærer på et af de første kurser: ”Hvordan skal jeg arbejde med molekyler, når mine elever ikke kan kende forskel på en paletkniv og en grydeske?”.

Majbritt Pless forstår lærerens frustration og undren.

”Lærerens fornemste opgave er at tilpasse stoffet den elevgruppe, han står med og deres abstraktionsniveau. Det må vi også gøre i madkundskab. Vi har imidlertid et problem med, at de først får fysik og kemi i 7. klasse. Men det handler om at finde simple modeller eller billeder, som kan fungere som forklaringsmodeller. Selvfølgelig kan man ikke starte på ion- og molekyleniveau, men det er heller ikke nødvendigt. Jeg tror i virkelig, at det er lidt af forklaringen på lærernes frustration, at de tror, at det skal være på det niveau. Men det handler om at bringe det i anvendelse i stedet for at kvæle sig selv og eleverne i kemiske formler”, siger Majbritt Pless.

Samtidig mener hun også, at det er naturligt, at lærerne må sætte sig ind i nye områder af deres fag ligesom man gør i dansk eller matematik.

Og pointen er netop, at det ikke skal gøre faget mere teoretisk – tvært imod.

”Når man ved, hvordan maden opfører sig, kan man eksperimentere og innovere i stedet for bare at reproducere. Tidligere tiders undervisning har udelukkende været baseret på at reproducere – sådan laver du en frikadelle. Det her handler om at anspore til kreativitet, så eleverne kan afprøve nye smage og teksturer".

"Samtidig har du også en langt bedre chance for at lave bearnaise, der ikke skiller, hvis du forstår, hvordan æg opfører sig ved forskellige temperaturer”, siger hun.

Madlavning og gastrofysik er samtidigt

Det er vigtigt for hende at understrege, at gastrofysik ikke er noget, der skal foregå adskilt fra madlavningen i timerne.

”Det er, når man står der og ens bearnaise skiller, at læreren har mulighed for at forklare, hvordan det kan ske", siger hun og forklarer videre:

"Man skal måske som lærer øve sig i, at de to ting skal ske samtidig, så eleverne ved, hvorfor de skal bruge den nye viden. Det handler om at koble det teoretiske med det praktiske".