I en periode har både politikere og medier sat fokus på tørklædedebatten, og torsdag den 25/08 2022 blev vi bekendt med, at den regeringsnedsatte kommission bl.a. foreslog at forbyde muslimsk hovedbeklædning i skolen. Konkret betyder det, at politikerne nu skal tage stilling til hvorvidt der skal lovgives om et sådant forbud. Selvom der endnu ikke blevet erklæret valg, tvivler jeg slet ikke på, at nogle partier vil hilse forslaget velkomment og drage nytte af det i valgkampen – som Pia Kjærsgaard for eksempel gav udtryk for i TV-avisen forleden.

Ingen piger i småbørnsalderen skal tvinges af deres forældre og/eller familien til at bære tørklæde. Men at forbyde tørklæder i grundskoler får mig til at tænke på, hvad der skal ske med andre religiøse symboler. Hvis der stadig må bæres kors, kalot eller spirituelle smykker, men ikke tørklæde, så er det diskrimination på baggrund af religiøs overbevisning. Jeg mener, at det strider mod danske grundværdier som eksempelvis respekt for individets ret til at udtrykke tro og grundlæggende rettigheder for alle.

I stedet for at forbyde tørklædet, vil jeg opfordre til, at man vælger en anden vej. En vej, der stemmer overens med vores samfunds værdier: Dialogen. Det vil i praksis betyde, at skolens ledelse og øvrige personale skal være opmærksomme på, om de piger, der bærer tørklæde i grundskolen, giver udtryk for at være tvunget til det. Hvis det er tilfældet, så skal der skrides til handling med det samme. Handlingen skal være en dialog med forældrene og en tydeliggørelse for dem, hvad forældretvang har af konsekvenser for et barns personlige, sociale og faglige udvikling.

Jeg vil ikke generalisere, men det er både min overbevisning og erfaring, at en del forældre vil lytte, når en sådan dialog tages op. Jeg har selv i forbindelse med mange års arbejde som familiebehandler oplevet, at flere unge piger i samtale med mig gav udtryk for, at de ikke ønskede at gå med tørklæde eller anden religiøs påklædning. Når jeg konfronterede forældrene med det, så er det ofte ny information for dem. Mange af disse forældre har ikke noget ønske om at kontrollere deres barn. Tværtimod ønsker de, at børnene skal bruge deres energi på at passe deres skole og være en del af samfundet.

Negativ social kontrol

Efter sigende skulle forslaget om at forbyde tørklæder bl.a. være med til at bekæmpe negativ social kontrol. Jeg er ikke overbevist om, at det vil være et effektivt middel til dette. Jeg er derimod stærkt bekymret for, at dele af de muslimske marginalgrupper vil komme til at leve et isoleret liv – både i forhold til den danske befolkning, men også internt i deres egen etniske borgergruppe. Med et forbud vil man forære radikale muslimske grupper en flok unge, der føler sig forkerte i, og lukket ude fra, det danske fællesskab.

Jeg mener ikke, at man skal reagere på evt. symptomer (som man i nogle tilfælde kunne kategorisere tørklædet som). Vi skal se på nuancerne, hvad angår negativ social kontrol. Altså: Vi skal spørge hvad det er, der driver forskellige grupper til at udøve kontrol over deres familiemedlemmer. Her er nogle bud på, hvorfor det kunne være:

• At familien er socialt, økonomisk og arbejdsmæssigt udsat, og at de som følge heraf ikke føler, at de hører til i et fællesskab.
• At familien ikke har de rette kulturelle og uddannelsesmæssige kompetencer til at støtte deres børn og unge, sådan at de kan følge med i skolen.
• At nogle familier kan opleve, at deres børn og unge ikke er en del af skolens fællesskab og føler sig utilstrækkelige.
• At familien kæmper for at blive en del arbejdsmarkedet, men ofte får afslag.
• At familier, børn og unge i perioder ofte hører deres etniske gruppe omtalt i medierne med negativt fortegn, fx ghettolovgivningen, bandekriminalitet osv.

En strategi til at bekæmpe negativ social kontrol?

Det er stærkt foruroligende, når man oplever negativ social kontrol, og det er en spændetrøje for de børn og unge, der er underlagt det. Men jeg mener ikke, at man kan bekæmpe negativ social kontrol med forbud – det kan ganske enkelt risikere at have den modsatte effekt og rykke børn og unge længere ud i et parallelsamfund. Jeg tror til gengæld godt, at den negative sociale kontrol kan bekæmpes. Men i stedet for forbud foreslår jeg, at man gør følgende:

• Ikke konstant udsætter forældrene i de udsatte grupper for negativ omtale i pressen. Vi skal – politiker som lægmand – have en respektfuld tone overfor disse grupper.
• Ser på familierne som en helhed, og dermed også undersøger hver enkel forælders position i familien og ude i samfundet. Familierne skal støttes mere til at komme på arbejdsmarkedet og blive en del af fællesskaber i samfundet. En kvinde, der er isoleret og ikke arbejder, kan få et helt nyt perspektiv på sine børns liv, hvis hun for eksempel kom i omsorgsjob eller i butik og er ude blandt danskere. Jeg savner mere fokus på forældrene og en konkret handleplan, så børnene ikke bliver broen mellem to verdener.
• Familierne skal have viden om børn og unges udvikling, fx gennem undervisning i forældrekompetencer.
• Skoler og ungdomsuddannelser skal være opmærksomme på børn og unge fra udsatte grupper. Der skal fokuseres på, at disse børn og unges personlige, sociale og faglige kompetencer kan være med til at udvikle deres selvstændighed. Med støtte fra myndigheder og fagfolk kan unge, der ønsker det, selv tage konstruktive opgør med deres bagland, hvilket er langt mere effektivt end at gøre dem til et politisk middel. Samarbejde med den unge og forældrene kan også være frugtbart og udvikle hele familien
  Afslutningsvist vil jeg sige, at et effektivt samarbejde mellem vores pædagogiske intuitioners personale og andre myndigheder kan være med til at minimere negativ social kontrol. Jeg vil opfordre politikere, myndigheder og pædagogiske institutioner til, ud fra de enkelte børn og unge, der oplever negativ social kontrol, hurtigt at udarbejde en handleplan med b.la. nogle af de ovenstående forslag indarbejdet.

Sidst, men ikke mindst, så skal medarbejderne have de rette faglige kompetencer og være vedholdende – især overfor forældre – og stædigt fastholde, at deres negative sociale kontrol på ingen måde kan retfærdiggøres. Det er vigtigt, at disse forældre forstår, at deres sociale kontrol medfører stærkt negative konsekvenser for deres børn – konsekvenser, som de ikke ønsker, at de skal lide under. Familien som helhed er nøglen til at bryde med den negative sociale kontrol – ikke forbud!