Det er med glæde, at man kan læse, at der skal ske noget, som Lars-Henrik Schmidt udtrykker det til Folkeskolen i nummer 27-28: '. . . alt ville være tabt, hvis det eneste, der skete, var, at der kom et nyt hoved på Lærerhøjskolens brevpapir'.

Hvis det er en udmelding om åbning for en debat af forskningen på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), er det et godt initiativ. Men hvis han blot fortæller, hvad vi skal forvente fra DPU i fremtiden, kunne jeg være nervøs for, at der ikke bliver ændret ret meget ved den eksisterende forskningspraksis.

Det er uhensigtsmæssigt at skille forskning og udviklingsarbejde. Hvis forskning skal have relevans, må den udføres i tæt samarbejde med de, der er involveret i praksis. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Lars-Henrik Schmidt blandt andet udtaler : '. . . så kan CVU'erne (centre for videregående uddannelse) og seminarierne koncentrere sig om at udvikle grunduddannelserne og om støtte til at udvikle skolen og institutionerne, mens universitetet kan bruge energi på det mere langsigtede forskningsarbejde'.

Adskillelsen betyder, at teorierne ikke kommer til at sige noget om praksis, og forskerne kommer til at isolere sig fra eller måske endog modstille sig praktikerne. Dermed ikke sagt, at alt udviklingsarbejde også er forskning. Forskning må være mere end udviklingsarbejde, forskning må også indeholde teorier og metoder, der både fortæller, hvad praktikerne gør, og udvikler nye handlemuligheder.

Et andet forskningsbegreb

Problemet med meget forskning er, at den ikke bruger arbejdserfaringerne til at skabe gennemførlige og reelle forbedringer. Lærerne må inddrages i en systematisk bearbejdning af deres erfaringer både fra den daglige praksis og fra udviklingsarbejder. Kravet til relevant forskning er, at det er praksisforskning, som inddrager praktikerne som medforskere. Dermed kan forskningen være med til at udvikle skolen. En sådan forskning skal sikre, at de pædagogiske erfaringer bliver opsamlet, systematiseret, udbredt og udnyttet.

Hvis der skal ske udvikling, nytter det ikke at skille forskningen fra, for at den kan 'køre sit eget løb'. På den måde vil forskningen både unyttiggøre sig og besværliggøre det for praktikerne.

Debatten om 'de urolige børn', som har kørt i nogle medier i sommer, vidner om, at der er brug for både forskning og udvikling. 'De urolige børn' bliver beskrevet uafhængige, af de sammenhænge, de indgår i. Det bliver et problem hos det enkelte barn og en diskussion om, hvis skyld det er. Resultatet bliver en ufrugtbar diskussion, som - med ideologiske argumenter - kommer til at handle om, hvorvidt børnene skal blive i folkeskolen eller udskilles til specielle institutioner.

Der er en del forskning, som peger på betydningen af de sammenhænge, som børnene lever i, og dermed skulle diskussionerne handle om udvikling af en pædagogisk praksis i stedet for 'urolige børn'. Men på trods af blandt andre Charlotte Højholt fra Roskilde Universitetscenter ('Samarbejde om børns liv') og Pernille Hviid fra Danmarks Pædagogiske Institut ('Til lykke' - børneliv i SFO og skole), som repræsenterer denne forskning, bliver børnene i for mange tilfælde diskuteret uafhængigt af deres livssammenhænge og de institutionelle betingelser.

Mere end velbegrundet forskning

Der er grund til at gå i diskussion, når Lars-Henrik Schmidt til Folkeskolen udtaler: 'I dag må udfordringen være, at forskerne kan tilbyde nogle vurderinger undervejs, så man bliver i stand til at ændre praksis, fordi ændringen er forskningsmæssigt velbegrundet'. (Min fremhævelse).

Ændring af praksis sker ikke bare på baggrund af gode argumenter, begrundelser for praksis er meget komplekse. Der er ofte mange grunde til, at praksis ser ud, som den gør, og selv om et argument hentet fra psykologien ville pege på en anden praksis, så kan den alligevel blive fastholdt af for eksempel organisatoriske rammer. Derfor holder det ikke, når Lars-Henrik Schmidt i interviewet siger: 'Aktørerne skal kunne ændre deres praksis, fordi de bliver forsynet med nogle informationer og kan gennemføre nogle metarefleksioner over det, de gør, og så skal de kunne ændre praksis'. (Min fremhævelse). Både Højholts og Hviids forskning er velbegrundet, men har ikke bare ført til ændring af praksis. Dette skyldes blandt andet, at lærernes betingelser er komplekse, og den kompleksitet skal begribes for sammen med dem at udvikle praksis.

Det virker også, som om DPU's rektor overser den politisk-ideologiske kamp, der er om folkeskolen. Lærerne må leve med modsatrettede betingelser. De er underlagt regler, centrale kundskabs- og færdighedsområder og kommuner, der gør meget for at begrænse udgifterne til folkeskolen, og et samfund, hvor læring er så centralt, at selv legetøj til spædbørn bliver solgt med argumenter om læring. Samtidig skal de udvikle folkeskolen og pædagogikken (med risiko for at det ikke altid lykkes), så den passer til de enkelte elever, forældrene og samfundet, jævnfør også F2000.

Når man er underlagt komplekse betingelser, kommer ens handlinger også til at være komplekse og måske modsigelsesfulde. Handlinger er ikke blot rationelt begrundede og derfor næppe til at lave om blot med informationer. Så når Lars-Henrik Schmidt vil skille udviklingsarbejder og forskning, og når han ser ændring af praksis som resultat af formidlet forskning, er der stor risiko for, at hans andet mål: 'at fornyelsen skal være mere end nyt hoved på brevpapiret' ikke vil lykkes. For hvis forskningen og forskerne ikke har tæt forbindelse med praksis, bliver det nye pædagogiske universitet med stor sandsynlighed kørt ud på et sidespor. Forskning må være tæt forbundet med det, forskningen handler om. Praktikerne må inddrages som medforskere, ligesom brugerperspektiverne skal inddrages - en folkeskoles praksis kan ikke ændres, uden også elever og forældre er inddraget i udviklingen.-Gunnar Witt er cand.psych og lektor på N. Zahles Seminarium i København

Hvis forskning og forskerne ikke har tæt forbindelse med praksis, bliver det nye pædagogiske universitet med stor sandsynlighed kørt ud på et sidespor