Det er langt fra kun den kommunale 10.-klasse og den toårige hf, der
bliver ramt af regeringens udspil til en ny uddannelsesreform. I planerne om
oprettelse af et helt nyt erhvervs- og professionsrettet gymnasium - epx - er der
lagt op til, at både grundforløb 1 og eux fjernes fra sosu-uddannelserne. I
stedet skal begge dele integreres i den nye epx under den foreslåede linje
”Velfærd og Sikkerhed”.
De øvrige dele af sosu-uddannelser forbliver, som de er i dag. Dog vil
regeringen forkorte grundforløb 2 for elever, der kommer fra en epx-uddannelse,
så de kan nøjes med et grundforløb 2 på 12 uger mod 20 uger i dag.
Hvad det kommer til at betyde for sosu-undervisernes fysiske arbejdssted, for
indholdet af undervisning, prøveformer, elevtype, overgange mellem epx og
sosu-skolerne og alt muligt andet, er der ingen, der ved endnu.
Foreløbig skal reformudspillet til forhandling blandt Folketingets partier, og
uanset hvad det ender med, skal det tidligst træde i kraft fra august 2030.
Epx i 87 byer
Derudover har regeringen meldt ud, at det er ambitionen at placere den nye epx
i 87 uddannelsesbyer – på eksisterende erhvervsskoler eller gymnasier. Som led
i reformen lægger regeringen også op til, at institutioner lægges sammen til
større enheder.
Epx kan også ligge på en sosu-skole
Lisbeth Nørgaard
Hvad det helt konkret får af betydning, er på nuværende tidspunkt usikkert. Det
samme er selve indholdet af epx’en. I regeringens udspil kan man læse, at 10. klasse, grundforløbets 1. del på
erhvervsuddannelserne, eux og den toårige hf skal integreres i den nye
uddannelse. Derudover er planen, at de unge på epx’en vil blive mødt af en
kombination af praktisk og teoretisk undervisning.
Uddannelsen vil tage to år og give adgang til erhvervsuddannelser og
være adgangsgivende til erhvervsakademiuddannelserne samt visse
professionsbachelorer. Derudover kan de unge tage en overbygning på et år og få
adgang til de øvrige professionsuddannelser som folkeskolelærer og
sygeplejerske.
Ambitionen er tre forskellige spor, hvor arbejdstitlerne på de tre linjer er ’Handel
og kontor’, ’Velfærd og sikkerhed’ og ’Håndværk og teknik’.
Målet med den gennemgribende reform er ifølge regeringen at sikre: ”at alle
unge har et attraktivt uddannelsestilbud i nærheden, at alle unge får et par år
i et godt og attraktivt socialt ungemiljø, inden de vælger en bestemt
uddannelsesretning, og at de unge – uanset valg af ungdomsuddannelse – ikke
lukker døre for videre uddannelse senere i livet.”
Adgangskravet til epx vil være en bestået afgangseksamen fra grundskolen – med
to i både dansk og matematik. Det samme krav, som er gældende på sosu-skolerne
i dag.
Indholdet er det vigtigste
Hos Danske Sosu-skoler er de overordnet positive over for reformudspillet, og
de er helt enige i de udfordringer, som børne- og undervisningsminister Mattias
Tesfaye (S) og resten af regeringen ønsker, at den nye epx skal løse.
”Vi har brug for et uddannelsesbillede, som er lidt mere sømløst end det
nuværende – med bedre overgange, et attraktivt ungdomsmiljø for alle, og hvor
der er lige muligheder for alle unge for at vælge en uddannelsesvej. Så det
ikke er som i dag, hvor de unge, der vælger en erhvervsuddannelse, skal vælge
spor i en meget tidlig alder”, siger Lisbeth Nørgaard, formand for Danske
Sosu-skoler.
Derudover understreger hun, at indholdet i uddannelsen er det
vigtigste – og at indholdet må og skal være drivende i en ny uddannelse.
”Det handler både om praksisnære prøveformer, de rette fag med den rigtige
praksisnærhed, faciliteter til simulationstræning og sikring af de rette
lærerkræfter, så der skabes en kobling til social- og sundhedsuddannelserne”,
siger Lisbeth Nørgaard og fortsætter:
”Vi har de seneste år været begunstiget af nogle reformer og politiske vinde i
forhold til både økonomi, fokus på tiltrækning og fastholdelse, og her er det
vigtigt, at vi sikrer os, at den gode bevægelse bliver understøttet i en ny
uddannelse”.
En lang proces
Hvad udspillet konkret kommer til at få af konsekvenser for antal sosu-skoler
og de ansatte på sosu-skolerne er endnu for tidligt at sige noget om.
"Det er en lang proces, men det er klart, at når der er bevægelse i
elevgrundlag, vil det være naturligt med bevægelse i ansættelser på de enkelte
skoler, men epx kan også ligge på en sosu-skole”, understreger Lisbeth Nørgaard.
Uanset hvordan man ender med at organisere sig, så vil de kompetencer, som lærerne på sosu-skolerne har, være efterspurgte
Regitze Flannov, DLF
Set med hendes øjne handler det lige nu og her om skabe noget ro – både om de
unge, der allerede har valgt en sosu-uddannelse – og blandt de ansatte.
”Der kan nå at ske meget. Nu skal forhandlingerne først i gang, og så taler vi
tidligst august 2030”, siger hun.
DLF kæmper for 10.klasse
Danmarks Lærerforening er knap så positiv over for regeringens reformudspil.
Ikke mindst i forhold til afskaffelse af 10.klasse.
”Vi synes, det er en rigtig dårlig ide at nedlægge 10.klasse, for rigtig mange
unge har brug for det ekstra år til at modnes mere – også i forhold til at
kunne gennemføre en sosu-uddannelse. Så vi så gerne, at 10.klasse blev
bibeholdt, og epx’en så blev bygget ovenpå”, siger Regitze Flannov, formand for
Undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening.
Helt generelt understreger hun, at DLF ikke er negativ indstillet over for at
prøve noget nyt, og foreningen bakker op om flere af tankerne bag epx’en.
”Foreløbig er det et udspil, som vi prøver at granske fra alle sider og præge
så godt, vi kan. I forhold til sosu-uddannelserne må formålet være, at flere
vælger en sosu-uddannelse af høj kvalitet, og at de unge fastholdes så godt som
muligt”, siger Regitze Flannov.
Selvom ingen ved, hvad reformudspillet ender med at få af konsekvenser for
underviserne på sosu-skolerne, er Regitze Flannov helt overbevist om, at
kompetencerne hos DLF’s medlemmer på sosu-skolerne bliver ved med at være
efterspurgte.
"Uanset hvordan man ender med at organisere sig, så vil de kompetencer, som
lærerne på sosu-skolerne har, være efterspurgte. Vi vil i den her proces være optaget
af lærernes løn- og arbejdsvilkår. Lønnen for lærerne på sosu-skolerne halter bagefter,
og det vil være et fokusområde for os”, fortæller Regitze Flannov.
Mulighed for højere løn
Muligheden for at komme det mangeårige lønefterslæb for sosu-underviserne til
livs vækker genklang hos Micha Christina Klyver, tillidsrepræsentant og
underviser på Social- og Sundhedsskolen Midt- og Vestjylland.
”Jeg har det indtryk, at mine kolleger brænder for jobbet som sosu-underviser,
men de er også optaget af den store lønforskel. Måske en epx med behov for
mange forskellige kompetencer og erfaringer blandt underviserne kan være en
mulighed for at få hævet lønnen”, siger hun.
Helt generelt er hun positiv over for regeringens udspil om epx, som hun mener
er et forsøg på at møde nutidens unge mennesker og gøre det nemmere for dem at
tage et valg.
”Selvom en sosu-skole er et rigtigt godt valg for en ung, som ønsker at arbejde
med mennesker i fremtiden, så er det en tidlig alder at skulle tage et valg i,
så det er rigtig fint at ville lave et mere praksisnært og erhvervsrettet
gymnasium”.
”På den måde får de unge udskudt valget, og de behøver ikke at finde sig en
identitet som tømrer, murer eller social- og sundhedsassistent. Nu vil de gå i
et gymnasium”, siger Micha Christina Klyver.
Andre krav til undervisere
Ligesom DLF er Micha Christina Klyver bekymret for afskaffelsen af 10.klasse,
og hvilke konsekvenser det vil få for eleverne på sosu-skolerne.
”Udspillet gør valget enklere, men det udelader også nogle trin”.
Samtidig er hun spændt på undervisningssituationen, når en underviser skal
rumme elever, der normalt ville have valgt 10.klasse, hf, eux eller været på
grundforløb 1 på en masse forskellige erhvervsuddannelser.
”Det er meget forskellige målgrupper, og det kan komme til at stille nogle andre
krav til underviserne om differentiering, hvis man skal møde alle elever der,
hvor de er”, siger Micha Christina Klyver.
På sosu-skole direkte fra grundskolen
Ifølge regeringen vil epx grundlæggende have det samme formål, som eux har i
dag; ”nemlig at udgøre et attraktivt uddannelsestilbud for unge, som både
ønsker en boglig og en praksisrettet uddannelsesvej”, står der i udspillet.
Derudover skal der fortsat være mulighed for en direkte vej til
erhvervsuddannelser direkte efter grundskolen – også på sosu-uddannelserne. Det
gælder blandt andet for unge, som har været på juniormesterlære-ordningen i
folkeskolen og unge med en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver.