Debat
DLF mener: Har nogen hørt om Baumols omkostningssyge?
I overenskomstudvalget havde vi for nylig besøg af Nana Vaaben til en bredere samtale om tidsforståelser og -begreber i lærerarbejdet. Nana Vaaben er docent og ph.d. ved Københavns Professionshøjskole og har gennem en årrække forsket på området.
Undervejs omtaltes den amerikanske nationaløkonom William Baumol og hans tese om ”omkostningssyge”, der er et uhyre relevant forståelsesbidrag i et samfund som vores, hvor såkaldt offentlig velfærd fylder omtrent halvdelen af økonomien.
Baumols tese kan kort forklares således: Først bliver det private erhvervsliv mere produktivt, hvorfor lønningerne i den del af økonomien stiger. Derefter får andre erhverv – og ikke mindst det offentlige – et problem med at tiltrække arbejdskraft og må derfor hæve lønningerne tilsvarende. Det betyder, at kerneydelsen – i vores tilfælde undervisning – bliver dyrere, uden at sektoren nødvendigvis bliver mere produktiv, fordi arbejdet ikke kan effektiviseres på samme vis.
Baumol bibringer en grundlæggende forståelse for den langsigtede udvikling i et samfund, hvor omkostningssygen praktisk taget er indbygget i overenskomststrukturen via reguleringsordningen, fordi vi forventer og tilstræber en nogenlunde ensartet lønudvikling i de forskellige sektorer.
Når der eksempelvis bliver stadig færre lærere til højere lønninger, hvilket har været udviklingen siden finanskrisen i 2008, sætter det sig uvægerligt i arbejdsmængden, -intensiteten og -kompleksiteten for den enkelte. Sideløbende ser vi notorisk stigende forventninger fra samfund og politikere til, at skolerne leverer bedre resultater år efter år.
Konsekvensen bør være tydelig for de fleste; vigende elevtrivsel, faldende faglige resultater, et presset arbejdsmiljø samt fastholdelses- og rekrutteringsproblemer.
Baumols omkostningssyge er en dødsspiral for folkeskolen, der kun kan modvirkes af, at vi som samfund til stadighed investerer i skole og uddannelse og dermed sikrer den høje kvalitet, der er fundamentet for den samlede produktivitetsforbedring.
I et land som vores er kultur og uddannelse vores eneste råstof, hvilket altid bør være retningsgivende for de politiske prioriteringer.