Kommunal økonomi
Foto: Jesper Knudsen
DLF: Løft i økonomiaftalen er et skridt i den rigtige retning
Nu er det så vigtigt, at folkeskolen også faktisk bliver prioriteret i de kommunale budgetter, påpeger lærernes formand.
Kommunerne får 3,4 mia. kr. mere næste år til de kommunale velfærdsopgaver. Folkeskolen er noget af det, de kan bruge pengene til. Men det kræver, at folkeskolen så også faktisk bliver prioriteret, når de enkelte kommunalbestyrelser lægger deres budgetter:
"Det er afgørende, at pengene kommer helt ud på skolerne – blandt andet til at sikre lærernes arbejdsmiljø, så de får overskud til at kunne lykkes med opgaven", siger formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen i en pressemeddelelse.
Han glæder sig i første omgang over milliard-tilførslen:
"Aftalen er et godt skridt fremad. Folkeskolens økonomi er under massivt pres, og der er hårdt brug for, at vi får sat en stopper for besparelserne her og nu og får skabt luft i budgetterne og overskud på skolerne. Selvom denne aftale langt fra løser alle folkeskolens økonomiske udfordringer, er den et skridt i den rigtige retning", siger han understreger, at der skal bygges videre i de kommende år i både finanslovsaftaler og økonomiaftaler.
DLF-formanden bemærker også, at regeringen og KL
med aftalen anerkender behovet for at styrke folkeskolens almenområde. KL og regeringen har aftalt, at der skal etableres et samarbejde, der
skal sikre, at flere elever kan rummes i den almene undervisning, og at det
kommer til at kræve både viden, data og kompetencer.
”Jeg er glad for, at
regeringen og KL anerkender, at der skal sættes ind for at styrke den almene
folkeskole. Hvis vi skal vende den negative spiral, hvor pengene tages fra de
almene skoler, når specialområdet vokser, kommer det til at kræve investeringer.
Det er en omstilling, der kommer til at tage tid, og som kræver, at skolerne
får rammerne og ressourcerne til at kunne lykkes. Det er vigtigt, at det bliver
gjort ordentligt, så ingen børn bliver tabt på gulvet,” siger Gordon Ørskov
Madsen, formand for DLF.