DLF mener: Der skal nye penge på bordet  

Penge kan kun bruges én gang. Det er en logik, vi lærer børn helt ned i de yngste klasser. Alligevel er det, som om politikerne somme tider glemmer det.

I regeringens nye folkeskoleudspil, der blev præsenteret inden efterårsferien, vil politikerne blandt andet have mere varieret undervisning, mere efteruddannelse til lærerne, et stærkere PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, redaktionen) og intensiv undervisning på små hold til de elever, der har mest brug for det. Meget af det er gode forslag, som vi i Danmarks Lærerforening selv har arbejdet for i årevis.

Dykker man ned bag de flotte ord og ser på, hvor pengene skal komme fra, står det dog hurtigt klart, at udspillet i store træk skal finansieres af penge, der allerede er brugt. Ud af de i alt 2,7 milliarder, der ligger i regeringens udspil, skal de 1,9 milliarder findes ved at droppe den understøttende undervisning og bruge pengene anderledes.

Problemet er bare, at den understøttende undervisning for længst er konverteret til tolærertimer og holddeling lokalt på skolerne. Ni ud af ti skoler har allerede forkortet skoledagen og brugt pengene på at skabe bedre kvalitet i undervisningen.

Nu skal pengene bruges – igen. Men denne gang skal de ikke nødvendigvis bruges på undervisningen. Faktisk skal en stor del af pengene ifølge udspillet øremærkes til undervisningsmaterialer, kompetenceudvikling og skolefritidsordningstimer.

Skal midlerne fra den understøttende undervisning nu bruges på helt andre ting, er skolerne derfor tvunget til at spare på undervisningen. Det vil spænde ben for politikernes gode ambitioner om en stærkere folkeskole, allerede inden udspillet er gået i gang.

Det er ganske enkelt en ommer.

Regeringen vil have en stærkere folkeskole, der kan mere end i dag. Så er regeringen altså nødt til at prioritere den. Og det gælder ikke mindst økonomisk. 

Vil man have et kompetenceløft af lærerne, så koster det penge. Vil man have mere varieret undervisning med praksisnære elementer, så kræver det mere tid til forberedelse. Vil man lykkes bedre med inklusionen og gribe flere elever tidligere, så kræver det penge til flere lærere i klassen. Vil man have styrket kvaliteten i skolefritidsordningen, så kræver det, at man sætter pengene af til det særskilt.

Igen – mange dele af udspillet er rigtig gode. Men man kan ikke skabe en bedre folkeskole, hvis man samtidig konsekvent sparer på undervisningen.

Vi lærer vores børn, både derhjemme og i skolen, at har man først brugt lommepengene på slik, kan man ikke bagefter bruge dem på legetøj. Regeringen ville gøre sig godt i at følge samme princip.