Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Når folkeskolelærere taler om inklusion, kan det af og til lyde, som om lærerne ikke ønsker at inkludere, men virkeligheden er nok nærmere, at lærerne ikke oplever, at det er muligt at lykkes med opgaven.

Det er en falliterklæring. Alle børn skal tilbydes en god skolegang, og selvfølgelig skal så mange børn som muligt have mulighed for at indgå i og være en del af folkeskolens dannende fællesskab.

Men vi - lærerne i den danske folkeskole og Danmarks Lærerforening - oplever et krydspres mellem den politiske styringsmekanisme og de fagprofessionelle tilgange.

Den politiske tilgang

Der hersker en underliggende logik, som især giver mening, hvis man befinder sig behageligt langt væk fra klasseværelsernes meget virkelige udfordringer: 

”Når en elev tilknyttes en plads på en almindelig folkeskole, som er billigere end en plads på en specialskole, bør man kunne realisere besvarelse svarende til prisforskellen.” 

Det har betydet at inklusionen er blevet knyttet til besparelser i skolevæsenet.

Den fagprofessionelle tilgang

Befinder man sig derimod dér, hvor inklusionen foregår; nemlig på en typisk dansk, underfinansieret folkeskole er det tydeligt, at: ”Når et barn på en specialskole har brug for rammer og undervisning, der er så meget dyrere end folkeskolen, vil det være nødvendigt at forøge midlerne til folkeskolen tilsvarende, når vi beholder børnene der.”

Ude på skolerne ved vi nemlig godt, at det kræver langt mere specialviden og langt flere hænder, hvis vi skal give alle elever et trygt undervisningsmiljø, vi kan være bekendt. 

Jeg tror på, at det kan lykkes, hvis:

A) Folkeskolen prioriteres politisk med en realistisk økonomi, og hvis

B) Indsatsen rammesættes af fagprofessionelle.

Det kan og skal Danmarks Lærerforening arbejde for – og det vil jeg arbejde for i hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening.

Inklusion, som begreb i folkeskolen, betegner handlinger, som forøger spændvidden af folkeskolens tilbud, så det kan inkludere flere elever i fagspecifikke, sociale og/eller personlige udfordringer. Derfor er det nødvendigt, at der tilføres specialviden til normalområdet, som kan rammesætte netop dette. Inklusionen skal varetages i et samarbejde mellem faglærere og speciallærere, ellers er det jo ret beset ikke inklusion.

DLF skal derfor arbejde for, at dér hvor elever med særlige behov undervises, netop dér skal den specialiserede viden også findes.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk