Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

“Jeg er sgu tæt på udbrændt. Udkørt. Desillusioneret. Overbelastet. Trist. Træt. Jeg giver ikke op, endnu. Men hvor vender jeg mig hen, når alle magthavere har vendt ryggen til de vilde problemer vi står med i skolen”, citat Mette, lærer i Aarhus. Den afmagt, Mette råber ud på Facebook, rammer mig lige i mit lærerhjerte, fordi det er sådan jeg har det. Hvorfor vil politikerne ikke erkende, at folkeskolen er i knæ?

Jeg mener, at det er et vildt problem, at lærerens professionelle råderum bliver reduceret hver eneste gang kommunerne sparer på folkeskolen. Når kommunens og dermed skolens økonomi ikke er bæredygtig, så indskrænkes min mulighed for at udføre den bedst mulige undervisning.

I Folkeskolens formålsparagraf §1 stk. 3, står der følgende: “Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Hårdt ramt på professionelt ordentlighed

Det er vores pligt som lærere, at leve op til folkeskolens formålsparagraffer. Det er et vildt problem for samfundets forventninger til børns skolegang, når jeg bliver hæmmet i min mulighed for at leve op til loven. Derudover bliver jeg hårdt ramt på min professionelle ordentlighed, når både Christiansborg- og lokalpolitiker gentagne gange vrider sparekniven dybt ind i Danmarks vigtigste samfundsinstitution. Hvornår skal politikerne leve op til deres ansvar, og give folkeskolen de rammer, der sikrer min, mine kollegaer og min ledelses mulighed for at danne, uddanne og opdrage eleverne.

Indskrænket professionelt råderum

Min lærer-DNA er truet, fordi politikerne kontinuerligt og gennem flere år har udhungret folkeskolens økonomi. Når skolen ikke har en bæredygtig økonomi, så skal der spares penge. På min skole, i en Aarhus forstad, nægter min skoleleder at spare på vores kerneopgave, selve undervisningen. Men hun er tvunget til at spare på de støttefunktioner vi, i inklusionens navn, har hårdt brug for; mindre tid til læse- og matematikvejledere, AKT, Dansk som andetsprogsstøtte, generel faglig støtte, ekskursioner ud af huset, absolut ingen lejrskole osv. Det betyder, at jeg får indskrænket mit professionelle råderum i planlægningen og gennemførsel af undervisning, og ind imellem må jeg tilsidesætte det folkeskoleloven forpligter mig på, for at kunne overleve i mit arbejde. Min skoleleder vil helt sikkert minde mig om, at vi har de elever vi har, og at børn altid gør deres bedste når de kan. Det har hun fuldstændig ret i. Men jeg kan ikke altid være den bedste lærer for eleverne, for jeg bliver ofte presset på min folkeskolelærer-DNA: at danne, uddanne og opdrage eleverne, altså pædagogik.

Et vildt samfundsproblem

I dag er folkeskolen en sølle udgave af, hvad den burde være. Det er et vildt samfundsproblem. Det er en vild udfordring at være en samvittighedsfuld folkeskolelærer. Det er vildt ærgerligt at børnene ikke går i/får den skole de fortjener.

Når finansministerien gentagne gange påpeger at økonomien i Danmark er yderst tilfredsstillende, hvorfor så denne ligegyldighed med folkeskolen?

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk