Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg vil indlede med at takke for de relevante spørgsmål - jeg synes det er en god form, selvom det er store spørgsmål, som det er svært at svare kort på. Det har jeg så heller ikke gjort.

1) Du spørger: Hvilke tre kampe, som DLF bør tage, står øverst på din prioriterede liste?

Først og fremmest tror jeg på, at hvis vi bevæger os væk fra kampretorikken, vil vi få større og mere varige forbedringer i folkeskolen. Derfor tror jeg ikke, der er tre store kampe foran os - dem, vi tror, vi skal kæmpe mod, vil jo også en bedre skole. Vi skal kæmpe for samtalen og samarbejdet - derefter kan vi skabe resultaterne.

Den allervigtigste udfordring, vi står over for, findes ikke på listen nedenfor - og de er hver for sig store opgaver. Bortset fra løn er de nemlig alle medvirkende årsager til den ene store udfordring, jeg vil nævne: 

Som lærere oplever vi, at det er sværere at lykkes med vores undervisning.

Indsatser på både inklusion, klassestørrelse, forberedelsestid og undervisningstimetal for både elever og lærere vil hver især kunne bidrage til at ændre dette. Men også manglende selvbestemmelse, testregime og et resultatorienteret skolesyn er medvirkende til at det er blevet så meget sværere at være lærer. Jeg mener, at det altoverskyggende formål med indsatserne på alle disse områder må være at forbedre lærernes hverdag ved at give mulighed for at lykkes med kerneopgaven.

2) Du spørger: Hvad mener du, der bør gøres omkring følgende emner, som ifølge undersøgelser er dem, der fylder mest for medlemmerne? Inklusion, mangel på tid til forberedelse, loft over undervisningstimetallet, kortere skoledage (hvor meget kortere?), klassekvotienter, lønforhold.

Jeg mener, som allerede nævnt, at flere af disse ting hænger sammen, så jeg svarer i tre dele. 

Inklusion

Inklusionsloven fra 2012 baserer sig på Salamancaerklæringen, der kort fortalt formulerer børns ret til skolegang, uanset hvilke særlige behov de måtte have. Den præciserer desuden, at det så vidt muligt bør foregå i det almindelige skolesystem, altså en inkluderende tilgang. Hvem kan egentlig være imod det?

Udfordringen er, at det almindelige skolesystem ikke er blevet gearet til denne tankegang. Vi har ikke fået tilført hverken speciallærere eller ekstra hænder - tværtimod. Hvis inklusionen skal lykkes, er der brug for at tilføre skolen kompetencer på specialområdet, som kan sørge for en professionel og systematisk tilgang - i stedet for den helt tilfældige indsats, der præger området for nuværende.

Jeg selv og mange andre lærere har en uddannelse uden elementer af specialundervisning. Det, vi gør, er baseret på egne erfaringer, gode råd, mavefornemmelser og foredrag fra velmenende konsulenter. Jeg vil gerne undervise i mine fag, og jeg har ikke haft en elev i mine 14 år, som jeg ikke tror kunne rummes på normalområdet under de rette forhold. Desværre har jeg mange eksempler på at det alligevel ikke lykkedes for os.

Derfor er mit svar: Hvis vi skal løfte inklusionen, skal vi tilføre skolerne specialundervisere som kan gå ind i et samarbejde med de øvrige lærere, med en normering der svarer til den kompleksitet opgaven har.

Dette må ske gradvist, så vi først forøger skolernes kompetencer på specialområdet, og derefter vil der gradvist være et faldende behov for eksterne specialtilbud. Indtil det sker vil det være en kraftig fordyring af skolen. Hvis vi vil lykkes med inklusionen, skal vi bruge pengene, før vi kan spare nogle af dem igen. Politikerne har prøvet at gøre det i den omvendte rækkefølge, og det har ikke vist sig muligt. På et område, hvor normering og kompetencer er så afgørende, kan vi ikke løfte opgaven uden reelle, mærkbare investeringer.

Forberedelse, UV-timetal, skoledagens længde og klassekvotienter

Disse overskrifter peger bagud, både i denne tekst og i tiden efter lockout og skolereform. Den forlængede skoledag blev finansieret ved højere undervisningstimetal, som der blev lavet plads til ved at forkorte forberedelsestiden.

I øjeblikket skrumper skoledagene landet over med bred politisk opbakning til dette. Indtil videre har det dog kun resulteret i flere timer med to voksne (som burde være to lærere) i klasserne.

Der er brug for at forkortelsen af skoledagen ikke kun kommer til at gælde eleverne, men også reducerer vores timeantal, og dermed forøger forberedelsen. Det må være målet, at vi fra A20 arbejder videre mod et centralt aftalt maximalt undervisningstimetal, jeg forestiller mig 24 lektioner.

Jeg tror på, at en sådan ressourcetilførsel vil mindske stressrelateret fravær og forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Jeg tror også på, at det vil genrejse dannelsens plads i skolen, når lærerne har tid til at udarbejde egne forløb, planlægge fagdage og flexuger eller lave skolekomedier. Jeg har oplevet mange af disse ting blegne og forsvinde lige så stille fra min egen hverdag gennem de seneste ti år. Den udvikling skal vendes.

Lønforhold

Helt kort: Vi skal arbejde for en reallønsstigning, et længere lønforløb og genvinde de seniorordninger der blev stjålet.

Lidt længere: I disse år er det ikke lærernes lønning, der er fokus på, når der tales om udligning af løngabet, så jeg tror at vi (når reallønnen er sikret) bør rette noget af vores fokus mod karriereveje som lærer. Som det er nu, kan man søge en lederstilling eller lade være. Jeg vil arbejde for, at vi ser på andre mulige karriereforløb, så man som lærer kan udvikle sig og flytte sig gennem sit lærerliv. Et eksempel kunne være den overbygningsuddannelse som skolepsykolog, som har været på tale.

Der er en stor debat at tage hul på her, og jeg har ikke tænkt færdigt endnu.

3) Du spørger: Skal lærerne selv betale for efteruddannelse?

Kort sagt: Nej. (Men...)

Efteruddannelse i vores fag er for mange en kombination af svage minder fra en svunden tid, om ugekurser i linjefaget og mere nutidige minder om at ”blive klædt på” til specialundervisning / inklusion / skolevision / målstyret undervisning osv. ved hjælp af lange eftermiddage med PowerPoint-præsentationer på lærerværelset.

Det har desværre affødt en udbredt tendens til, at lærere stiller sig tilfredse med, at skolen betaler en efteruddannelse i et linjefag eller som vejleder, men at de selv skal finde tiden, helt eller delvist. I min optik betaler de lærere for deres egen efteruddannelse, fordi de gerne vil udvikle og dygtiggøre sig i det fag, de har valgt. Det skal de ikke selv betale for!

Nu kommer så det lovede: Men.

Kongressen vedtog i september at stille OK-krav om en uddannelsesfond. Hvis det bliver en realitet, har vi brugt OK-midler på efteruddannelse i stedet for noget andet, dvs. betalt med vores egne penge. Dét bakker jeg alligevel op, fordi der er en forskel.

Som det er nu, får alt for få den efteruddannelse, som de reelt selv ønsker, fordi kommunerne prioriterer uddannelse til deres egne skoleudviklingsprojekter over lærernes ønsker. Med en veldefineret uddannelsesfond kan Danmarks Lærerforening blive bestemmende for, hvilke kurser der udbydes og økonomien på skolen/i kommunen presses i mindre grad.

Jeg tror på, at en efteruddannelsesfond vil give lærerne mere indflydelse på deres faglige udvikling, og ikke mindst: Ved at bruge (nogle få af) vores OK-midler på dette, lander regningen ikke på den enkelte lærer i form af ekstra arbejdspres og de facto selvbetaling.

Dette er forfattet i en sen aftentime, og i mangel af inspiration og nattesøvn tillader jeg mig at citere mig selv som afslutning:

Jeg vil arbejde for, at Danmarks Lærerforening bliver kendt for at bygge broer.

Det skal vi, fordi resultater opnået i samarbejde med de andre interessenter i skolen vil være blivende. Jeg går ind i hovedstyrelsen for at styrke vores folkeskole gennem samarbejde.

Samarbejde er midlet til at løse de udfordringer, vi står I hver dag: Inklusion, arbejdsvilkår, underfinansiering og rigide politiske mål.

Vi kender de udfordringer, vi skal håndtere – det vigtige er, at vi gør det rigtigt.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk