Debat

Jeg har svært ved at forstå, at man så konsekvent kan mene det samme som lærernes formand og blindt støtte overenskomsten, skriver lærer Torben Hansen.

Debat: Kan det virkelig passe, at alle i hovedstyrelsen og kredsene er enige med Gordon?

Det er ude af trit med medlemmernes holdninger når det er så svært at finde et hovedstyrelsesmedlem eller en kredsformand, der er kritisk overfor overenskomsten, mener lærer Torben Hansen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

De seneste dage har jeg bemærket, at hovedstyrelsesmedlemmer, kredsformænd og kredsmedlemmer fra de store kommuner har været ude at ytre i indlæg og på sociale medier, at de mener præcist det samme som formand Gordon Ørskov Madsen om overenskomstresultatet. Det har fået mig til at reflektere over, om man skal efterlade egne holdninger, når man træder ind ad døren til hovedstyrelsessalen eller får et kredsformandsæde?

Jeg har svært ved at forstå, at man så konsekvent kan mene det samme som lærernes formand og blindt støtte overenskomsten, når et utal af kollegaer har ytret kritik af, at resultatet af forhandlingerne ikke indhenter det gedigne løntab, vi har oplevet på grund af inflationen. Der er heller ikke nogen fra hovedstyrelsen eller de store kommuner, der virker til at have problemer med, at vores egne lønkroner skal gå til efteruddannelse. Det er ellers også et af punkterne i overenskomsten, som mange medlemmer er uenige i. Det er også svært at forstå, at alle disse personer kan bakke op om en strategi som Sammen om Skolen, selvom den helt åbenlyst ikke har skabt de resultater, os på gulvet efterspørger.

Hvor er visionerne i DLF?

Hvis vi forestiller os, at DLF er et repræsentativt demokrati, kunne man komme til at tro, at alt er i den skønneste orden og at ingen er utilfredse med overenskomsten.

Det virker til, at mens DLF-toppen har travlt med at bakke formandens holdning op og gerne vil bevare den gode stemning, har man glemt at forholde sig til den virkelighed, medlemmerne står i.

En virkelighed, hvor vi mangler ordentlige vilkår, der gør at vi kan se os selv blive i faget i et helt arbejdsliv, uden at blive syge eller brænde ud.

Så kære politisk valgte i København, Odense, Aarhus og Aalborg. Og kære hovedstyrelsesmedlemmer: Vil I ikke nok venligst komme på banen og give os et sandfærdigt svar på, om I vitterlig mener, at Sammen om Skolen og overenskomstresultatet afspejler det, vi gerne vil have ændret ved folkeskolen og lærernes arbejdsvilkår?

Mener I, at det her er hvad en fagforening skal stile efter, eller har I større visioner for at skabe et godt arbejdsliv for os? For jeg har virkelig svært ved at se, hvad jeres store projekt er, andet end at forsøge at spille efter regeringens og ministerens pibe.

Jeg savner, at I er visionære og ambitiøse på vores vegne og tør sætte mål, der forhåbentlig kan bringe os markant længere væk fra de ringe arbejdsvilkår, der siden 2013 har hærget vores hverdag i folkeskolen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk