150 millioner kroner om året. Beløbet er nærmest astronomisk, når man tænker på, hvordan der spinkes og spares på skolerne for tiden. Det er beløbet, som Lærernes Centralorganisation og KL har øremærket til efteruddannelse af lærere, børnehaveklasseledere og andre kolleger i seneste overenskomst.

Aftalen har været omdiskuteret. Kritikere mener ikke, at man skal bruge overenskomstmidler på at finansiere efteruddannelse: Det burde arbejdsgiver betale. Omvendt lyder det, at aftalen er nødvendig, hvis skolefolk skal have det faglige løft, de fortjener.

Uanset hvad man mener politisk, så er aftalen indgået. Nu skal den stå sin prøve. Kompetencefonden åbner 1. april.

Når jeg taler efteruddannelse med lærere, møder jeg ofte en lidt slukøret mine. Der er ikke tid, der er ingen penge, eller man føler, at kollegerne lades i stikken, når man er væk. Resultatet er, at alt for få får efteruddannelse.

Det skal aftalen lave om på. Kompetencefonden finansierer 80 procent af efteruddannelsen, inklusive transport og vikar, hvis kurset godkendes.

Jeg kan godt se forhindringerne. Jeg er ikke naiv. Vil kommunerne finde de sidste 20 procent af prisen, som KL har lovet? Kan skolerne få skemaerne til at gå op?

Hvis kompetencefonden skal lykkes, kræver det en fælles indsats. Derfor bliver jeg glad, når lærer Christina Rinaldo i dette nummer af Folkeskolen fortæller, at hun vil sidde klar ved tasterne 1. april for at finde et kursus, der passer til hende. Gør som Christina. Millionerne er der – lad os sørge for, at de bliver brugt!