Anmeldelse

Forfatter tilbyder et andet syn på autoritet end ministeren i ny bog

Ole Løws bog Tillid og autoritet virker som et svar til undervisningsministerens forslag om mere disciplin gennem straf og udelukkelse. Autoritet i skolen bygger på tillid og anerkendelse, snarere end frygt, er den kloge pointe.

Offentliggjort

Fakta

Tillid og autoritet i lærerarbejdet

Forfattere: Ole Løw

200 kroner

154 sider

Forlag: Samfundslitteratur

Undervisningsminister Mattias Tesfaye vil gerne have mere disciplin og autoritet i skolen. Lærerne har ikke længere den autoritet, der efter hans mening er nødvendig. Derfor har han stillet forslag om, at skoleledere i højere grad skal anvende straf og udelukkelse fra undervisningen som midler for at hæve disciplinen.

Eksperter har peget på, at straf og eksklusion af elever ikke er vejen frem for et bedre skolemiljø, men det ser ikke rigtigt ud til at påvirke ministeren, og det kommer Ole Løws seneste bog Tillid og autoritet i lærerarbejdet, nok heller ikke gøre. Men jeg vil meget gerne anbefale ministeren at læse den. I bogen leverer Løw en ganske anden forståelse af begrebet autoritet end den, Tesfaye lægger op til. Med afsæt i relationel teori argumenterer Løw for, at autentisk autoritet i lærerarbejdet opstår gennem tillid og gensidig anerkendelse, ikke påtvungen disciplin, straf og udelukkelse.

Løw påpeger, at autoritet ikke blot handler om at blive respekteret, fordi man er blevet udstyret med formel magt, men snarere om en gensidig tillid, der opbygges gennem professionelt engagement og meningsfuld pædagogik.

Tillid og autoritet falder i to hoveddele, den første har fokus på tillid og den anden med inddragelse af begrebet autoritet. I hele bogen er der en særlig interesse for den måde, hvorpå fællesskabet og intersubjektiviteten udgør grundlaget for den måde, hvorpå den enkelte bliver dannet.

I første del begrunder Løw den grundlæggende tillid gennem en psykologisk og en mere sociologisk forklaring, mens  anden del handler om at få begrebet 'autoritet' til at indgå i sammenhæng med begrebet 'tillid'. Der er forskellige former for og forståelser for autoritet. Det ene begreb bygger noget forsimplet på ulighed mellem parter, hvor den ene har den og den anden ikke har den. Det er magten og den formelle autoritets former. Men det er ikke en autoritet, man efter Løws opfattelse kan anvende som lærer, for skolen bygger på ligeværdighed, hvilket også har konsekvenser for måden, hvorpå man kan forstå autoritet. Autoritet er også et relationelt begreb og noget, man skal gøre sig fortjent til. Autoritet forstås dermed også som gensidig anerkendelse.

Der er mange gode betragtninger i bogen om, hvordan denne autoritet i undervisningen kan anvendes, og hvor der ikke henvises til straf og eksklusion, men tværtimod til en måde, hvorpå lærere møder elever gennem ligeværd og ulighed i kompetencer og modenhed. Der er en meget fin gennemgang af, hvordan lærere kan anvende forskellige ledelsesformer i forhold til elevers forskellige motivation og tilgang til deltagelse i undervisningen.

For læreren handler det altid om at give eleverne mulighed for at deltage i undervisningen, hvilket betyder, at eleverne skal se, at det giver mening for dem at deltage. Dette handler ikke om, at man kan pålægge eleverne at deltage, hvilket tilsyneladende er den præmis, Tesfaye går ud fra. Det handler tværtimod om at have tillid til og at anerkende eleverne som dem, de er. Der eksisterer grundlæggende tre “vilkår for meningsfuld deltagelse; eleven skal opleve at have mulighed for at være med…. eleven skal kunne overskue, hvad der aktuelt foregår i klasserummet … at eleven oplever, at det giver mening at gå i gang med den aktivitet, som han aktuelt står over for.

Som sædvanlig, fristes jeg til at sige, er det en god, forstandig og brugbar bog, Løw har skrevet. Den ser ud til at være skrevet mere eller mindre direkte til læreruddannelsens nye fag om livsoplysning, som netop har lærerautoritet som et grundlæggende element. Der er selvfølgelig mange forhold, som Løw kommer ind på, der kan diskuteres. Jeg har eksempelvis svært ved at forstå, om tillid og anerkendelse som grundlæggende skal forstås normativt eller deskriptivt; altså om det er noget, mennesker er født med, eller om det er noget, der skal etableres i en givet historisk kontekst. Løw får strejfet denne diskussion, men det er ikke hans egentlige ærinde, og derfor må denne vigtige diskussion ligge og vente på, at en anden tager den op.