»Goddag, velkommen til. Du går nu ind i et læringsrum«. Læreren giver hånd til hver enkelt elev på vej ind i klassen. Frikvarteret med dets larm og konflikter bliver pakket væk og glemt.

Sådan tog læreren imod eleverne i 6. klasse i den byskole, der i Helle Plauborgs ph.d.-afhandling er blevet til »Byklassen«. Den blev blandt elever og lærere opfattet som en problemklasse.

Som en af eleverne hviskede til Helle Plauborg, da hun var ude at observere klassen:

»Vi er sådan en klasse, som larmer meget, og hvor det er gået lidt galt«.

Fortællingen om klassen ligger altså fast - både hos elever og hos en stor del af deres lærere: Det er ofte ikke muligt at undervise i Byklassen, som i øvrigt består af elever, der er rekrutteret fra et socialt belastet område.

Men i klasselærer Mettes øjne var klassen ikke på samme måde læringsresistent, fortæller Helle Plauborg. Blandt andet fordi hun sørgede for en klar adskillelse mellem det, der foregik i undervisningen, som var for vigtigt til at blive ødelagt, og de skærmydsler, der måske var opstået i elevernes frie tid.

»Det var i frikvarterer og på trivselsmøder, altså uden for undervisningen, at hun tog kampene. For når man hiver det ind i undervisningen, så er det alle elever, der skal bruge tid på at høre om, at nu har Fahid igen klokket i det ved at smadre en rude eller stjæle fra en ældre dame i et nærliggende center«, fortæller Helle Plauborg.

Det er undervisningen for vigtig til.

Det var derfor, Mette i en periode før hver lektion tog imod eleverne med indgangsbønnen:

»Goddag, velkommen til. Du går nu ind i et læringsrum«.

Hilsenen markerer en væsentlig overgang for eleverne:

»Nu er fritiden forbi, nu skal du indstille dig på, at det er noget andet, du skal fokusere på. Det her er et andet rum, og det, vi er sammen om i det her rum, er primært det faglige. Det var budskabet til eleverne. Uanset hvor hardcore de var. Hvis hun skulle ringe til forældre eller socialrådgivere, foregik det i frikvarteret«, fortæller Helle Plauborg.

Helle Plauborg er oprindeligt uddannet lærer - i dag er hun forsker i klasseledelse og didaktik på Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet (DPU). Hun var også en del af en ekspertgruppe omkring ro og klasseledelse, der blev nedsat i forbindelse med folkeskolereformen. Hendes nyligt afleverede ph.d.-afhandling kredser om, hvordan det didaktiske, det faglige og det sociale spiller sammen i undervisningssituationer.

Egelund  debat om ro i klassen: Straf virker

Som en del af arbejdet med afhandlingen fulgte hun i skoleåret 2011-2012 flere klasser på forskellige skoler. Folkeskolen mødte Helle Plauborg for at få uddybet pointerne med udgangspunkt i observationerne fra Byklassen.

Individ eller kollektiv

Lærere og elever i og omkring Byklassen var enige om fortællingen om klassen - den bestod af uromagere, det var svært at udsætte for undervisning, som kunne føre til læring. Men Helle Plauborg fremhæver, at klassen bestod af 24 elever, og kun en del af eleverne opførte sig problematisk.

»Meget ofte kommer jeg ud i klasser, der har ry for at være vanskelige. I de klasser er det ofte hele klassen, der får skældud. I Byklassen var det otte drenge, der var udpeget som uromagere. Der var 12 piger, der havde ry for at være gode piger. Og fire elever, der sjældent figurerede i nogle af beskrivelserne af klassen. Klassen har altså ry for at være en vanskelig klasse, til trods for at det faktisk er godt og vel halvdelen af klassen, der gerne vil lære noget og gør sig umage i timerne«, siger Helle Plauborg.

Det er netop en af grundene til, at det er hensigtsmæssigt at håndtere konflikter uden for undervisningen. For hvordan kan læreren handle, når nogle elever vitterlig har stormet over grænsen for den ordentlige opførsel. Og når de udgør en tredjedel af klassen - som i dette eksempel - kan det være svært at få sat det faglige på dagsordenen i timerne.

»Det gjorde Mette ved i sin didaktisering af undervisningen at gøre meget ud af at klæde eleverne på til de opgaver, de skulle arbejde med, og sørge for, at det faglige blev attraktivt for eleverne at engagere sig i, samtidig med at der var værdige relationer til eleverne. Derudover rettede hun skældud mod enkelte elever frem for mod hele klassen. Eksempelvis sagde hun i en lektion til Fahid: »Kunne jeg få lov til at gå i gang nu, for du bliver ved med at forstyrre med alt muligt andet end det, det handler om«, siger Helle Plauborg.

»Hej 6.v«

Hvis det ikke lykkes for læreren at tage konflikterne med den enkelte, ender det let med skældud til alle 24 elever. I interview med Helle Plauborg fortæller de elever, der gerne vil lære, om et skoleliv præget af utryghed og bekymring. Og det sætter gang i nogle uhensigtsmæssige mønstre.

»Uden at rode gåden om hønen og ægget ind i analysen tyder noterne fra observationerne af undervisningslektioner på, at lærernes vrede og hævede stemmer forstærker elevernes behov for lindrende kontakt, der igen fører vrede og hævede lærerstemmer med sig«, fortæller Helle Plauborg. Hun fortæller for eksempel om Amira og en undervisningssituation, hvor eleven prøver at ændre rummet, så det er til at holde ud at være i for hende og de andre elever:

I en matematiktime er opgaven uklar - en trekant skal tegnes større efter et bestemt størrelsesforhold, og papiret kan ikke rumme den større version. Klassen reagerer med uro - eleverne prøver at hjælpe hinanden. Stemningen og læreren er anspændt, og Amira skriver på tavlen:

»Hej 6.v. Jeg synes, at det er en fin klasse, vi har«.

Læreren Jan beder hende lade være - men så snart han vender ryggen til, fortsætter hun. Andre elever kommer også på banen. En går over til en anden for at låne en lineal - læreren bliver vred og siger:

»Jeg vil ikke have nogen folkevandringer overhovedet. Det kan I ikke administrere«.

Amira står nu bagerst i klassen og kigger ud ad vinduet: »Det sner«, siger hun højt. Stolene skramler, fordi alle eleverne vil ned at se på snevejret - der er ganske fiktivt. Læreren ryster på hovedet og giver opgaverne for som lektier, før klassen får lov til at tage madpakkerne frem.

»Det er enormt svært at være elev i et klasserum, hvor angst og hævede, vrede lærerstemmer fylder i den grad, det gjorde i det klasserum. Så hun prøvede at skabe en helt ny kontekst«, siger Helle Plauborg.

»Hun er i gang med at sige, at det er enormt svært at være elev i et rum, hvor alle 24 får skældud, når det kun er nogle få, vreden er rettet imod. Hun forsøger at begå sig i det ved at skabe en ny kontekst. Læreren står og råber ad hende - og du skulle se, hvordan de alle sammen styrter hen til vinduet, da hun råber, at det sner. Hun forsøger sig med den begejstring, der følger med den første nyfaldne sne, at sige: 'Hey, vi kunne have det anderledes med hinanden'«, siger Helle Plauborg.

Forstå feedbacken

At gennemskue denne type situation kræver et stort overblik og gehør for, hvad der i virkeligheden foregår. Men det er svært.

»I 1970 udkom en bog, der hedder: 'Don't smile until christmas', af Kevin Ryan. Den har været meget udbredt i didaktiske kredse. Den handlede om, at man skulle være stram i betrækket det første halve år indtil jul. Og når man fik skik på klassen, så skulle man bløde lidt op. Der er intet, der tyder på, at det er den rigtige vej at gå«, siger Helle Plauborg og uddyber:

»Hvis man bare markerer og skælder ud, skiller man det didaktiske, det faglige og det sociale ad. Så får man sagt: Lige nu er jeg den, der skal være autoriteten herinde. Jeg er den, der opererer med bydemåder og får udstukket kursen. Men jeg påtager mig ikke samtidig at didaktisere undervisningen på en måde, der gør den tilgængelig for jer. Eller involverer jer i undervisningen. I skal bare gøre det, fordi jeg er den, der har magten. Det er den diskurs, man også kan høre i den offentlige debat, når parolen bliver, at der skal være flere sanktioner og mere straf i folkeskolen«, siger Helle Plauborg. For hende ligger der en fejltolkning i den analyse.

»Man kan ikke vide, at børnene ikke har intentioner om at lære noget. Langt de fleste af de klasser, jeg har observeret, vil gerne lære - også Byklassen bliver for eksempel en bedre klasse i løbet af året. Det er meget sjældent, at jeg har oplevet, at elever ikke ønsker at lære noget. Ved at tænke i sammenhænge mellem det didaktiske, faglige og sociale kan bøtten vendes«, siger hun.

»Som lærer skal man være opmærksom på, at de her ting hænger sammen, og at det ikke nytter noget kun at fokusere på, hvordan jeg får markeret og disciplineret eleverne. Jeg er nødt til også at tænke det ind i en sammenhæng, hvor mit primære fokus, når jeg forbereder undervisningen, er at skabe me-ningsfuldhed for eleverne og gøre det tydeligt for dem, hvordan de kan gøre det godt. Jeg er nødt til at tænke på forhånd, hvad der kan blive svært for eleverne. Hvad kan give dem udfordringer, hvordan gør jeg det lettere for dem at forstå den her opgave? At have tænkt undervisningen igennem på en facon, hvor man er forud for situationen, når man forbereder sig. For eksempel have løst målestoksop-gaven selv og set: Hov, den kan ikke være på papiret«, siger Helle Plauborg.

Trivsel og læring

Ud over at lede gennem de didaktiske valg skal læreren også forholde sig til og lade det faglige og sociale være bærende for den gode undervisning, fordi de ting hænger sammen.

Helle Plauborg understreger, at hun arbejder med et klasseledelsesbegreb, hvor klasseledelse ikke alene handler om urobekæmpelse.

»Hvis vi afgrænser klasseledelse til kun at handle om disciplinering og reduktion af uro, skiller vi noget ad, der i virkeligheden hænger sammen, og i den bevægelse fratager os selv muligheder for at blive klogere på, hvad det vil sige at udøve klasseledelse. Det didaktiske, det faglige og det sociale udgør hinandens gensidige forudsætninger.

»Det faglige og sociale kommer vi tit til at tænke som noget, der lever hvert sit selvstændige liv. For eksempel når man hører lærere sige, at eleverne ikke kan lære noget, hvis de ikke trives. Altså først kommer trivslen, og så kan de begynde at lære noget. Eller hvis man siger: Vi skal ikke kun fokusere på det faglige - eleverne skal også have det godt sammen socialt. Som om det at fokusere på det faglige står i modsætning til det at arbejde med at udvikle velfungerende klassekulturer«, siger Helle Plauborg og fortæller, at det faglige også let bliver overhund.

»Du kan også se det i de politiske tekster. Efter Pisa-undersøgelserne som regel til fordel for det faglige, for eksempel i folkeskolereformen: Et fagligt løft af folkeskolen. Vi kommer til at tale om det, som om det faglige lever et selvstændigt liv, og det sociale gør det samme. I undersøgelsen har jeg forsøgt at udfordre den tendens og vise, at det didaktiske, det faglige og det sociale er stærkt integreret. Så at arbejde for at løfte det faglige i folkeskolen står ikke i modsætning til at løfte trivslen i folkeskolen. Det, jeg kalder socialitet. Det interessante er, at analyserne illustrerer, at det sagtens kan lade sig gøre at undervise på måder, der på én gang fremmer såvel faglighed som prosocialitet«, siger Helle Plauborg.

Lærer- og elevnavne er anonymiserede i både denne artikel og forskningsartiklen.

Observationerne i artiklen kan i øvrigt læses i den videnskabelige artikel: »Klasseledelse via intraaktivitet af didaktik, faglighed og socialitet - eksempler fra et casestudie«, der udkommer i antologien »Klasseledelsens dilemmaer: Fortsatte magtkampe i praksis, pædagogik og politik«. Antologien er redigeret af John Krejsler og Leif Moos.