9.z har fysik. Læreren har svært ved at fange elevernes opmærksomhed, så han kan give instruktioner om et forsøg, de skal udføre. Da eleverne endelig kommer i gang med forsøget, går to piger i stedet over og spiller bold op ad en dør.

Scenen er fra tv-programmet '9.z mod Kina', og med det klip satte professor i specialpædagogik Niels Egelund gang i debatten om disciplin i folkeskolen på dagens konference på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Århus Universitet (DPU).

Han var selv klar i mælet:

"Så er det nok! Det, vi ser her, er aldeles utilstedeligt og er udtryk for foragt for medelever, læreren og for viden. Det er uacceptabelt, at nogle få kan ødelægge læringsmiljøet for de mange", lød svadaen fra Niels Egelund.

Når undersøgelser viser, at halvdelen af alle danske skolelever oplever uro i klassen som et problem, så er det på tide at få pli på dagsordenen, mener han.

"De professionelle institutioner skal tage ansvar. Forældrene skal støtte op, men det er ikke dem, der kan løse problemet", lød det fra talerstolen. Niels Egelund udråbte selv klasseledelse som en vigtig del af løsningen.

"Det skal vi have mere af. Vi skal nå så langt vi overhovedet kan med det positive, men det er naivt at tro, at negative sanktioner ikke er nødvendige. Dem har skolerne faktisk beføjelser til at tage i brug i dag, men det gøres stort set ikke".

"Men er det ikke klassisk behaviorisme?", spurgte Niels Egelund retorisk sig selv. "Jo. Men det er behaviorisme baseret på kollektive aftaler med læreren som autoritet. Sådan fungerer resten af verden uden for skolen altså også".

Forsimplet debat

Efter Niels Egelund havde leveret sit oplæg og modtaget salens applaus gik ph.d. Helle Plauborg på podiet. Hendes budskab var, at hun mener, den offentlige debat om ro i skolen er forsimplet.

"Der er en tendens til, at man undervurderer kompleksiteten i lærernes arbejde. Det fremstilles som om, at uro er et isoleret problem, og så går diskussionen på, om det kan løses med mere disciplin. Man ser ikke uroen i samspil med didaktikken, fagligheden og det sociale", lød det fra forskeren.

Klasseledelsesrapport: Det didaktiske, faglige og sociale hænger sammen

Helle Plauborg mener således, at det er lærerens opgave at mindske uroen ved at sætte en ramme om undervisningen, der tydeliggør vigtigheden af det, der skal læres, og som tager højde for, at klasserummet for eleverne også er et socialiseringssted. Uro kan være en feedback til læreren om, at undervisningen ikke fungerer.

Hun mener slet ikke, at vi skal tale om disciplin i skolen.

"Så har man allerede uddelt rollerne, hvor det er læreren, der skal disciplinere, og eleverne, der skal disciplineres. Så forsømmer man at kigge på årsagerne til udfordringerne. Diskussionen går ofte op i hvem, der har ansvaret, mere end hvad grundene til uroen er".

'Forhandlerbørn'

Niels Egelund havde efterfølgende et bud på, hvad grunden til uroen er.

"I min optik handler det om, at vi siden 90'erne har fået børn i skolen, der er opdraget af antiautoritære forældre. Når man er opvokset med, at alt er til forhandling, så bliver man forvirret over, at det pludselig ikke er det i skolen. Det er problematisk, hvis man ikke kan modtage kollektive beskeder, eller har forståelse for at der er ting, man skal gøre".

Han understregede desuden, at lærerne faktisk er blevet bedre til at være tydelige.

"Men eleverne - især drengene - er simpelthen ligeglade. Der skal lærerne være bedre til at sætte sig i respekt. Det er ikke umuligt".

Selv har Niels Egelund rykket tre af sine fem børn til privatskole i 7. klasse, fortalte han.

"Det bedste eksempel er Køge Private Realskole. Der bliver der sagt De og hr. og fru til lærerne. Og det virker altså. Der er ro".

Helle Plauborg var dog uenig i, at ro er et mål i sig selv.

"At der er ro er ikke det samme, som at der foregår læring. Det kan også være udtryk for tankemæssig død. Uro kan være udtryk for engagement", sagde hun.

"Men vi skal uden tvivl have dæmpet uroen. Og det kan vi altså kun, hvis vi tænker det didaktiske og faglige med i løsningen".

Lærerstuderende: En utopi

Efterfølgende var der flere i salen, der gav udtryk for, at det kan være svært at få ørenlyd til at sætte den didaktiske ramme.

Niels Christian Sauer fra Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse spurgte:

"Kan man ikke anskue det som to led? Hvis man kommer ind i en 1. klasse, hvor det er totalt hat og briller, må man jo først skaffe sig ro med disciplin, inden man i det hele taget kan komme i gang med at undervise".

En lærerstuderende spurgte, om Helle Plauborg i virkeligheden beskriver en utopi.

"På læreruddannelsen må man helst ikke nævne Niels Egelunds navn og i opgaver i hvert fald kun bruge ham med forbehold. Helle Plauborg skal man derimod helst være enig med. Men nu har jeg været i praktik tre gange, og ni ud af ti gange er det Niels Egelunds værktøjskasse, jeg må hive frem".

"I den bedste af alle verdener har du jo ret, Helle, men i praksis er man ofte nødt til at slå hårdt ned på et par stykker, så de ikke totalt smadret læringsmiljøet for alle de andre".

Helle Plauborg mente dog ikke, at hendes forskning opstiller utopier.

"Jeg vil helst ikke fremstå som en totalt hippie. Jeg går empirisk til værks og viser via observerede undervisningssituationer, hvad der gør forskellen i praksis på, hvornår det lykkes, og hvornår det ikke lykkes", sagde hun.

Niels Egelund ville dog ikke anerkende, at disciplinering ikke bør være en del af skolen.

"Psykologien viser, at straf virker. Hvordan ville der for eksempel ikke se ud på vores veje, hvis ikke der fandtes parkeringsbøder? Der er noget pladderhumanisme at mene andet", lød afslutningssalutten.