”Vores fag er meget så’n, at vi skal sidde stille og lytte på læreren. De snakker og snakker, så vi ikke når at lave noget, og så får vi det for som lektier”.

Sådan skitserer en pige i 7. klasse traditionel undervisning i Louise Klinges forskningsprojekt om, hvordan projektbaseret læring kan bidrage til alle elevers sociale og faglige trivsel. Hendes iagttagelser på ni skoler gennem to et halvt år vidner om, at lærere har noget at aflære for at kunne lykkes med at give eleverne friere tøjler i undervisningsforløb på seks til otte uger.

”Projektbaseret læring er et genialt didaktisk værktøj til at skabe fagligt indhold, som både udvikler børnenes horisont og giver dem oplevelser, fordi de undersøger, eksperimenterer, interviewer og skaber produkter, som de skal fremvise til sidst. Måske for borgmesteren”, siger Louise Klinge, der har arbejdet som lærer i flere år. I dag er hun leder af Eduk, som forsker i og rådgiver om dagtilbud, skole og ungdomsuddannelse.

Mens de fleste børn let kan omstille sig til projektbaseret læring, udfordrer det mange lærere. Det skyldes blandt andet, at lokaler med borde, stole og én lærer til 28 elever inviterer til, at eleverne sidder stille og hører efter.

”Samtidig har de mange læringsmål sammen med en forringet arbejdstidsaftale presset lærerne til at undervise ud fra en illusion om, at det nytter primært at praktisere lærerstyret undervisning. For så snart eleverne skal lave noget på egen hånd, når man umiddelbart mindre. Det har fået lærere til at glemme deres pædagogiske faglighed. Mange sætter en computer til smartboardet, stiller sig med ryggen til eleverne og læser højt, selv om læring kræver engagement og sociale samspil”, siger Louise Klinge.

Gammelt læringssyn spænder ben

Især det gamle læringssyn om, at viden kan overføres til eleverne, bliver udfordret af projektbaseret læring.

”Med et gammeldags læringssyn kan man synes, at børnene forstyrrer med deres engagement, men dermed tager man ikke alvorligt, hvor aktive de har brug for at være for at tilegne sig viden og færdigheder, og at det hjælper dem til at begribe tingene, når de taler om løsningen på opgaverne. Det er heller ikke let, når 28 elever støjer i klassen. Derfor skal man have værksteder og stationer, så de bliver spredt ud på skolen”.

Der er brug for faglige oplæg i projektbaseret læring, men hvis læreren taler det meste af tiden, får eleverne kun kort tid til at lave produkter.

”Børn tænker konkret og har brug for artefakter, som anskueliggør abstrakte begreber. Eleverne skal være aktive med alle deres sanser, for så fæstner læringen sig. Men projekter kan desværre sagtens tilrettelægges, så hver elev sidder med opgaver på computeren i mange uger. Eleverne kommer hverken til at samarbejde eller til at lave et fysisk produkt, og de kommer heller ikke uden for skolen”, siger Louise Klinge.

Omvendt hjælper vellykket projektbaseret læring med til, at det moderne læringssyn nemmere får plads i skolen, mener hun.

”I et projekt blev hver elev matchet med en beboer på et plejehjem og skulle lave en bog om den ældres livshistorie. Her blev en række fag relevante, og børnene gjorde sig virkelig umage, for alle ville lave en flot bog til et menneske, som havde fået betydning for dem”.

Hvorfor skælder jeg ud?

Med et moderne børnesyn tager man det alvorligt, at børn er sociale, nysgerrige og legende.

”Ud fra et moderne børnesyn gør børn det godt, når de kan, så hvis eleverne ikke er motiverede, skyldes det, at rammerne ikke gør det muligt for dem at være nysgerrige. Med et gammeldags børnesyn vil man bebrejde barnet, at det forstyrrer og ikke kan koncentrere sig”, siger Louise Klinge og peger på, at projektforløb kræver mere af eleverne end traditionel klasseundervisning.

”Eleverne skal for eksempel planlægge og producere en bog til beboerne på plejehjemmet, gøre sig umage, samarbejde i gruppen og koncentrere sig i længere tid ad gangen. Det er krævende, og det reagerer nogle børn på. Lærere kan komme til at skælde ud. Men det, eleverne har brug for, er struktur og mulighed for indimellem at kunne trække sig”.

Lærere kan opleve tab af kontrol, når man mindsker den traditionelle klasseundervisning. Det bør man tænke over, anbefaler Louise Klinge.

”Man finder måske ud af, at man er presset, fordi eleverne sjældent laver det samme på én gang. Men man får også øje på, at de fordyber sig, at samarbejdet styrker deres sociale kompetencer, at de ser, hvad de andre i gruppen er gode til, og at de lærer at holde pause, inden de ryger i totterne på hinanden. Så som lærer kan man sænke skuldrene, selv om processen måske virker kaotisk på overfladen”.

Eleverne har ikke ansvar for egen læring i projektbaseret læring, præciserer forskeren.

”De har brug for støtte til gruppearbejdet, og der skal være en tydelig og synlig struktur for, hvad de skal den enkelte dag, og hjælpeark til at vinge af, hvor langt de er nået”.

Lærere kan blive for ambitiøse

Det er udfordrende at arbejde med projektbaseret læring, medgiver Louise Klinge.

”Som lærer skal man både bringe det faglige stof i dialog med eleverne og rumme, at de i høj grad selv arbejder med det. Men grundlæggende kræver projektbaseret læring det samme som al anden god undervisning: engagerede voksne, mange deltagelsesmuligheder, fordybelse og bevidsthed om, at faglighed ikke kun er boglig, men også kan være praktisk, æstetisk, digital og kropslig”.

Louise Klinge har set mange gode forløb og også nogle, som er gået galt. Det er lang tid for eleverne at arbejde i seks-otte uger med et emne, hvis det ikke siger dem noget. Emnet skal vedkomme eleverne, så man skal være nysgerrig efter, hvad de er optagede af, siger hun.

”Det står ikke i modsætning til at udvide deres horisont, for børn ønsker sig projektforløb om emner som rummet, vikingetiden, sundhed, forbilleder, andre lande og naturen. Man kan med fordel få dem til at komme med ideer til både indhold, undervisningsmetoder og værksteder. Så får de ejerskab til projektet”.

Louise Klinge har set så ambitiøse forløb, at eleverne ikke rigtigt var klar over, hvad projektet gik ud på.

”En for snæver forståelse af, at faglighed alene er noget bogligt, kan få lærere til at udarbejde abstrakte opgaveformuleringer. Hvis de i stedet stiller det enkle spørgsmål: Hvad nu hvis dinosaurerne kommer? Så åbner det for at arbejde med blandt andet tidsperioder, dyrearter og naturforhold. Det er også spændende, når lærere tør vælge et emne, hvor de ikke selv kender svaret. Det kan være et projekt i udskolingen om, hvad der skal ske, når eleverne flytter hjemmefra. Her afhænger svarene af den enkeltes livsdrøm. Eller hvordan kan eleverne hjælpe ældre i lokalområdet? De finder måske ud af, at mange ikke får nok motion eller er ensomme, og så kan de arrangere en gåtur for ældre”.

Kvaliteten af elevernes produkter giver et fingerpeg om, hvor vellykket emne og projektspørgsmål har været.

”Produktet er ikke et facit, for meget kan være gået galt undervejs, men det giver anledning til at evaluere projektet sammen med børnene. Hvis der er noget, de ikke er stolte af, hvad kan man så gøre bedre næste gang? Måske har eleverne brug for mere tid i værkstederne, eller grupperne skal sættes anderledes sammen”.

En berigende undervisningsform

Nok stiller projektbaseret læring krav til lærerne, men det er også en berigende undervisningsform. På flere fronter. En af fordelene er, at mange elever er selvkørende i en stor del af tiden, fordi de brænder for emnet, og det frisætter tid til, at lærerne kan lære børnene bedre at kende og hjælpe dem, der har brug for det.

”Projektbaseret læring hjælper lærere med at holde fast i deres pædagogiske didaktiske faglighed, og deres relationer til eleverne bliver styrket, når de ser dem uden for vante rammer. Dansklæreren ser måske den elev, som ellers altid forstyrrer, lave flotte dinosaurer i trylledej. Og på en tur til havnen kan eleven holde koncentrationen, når en havnearbejder fortæller. Den slags oplevelser kan gøre lærere bedre til at inddrage eleverne i undervisningen”, siger Louise Klinge.

Projektbaseret læring styrker også lærernes samarbejde med pædagogerne, som netop kender flere sider af børnene fra skolefritidsordningen. De er også vant til værkstedspædagogik og til at følge børns initiativer.

”Mange pædagoger har mod på at give børn større autonomi, for det er den måde, de arbejder på i skolefritidsordningen, hvor børnene selv vælger, om de vil i hallen eller i perleværkstedet. Pædagogerne ved, at valgmuligheder ikke fører til kaos, så de kan hjælpe lærerne til at blive mere modige”, siger Louise Klinge.