»Børn og unge skal indgå i strukturerede læringsforløb fra børnehaveklasse til universitet. Ellers opfattes det ikke som succesrigt. Den integrering i det sociale og kulturelle liv, der før blev løst i familien og i en eller anden form for mesterlære, skal i dag foregå i skolen«, siger Karen Borgnakke, nyudnævnt professor i pædagogik ved Københavns Universitet.

Hun er aktuel med bogen »Læringsdiskurser og praktikker«, som Folkeskolens anmelder kaldte »begrebsskærpende og handlingsinspirerende.

»Undervisning er stadig kerneopgaven«, siger hun. »Men skolens samlede sum af opgaver er voldsomt forøget«.

Karen Borgnakke bruger tre begreber om uddannelsessystemets traditionelle funktioner: at selektere, socialisere og kvalificere. At sortere de unge ud på samfundets hylder, at lære dem, hvordan normerne er - hvad man kan, skal og bør - og at uddanne til arbejdslivet. Men i det såkaldt senmoderne samfund bliver de tre funktioner suppleret med en ekstra opgave: at integrere. »Skolen skal integrere til uddannelses- og voksensamfundet. Den skal integrere de børn og unge, der ikke har de samme muligheder som andre for at gennemføre normalforløbet. Systemets professionelle - lærere på alle niveauer - skal i langt højere grad end tidligere bygge bro mellem det ene og det andet forløb. Overgangen fra børnehave til skole, fra skole til gymnasium og fra gymnasium til videregående uddannelser skal kvalificeres - både i faglig-pædagogisk og i social og kulturel forstand«, siger hun og understreger, at disse overgange samtidig er et led i elevernes »dannelsesrejse«. Overgangene kan ikke klares ved at indføre faste systemer og stramme regelsæt for at effektivisere skolekulturen. »Der er to typer målretninger, der kolliderer. Det er dramaet!«

Karen Borgnakke er dr.pæd. og har gennem hele sit forskerliv haft fokus på empiriske studier af praksis i folkeskolen, ungdomsuddannelser og på universitetet.

Lærerne afprofessionaliseres

»Samfundet ønsker, at alle kommer igennem uddannelsessystemet. Derfor vil politikerne se effekten af undervisningen på alle niveauer. Og måle dem på bundlinjen«.

Men lærerne bliver sat på en uløselig opgave, siger Karen Borgnakke:

»De skal håndtere nye læringsstrategier, der lægger op til kreativt projektarbejde. Samtidig skal det være effektivt, i den forstand at det skal kunne måles og vejes. De skal give individuelle karakterer for gruppearbejdet. Sørg for, at alle er med i undervisningen, og husk at dyrke eliten, lyder politikernes krav!«

»Men når styringen udefra bliver for hård og målretningen diktatorisk, så dræner man det professionelle overblik og den autoritet, der skal til for at vælge en fast kurs i forhold til de mange krav og tilbud. Det er dybt bekymrende, at undervisningsministeren og Folketingets flertal mener, at lærere ikke selv er i stand til at evaluere deres arbejde og udvikle de test, der skal bruges i skolen«.

Den model, man nu presser igennem, siger, at evalueringen skal komme ude- og oppefra, og de professionelle skal underlægge sig et evalueringsbureaukrati. Det er farligt, advarer Karen Borgnakke. »Det giver igen et af de dobbeltbundne problemer: Det er indlysende, at samfundet ikke har råd til at ofre så meget på skole og uddannelse, medmindre man samtidig undersøger, hvad der kommer ud af det. Men hvis politikerne dræner lærernes kompetencer for evalueringsdimensionen, så afprofessionaliseres lærerarbejdet«.

Faglighed og pædagogik kan ikke skilles

»Enhver undervisning har altid både en faglig og en pædagogisk grunddimension. Ikke bare en gang imellem. Det er et grundvilkår, som politikere og administratorer glemmer. Men også mange lærere har problemer med at forbinde de to dimensioner, når de skal udvikle nye strategier for undervisningen«, mener Karen Borgnakke.

»I forhold til fagligheden har lærere et rigt sprog. Deres pædagogiske sprog er sådan set også rigt. Det er selvforstærkende godt til at beskrive de gode intentioner. Men det rækker ikke til at give en praktisk beskrivelse og analyse af, hvad der faktisk foregår i en lærings- og undervisningspraksis«.

Den mangel på overblik over, hvordan samspillet mellem de faglige og pædagogiske strategier fungerer - eller ikke fungerer - i undervisningen, må man gøre noget ved. Lærerne kan blive bedre til at evaluere og analysere deres undervisning. Begrundelser, der dækker både det faglige og det pædagogiske aspekt, skal skærpes.

»Nye lærere burde have redskaberne med sig fra seminariet. Men det virker, som om de lærerstuderende ikke får brugt resultaterne fra den pædagogiske og didaktiske empiriske forskning. De kan referere til og håndtere forskellige undervisningsformer og egne faglige specialer. Men det kniber med de praksiskonkrete refleksioner over samspillet og den faglige og pædagogiske progression«, siger Karen Borgnakke med afsæt i sin egen forskning i undervisnings- og læringsstrategier.

Pas på test-faldgruberne

Hvis de empiriske studier af forholdet mellem pædagogik, undervisning og læring skal styrkes, er test, målinger og evalueringer nødvendige redskaber, mener Karen Borgnakke.

Men vel at mærke kun som redskaber og teknikker.

»Derfor skal man være meget opmærksom på faldgruberne og skærpe den kritiske sans for, hvordan redskaberne bruges - og misbruges. Den ene faldgrube er udelukkende at interessere sig for de elementer i undervisningen, der kan måles. Man går over, hvor gærdet er lavest. Den anden faldgrube er, at man overfortolker resultaterne og hævder - og tror - at man har målt og talt andet og mere, end man faktisk har«.

Man skal være forsigtig med at sige noget eksakt om læringsforløb og deres effekt.

»Der er intet, der er så komplekst sammensat som levende undervisnings- og læreprocesser. Det får man hverken overblik eller klarhed over ved en test. Den er faktisk meget fattig på information om, hvad der er sket undervejs i processen. For at blive klogere på, hvad der sker i bestemte situationer og forløb, skal man snarere kaste sig ud i grundige procesanalyser. Og de analyser skal være gjort af både empirisk og teoretisk stof«.

Den begavede variation

Karen Borgnakke understreger, at man ikke kan give bestemte undervisningsstrategier patent på god læring:

»Der er jo ingen steder, hvor man udelukkende benytter sig af projektarbejde. Det eksisterer sammen med og spiller sammen med de andre undervisningsformer. Jeg har set elever i indskolingen være dybt koncentrerede under et lærerforedrag på 20 minutter. Fordi det fulgte lige efter et værksteds- og projektforløb, hvor børnene selv havde være ude at undersøge og opleve noget. I den sammenhæng var de dybt optaget af indholdet i lærerens faglige belæring«.

Det er et vildskud, når det i den skolepolitiske debat kommer til at handle om at være for eller imod projektarbejde eller klasseundervisning, mener hun.

»Derimod bør vi diskutere, hvordan man udvikler en begavet variation og arbejdsdeling mellem den klassiske forelæsning, den moderne klasseundervisning og projektarbejde. Det er inden for de tre idealtyper, lærerne skal anlægge et professionelt skøn og skærpe de faglige og pædagogiske begrundelser«.

Se tv med Karen Borgnakke

Tirsdag den 14. februar, klokken 19.30, interviewer Thorkild Thejsen Karen Borgnakke på dk4 i tv-magasinet »Skolebænken«. Programmet sendes flere gange og kan også ses på folkeskolen.dk. Klik på »Skolebænken« øverst på skærmen.

Vind ord og musik

Svar på de to spørgsmål, der stilles i tv-udsendelsen »Skolebænken« på tirsdag, og vind Karen Borgnakkes bog »Læringsdiskurser og praktikker«, John Deweys hovedværk »Demokrati og uddannelse«, Bertel Haarders »Verdens bedste folkeskole?«, Mads Hermansens »Læring - en status« og Kim Sjøgrens nye cd: »Für Elise«. Der udloddes 25 præmier.

Gå ind på folkeskolen.dk og find quizzen under »Skolebænken«.

»Vi skal diskutere, hvordan man udvikler en begavet variation og arbejdsdeling mellem den klassiske forelæsning, den moderne klasseundervisning og projektarbejde«