Jeg tester rigtig mange unge tosprogede i dansk. Dem der er kommet til Danmark som fx treårige, har ofte et bedre sprog, end dem der er vokset op i Danmark hos forældre, der primært har talt gebrokkent dansk med dem.

Hos mange af dem jeg tester, er ordforrådet helt i bund. Mange ved faktisk ikke, hvad en trillebør eller en skruetrækker er. De kender selvfølgelig tingene, men har ikke noget navn for dem. Hvis de havde lært det på fx tyrkisk, så ville de automatisk også have fanget det på dansk via en samtale, men hvis de ikke har kategorier for forskelligt værktøj eller byggeredskaber, så ved de ikke, at tingene har et navn, men kategoriserer det fx som 'den der kasse på et hjul'.

Hvis forældre primært taler et andetsprog med deres børn, hvor de har et begrænset kendskab til underbegreber, så får børnene et mere unuanceret sprog. De taler måske umiddelbart flydende, men de kender færre ord. Deres ordforståelse bliver begrænset, da de ikke kan trække på en bred leksikal viden. 

I daginstitutioner og skoler taler de primært med andre børn, og får ikke udbygget med forskellige nuancer. Der er en dør en dør, og ikke: fyldningsdør gangdør glasdør gangdør hoveddør fordør indgangsdør køkkendør paneldør port sidedør skabsdør skydedør stalddør svingdør tapetdør  yderdør egetræsdør garagedør gårddør hækdør kupédør køleskabsdør opgangsdør panserdør revledør stuedør terrassedør tremmedør udgangsdør værelsesdør badeværelsesdør balkondør bryggersdør kælderdør ståldør halvdør... De kommer til at mangle nuancerne, de kender overbegreberne og et par underbegreber. Det gør, at deres sprog bliver fattigt og upræcist.

Et eksempel: den anden dag, bad jeg min fireårige om at gå over til lupinerne, det vidste hun ikke lige hvad var, så jeg måtte rette mig selv og sige blomsterne. På den måde fik hun koblet et underbegreb sammen med et overbegreb. Sproget er sproghandlinger, som er en del af erfaringen og oplevelsen med verden. Min datter kan sagtens gøre sig erfaringer med forskellige blomster i børnehaven, uden at få kendskab til deres navne. Der skal ske en kobling, og det kræver, at der er en i nærheden, der kender blomsternes forskellige navne. Børnehaven og skolen er ikke nok til at sikre denne kobling mellem sprog og erfaring.

Pædagoger læser bøger højt og taler om blomsternavne, men de er ofte én til femten, og der er sjældent rum til, at alle femten kan indgå i en dialog om samme emne. I skolen er der én voksen til op til 27 børn. Forældre og jævnaldrende samt søskende er altså dem, som børn oftest er i dialog med. Hvis de ovenikøbet primært går i børnehave og skole med børn med samme sprogfattige baggrund, så bliver bliver de yderligere begrænset.

Når en mor, der er kommet hertil som tyveårig, har et bedre dansk end hendes syttenårige dreng, der udelukkende er blevet talt dansk med, så er det tydeligt, at vores indsats har fejlet. Forældre skal opfordres til at tale det sprog med deres børn, som de taler bedst. I skolen skal vi støtte op med modersmålsundervisning samt dansk som andet sprog.Børn kan sagtens jonglere med flere sprog, men de kan ikke jonglere med halve sprog.