Anmeldelse
Dansk som andetsprog
Dansk som andetsprog
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Den ny grundbog i dansk som andetsprog er udkommet, og med den har folkeskolelærere og andre undervisere fået et gennemarbejdet materiale.
Fakta:
Titel: Dansk som andetsprog
Forfatter: Lars Holm, Helle Pia Laursen
ISBN: 9788779963733
Pris: 225 kroner
Sider: 208 sider
Type: Bog
Forlag: Dansklærerforeningen
Bogen er skrevet i et let tilgængeligt sprog med en god organisering af stoffet. Første del handler om centrale begreber og teorier, der er knyttet til dansk som andetsprog som et sprogligt vilkår og særligt fagområde. Anden del ser på den andetsprogspædagogiske praksis, og i tredje del rettes opmærksomheden mod institutionernes måde at håndtere det faktum på, at der i institutioner er personer med dansk som andetsprog. Alt grundigt underbygget af forskning på området.
Bogen sætter fokus på både tosprogede småbørn, elever og voksne og adresserer sig til både pædagoger, lærere og undervisere samt studerende. Bogen indgår allerede som pensum i diplomuddannelsen i dansk som andetsprog.
Forfatterne præsenterer os for forskellige didaktiske overvejelser ofte suppleret med eksempler. Flere er lige til at prøve af i undervisningen, for eksempel et skrivepædagogisk forslag om, hvordan modersmålet kan nyttiggøres i skriveprocessen. Det sidste kapitel om sproglig evaluering er særdeles interessant og meget aktuelt i forhold til ny lovgivning vedrørende sprogvurdering af tosprogede børn og de kommende nationale test i dansk som andetsprog på 5. og 7. klassetrin.
Bogen er forsynet med både litteraturliste og register, begge dele meget brugbare. Jeg kan varmt anbefale den til alle, der møder tosprogede børn, unge og voksne i deres undervisning.