Forfatteren underviser analfabeter og bruger i bogen sig selv og sine erfaringer suppleret med teoretisk viden. Bogen henvender sig til alle, der underviser analfabeter, som her defineres som mennesker uden flydende læsefærdighed på dansk.

Bogens styrke ligger i at følge forfatterens pædagogiske overvejelser og praksis i arbejdet med voksne analfabeter. Tesen er, at læsekundskaber og det at lære et sprog intet har med hinanden at gøre og bør holdes adskilt i sprogundervisningen. Ud fra dette former bogen sig som en beskrivelse af teori, metode og eksperiment samt egne oplevelser og erfaringer med undervisningen.

Det væsentligste budskab er, at kommunikativ kompetence udvikles naturligt i meningsfulde dialoger mellem lærer og elever, og at andetsprogsundervisning ikke handler om indlæring af sproglige strukturer, når det gælder analfabeter, samt at den formidlingsmæssige opgave er lærerens ansvar. Samtidig udfordres mangelsynet på analfabeten som problem frem for som mulighed, og dette perspektiveres i forhold til den aktuelle diskurs i Danmark, ligesom diskrepansen mellem magtanvendelse og demokratisk opfattelse i forbindelse med holdning og handling i undervisningen diskuteres.

Den pædagogiske udfordring i denne forbindelse ligger i, at forståelse af sprog kun eksisterer på praksisplan, så eleven skal lære aktivt at bruge sproget, så samtalen præges af spontanitet og kreativitet.

Med et letflydende sprog og en debatterende holdning til stoffet, med gode konkrete forslag til undervisningen, et overskueligt layout samt litteraturliste er bogen et anbefalelsesværdigt redskab til undervisning af analfabeter.