Yasamin Najahdaremi har en datter på 7, en søn på 6 og er gravid med sit tredje barn. Før hun kom på Sprogcenter Syds kursus vidste hun ikke noget om den skole, hun sætter sine børn i om et øjeblik.

Vestjylland: Tosprogede forældre får viden om skolen

Hvad er en elevplan? Hvordan bruger jeg skoleIntra, og hvad forventes af mig på et forældremøde? Den slags spørgsmål hænger ikke længere ubesvaret i den vestjyske luft, hvor forældre med anden etnisk baggrund end dansk nu mødes og får hjælp til at forstå den skole, deres børn går i.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sprogcenter Syd i Ringkøbing-Skjern Kommune har det seneste år tilbudt forældre med anden etnisk baggrund end dansk et seks ugers kursus i den danske folkeskole. Flere forældre har nemlig meget lille viden om skolen i det hele taget og ikke noget begreb om, hvad deres rolle som forældre er.

"Hvordan det fungerer, hvilke regler der er. Jeg vidste ikke noget om det", siger den iranske Yasamin Najahdaremi i et tv-indslag på lokal-tv TV/Midt-Vest tidligere på året. Et indslag, der har vist sig at åbne flere nydanske forældres øjne for kurset. Forældrene vil meget gerne på kurset, viser erfaringen.      

"Før tv-indslaget skulle jeg forklare, hvorfor jeg kom og besøgte dem og nærmest overtale dem. Nu bebrejder nogle af forældrene mig næsten, at jeg ikke har besøgt dem før. Så tv-indslaget har virkelig betydet noget", fortæller Lene Mose Nielsen, der i mange år har arbejdet som folkeskolelærer, men nu underviser nydanske forældre i skoleforståelse på Sprogcenter Syd.

Forældrene hjælper hinanden

I Vestjylland er Lene Mose Nielsen særligt glad for, hvordan forældrene på kurset støtter op om hinanden.

"Vi har brug for forældre, der kan og vil hjælpe andre. Det er en stor styrke for projektet, hvor foreløbig ca. 50 forældre deltager på henholdsvis Kirkeskolen i Skjern og Alkjærskolen i Ringkøbing. Efter sommerferien bredes projekter ud, så det også omfatter Tarm Skole, Hvide Sande Skole, Videbæk Skole og Amagerskolen i Skjern," fortæller hun.

Sprogcenter Syd søgte og fik 2 millioner kroner til forældreprojektet af Social- og Integrationsministeriet.

Ballerup-lærere lyttede til de nydanske forældre

Samarbejdet med tosprogede forældre kræver lærerindsats