JAQUES DERRIDA :

“Though I clearly prefer shows of tolerance to shows of intolerance, I nonetheless still have certain reservations about the word ‘tolerance’ and the discourse it organizes. It is a discourse with religious roots; it is most often used on the side of those with power, always as a kind of condescending concession … a form of charity!”

STRØTANKER OM GÆSTFRIHED+GHETTOPLANERNE

Flerkulturelle elever i Vollsmose og andre ghettolistede boligområder har hårdere odds for at skabe sig et godt liv end mange andre i det danske samfund. Udover at de socioøkonomiske og sproglige faktorer kan give svære opstartsbetingelser, er jeg sikker på at den etniske, kulturreligiøse faktor spiller en stor rolle for chancerne og hvis man virkeligt vil hjælpe eller skabe lighed for lovene og i samfundet, vil der skulle en helt anden indstilling og retorik til fra de etniske danskeres side af overfor flerkulturelle danskere.

KLASSIKER- "FILOSOFISKE SAMTALER!"

Genbesøgte her til aften en af mine alletiders yndlingsbøger -

"Filosofiske samtaler med Jaques Derrida og Jürgen Habermas!" af Giovanni Borradori.

I bogen diskuteres hvordan verden kommer videre efter 11/9-2001, hvor angrebet på tvillingetårnene er det ultimative billede på en verden i kommunikationssammenbrud og i tiden efter strøer de vestlige demokratier om sig med en ofte vilkårlig bekæmpelse og italesættelse af islamistisk funderet terrorisme.

Habermas tror på samtalen og utopien om en verdensregering (ekstrainteressant i en Coronatid). Derrida har en potentiel svensknøgle til brug på os og dem-konflikterne :

TOLERANCE ER ET DISKRIMINERENDE BEGREB I SIN ROD

Det er ikke integrationen af et dem ind i et diffust os (og hvad er i øvrigt i den retorik slutproduktet andet end evnen til selvforsørgelse?-), som i øvrigt altid finder sted på tolerancens præmisser, der er løsningen. Altså en præmis hvor nogen (i DK bl.a. den såkaldt "kristne"-demokratiske kulturbaggrund) tolerer dem, der er anderledes.

En tolerance om hvilken Jaques Derrida siger :

"Nøglebegrebet tolerance er traditionelt, med oprindelse i en kristen diskurs, knyttet til magthavernes overbærenhed. Netop overbærenheden var en demonstration af magt, af muligheden for at tillade andre med en anderledes overbevisning en eksistensret i samfundet. Således plæderede Voltaire i forlængelse af Locke og Bayle for en tolerance, der overlod trosspørgsmål (eller religiøst tilhørsforhold) til den personlige afgørelse, hvilket til gengæld bekræftede statens lovmæssige suverænitet i alle ikke-religiøse spørgsmål (Locke, Voltaire ). "

Eftersom magt i Derridas øjne danner mulighedsbetingelse for tolerance, udgør den samtidig en umulighedsbetingelse for det, som er dens normative horisont, nemlig at sikre LIGE RET for ALLE, eller det, som Derrida faktisk forstår som et slags MODBEGREB til tolerance, nemlig "TRUE HOSPITALITY"- den sande eller UBETINGEDE GÆSTFRIHED.

Tolerance bliver aldrig godt nok. (Immanuel Kant taler i "Zum Ewigen Frieden!" om, at eftersom ingen har mere ret til jorden end andre, er det alle menneskers ret, at tilbyde dem selv til samfundet med deres demhed)

GÆSTFRIHED OG MOD TIL MØDET MED DET ANDERLEDES

Nej, en sand optagen af dem/det der er anderledes i samfundet/ i den i forvejen givende, dynamiske substans, forløses altså optimalt kun ved UBETINGET GÆSTFRIHED. Og denne gæstfrihed er ikke ufarlig.

Er man i et tænkt eksempel gæstfri og inviterer den anden ind i sit hjem uden krav og restriktioner, risikerer man at vedkommende fornyer ens syn, skills og vaner, i værste fald overtager ens hjem, ens kone, ens bil og ens fordele (måske fordi den anden er smukkere, dygtigere, yngre, mere dannet, er mere spændende og har flere skills- alt kan ske!).

I bedste fald skabes der en syntese, et venskab af noget nyt, som er bedre end det ens hjem var i forvejen. En chance man bliver nødt til at tage- ellers undertrykker man det, der er anderledes end en selv!

VOLLSMOSEPLANEN MANGLER GÆSTFRIHED OG HJERTE

Gæstfrihed kræver mod- et mod man kun sjældent møder i politik. Politikeren kæmper altid for sit genvalg og hviler ikke i sig selv og har ingen/intet (tål)mod(ighed). Men uden dette (tål)mod(ighed) kommer den sidste Vollsmoseplan ikke til at lykkes.

Det er umuligt, idet betingelserne man møder borgerne/ de flerkulturelle medmennesker med er diskriminerende, formynderiske og ja endda så ugæstfrie at man smider borgerne ud af deres hjem og i et meget lidet format lytter til dem eller nogen der kender dem. Og den bedrevidenhed man trækker ned over hovedet er overfladisk, uden omsorg og uden dybdekendskab.

Alle de borgere (og elever) der rammes, risikerer at blive behandlet som massevisiterede klienter/elever i et eller andet omfang. Det antager nemt uværdige træk. Og risikerer at blive ekstraordinært svært for offentligt personale, at kunne videreformidle mening i.

Politikerne skal ikke kunne sige, det ikke er blevet sagt.