Årets leder 2011, skoleleder Lise Egholm er gjort af et særligt stof; selvangiveligt af en blanding af gener fra bredtfavnende mænd og handlekraftige kvinder. Denne cocktail rammer hun selv i selvbiografiens undertitel begreb ”kærlige spark”, som nok kan giver et skær af Niels Hausgaardsk lærer Madsen-filosofi: ”Jeg slår dig, fordi jeg kan lide dig.” Og rigtig mange af de personer, som har mødt Lise Egholms handlekraft og favnen, viser sig før eller siden taknemmelige.

Lise Egholm oplever sig selv som et pligtmenneske, og derfor peger alle pile i selvbiografien ind imod hende selv. Hun er handlingens og udviklingens epicenter. Det kan sine steder gøre læseren irritabel med al den snak om mor Lise og søde, men jeg har været så heldig at høre Lise Egholm live, set øjenglimtet i de smalle briller og smiletrækningerne i mundvigene. Derfor foreslår jeg at man ser et par YouTube-klip med Lise Egholm inden læsningen, fordi bogen er så ufiltreret talesprog med egholmsk speed, i ordvalg fra det højtravende til det platte, i stilleje fra det højtidelige til det lattervækkende, og i behandling af temaer fra det firkantede til det komplekse.

Bogens store svaghed er, at selvbiografistens medforfatter ikke har formået at overføre den mundtlighed, der lever i nærværet, til et skriftsprog, der løfter personen ud af nuet. Medforfatteren har tilsyneladende opgivet på forhånd: bogen indledes med en intro, der i tredje person beskriver mødet med skolehverdagen og Lise Egholm. Men det hele siges bedre og klarere i bogens fortælling i første person, selvbiografien.

Når det er sagt, skal det udstødes med basunklang, at der er meget langt imellem pædagogiske bøger, der som denne, ægger til refleksion. Netop fordi Lise Egholm taler lige ud af dagligdagen, er der bud til og efter os alle. Netop fordi hun taler om det, hun har kæmpet imod, er der mulighed for, at vi kan se på os selv som forældre, lærere, ledere, forvaltningsfolk og politikere og tænke over vores egne bidrag til samarbejdet om børnene og kampene om skolen. Og netop fordi hun beskriver de mennesker, som har betydet så meget for hendes egen udvikling, kan vi få øje på os selv som både afhængige af andre og som rollemodeller for andre.

Denne selvbiografi indeholder nogle af de bedste afsæt, der længe er leveret, for en livs- og virkelighedsnær debat om ledelse, pædagogik, inklusion og børneopdragelse. Og så harcelerer den oplagt og velargumenteret imod digital indskrivning. Forvaltningernes ukendskab til virkeligheden er stor, men med Lise Egholm ved ånden og hånden er der håb for folkeskolen.