I midten af 1970'erne blev en ny elevgruppe indskrevet i folkeskoleloven som fremmedsprogede elever. I de følgende 20 år figurerede de i selve loven og dens bekendtgørelser, i organisatoriske vejledninger, men ikke i de pædagogiske. I 20 år blev det diskuteret, om der over tid var særlige pædagogiske forhold omkring denne elevgruppe, der kaldte på behov for fornyet fokus på pædagogik og didaktik: formål, mål, indholdsområder og progression.

I midten af 1990'erne skete det skelsættende, at der blev udstedt pædagogiske vejledninger i forhold til fremmedsprogede elever, som fra det tidspunkt blev kaldt for tosprogede elever. Undervisningsministeriet udgav både et faghæfte for undervisning i dansk som andetsprog og et for undervisning i minoritetsmodersmål.

Da begrebet tosprogede blev indført i folkeskoleloven og dens følgedokumenter, blev det begrundet i disse elevers behov for to eller flere sprog i deres livsverden. Det har siden da været og er indtil videre en relevant og aktuel begrundelse for valg af begrebet: tosprogede. De nye faghæfter angav elevernes sprogbehov for at videreudvikle et minoritetsmodersmål ved siden af det danske sprog, som derfor var at forstå som et andetsprog.

Betydninger er ikke fastlåste. Det kan man sande med brugen af begrebet tosprogede i dag, hvor det eksempelvis anvendes i betydningerne: muslim, elever i bestemte boligområder, elever med manglende danskfærdigheder samt elever med brun hud og fremmede navne, som der ikke må være for mange af.

De første faghæfter og senere de reviderede havde som udgangspunkt ambitiøse mål- og indholdsbeskrivelser på elevgruppens vegne. Men to forhold har gjort sig gældende og hindret, at de ambitiøse mål har kunnet implementeres i pædagogisk praksis: dels organisatoriske forhold, dels kvalificeringen af de professionelle.

Organisatoriske forhold: Det har med undervisning af tosprogede elever vist sig, at det ikke er nok med ambitiøse mål- og indholdsbeskrivelser i pædagogiske faghæfter. De skal kunne implementeres i pædagogisk praksis. Skolens implementering af fag er underlagt kommunernes forpligtelse til at tilbyde timer (lektioner) i overensstemmelse med Undervisningsministeriets krav om minimumstimetal. Men hverken dansk som andetsprog eller minoritetsmodersmål figurerer på Undervisningsministeriets oversigt over minimumstimetal.

Dette har haft fatal betydning for implementering af timer til dansk som andetsprog i skolen. Kun nyankomne elever tildeles obligatorisk undervisning i dansk som andetsprog, og den er begrænset i tid og omfang. Når tosprogede elever ikke kan få undervisning i dansk som andetsprog, kan det i praksis betyde, at de bliver undervist, som om dansk var deres modersmål.

Undervisning i minoritetsmodersmål er ifølge folkeskoleloven begrænset til elever med tilknytning til EU og Norden, herunder Færøerne og Grønland. Men selv for disse grupper har der vist sig at være hindringer; for når hverken dansk som andetsprog eller minoritetsmodersmål udbydes som fag (eller dimension) i skolen, kan undervisningstilbuddet til tosprogede elever karakteriseres som mainstreaming, hvor alle i princippet assimileres i den samme undervisning efter devisen: one size fits all.

Det er umiddelbart sympatisk, at alle elever kan være med i »den almindelige klasse«, og dermed kan de tosprogede elever føle sig som en del af et fællesskab og den normalitet, som skolen skaber. Men hvis faglige læringsbetingelser i forhold til sproglig og kulturel mangfoldighed ikke bliver tilgodeset, opstår der et problem. Mainstreamstrategi kalder ikke i sig selv på flerkulturel og -sproglig professionskompetence.

Kvalificering af de professionelle: En af de forskelsbehandlende konsekvenser af den herskende assimilatoriske uddannelsespolitik er, at den ikke kalder på et fagfagligt uddannet personale til at tilgodese tosprogede elevers behov for flersproglig og flerkulturel udvikling. Ligesom der i slutningen af 1990'erne blev efterlyst faghæfter for dansk som andetsprog og minoritetsmodersmål, blev der også efterlyst muligheder for professionskompetence, herunder at lærerstuderende kunne erhverve sig viden om flersproget og -kulturel undervisning på læreruddannelsen. På intet tidspunkt har modersmålslærere (tosprogede lærere) kunnet få uddannelse i at undervise i minoritetsmodersmål.

Linjefaget dansk som andetsprog blev omkring årtusindeskiftet en del af det obligatoriske udbud til de lærerstuderende. Denne specialiseringsmulighed forsvandt imidlertid ved den seneste reform af læreruddannelsen i 2013. I denne reform skal alle lærerstuderende have kendskab til undervisning af tosprogede elever, men denne forpligtelse står slet ikke mål med den specialiseringsmulighed, der fandtes i årene fra årtusindeskiftet og frem til 2013.

Tosprogede elever i folkeskolen kan derfor ikke forvente at møde lærere, der har en specialiseret viden om dansk som andetsprog, viden, der er erhvervet igennem læreruddannelsen. I bedste fald kan denne viden erhverves gennem kommunal efteruddannelse.

Det er veldokumenteret, at tosprogede elever ikke præsterer så højt som deres etsprogede klassekammerater, og derfor kan skylden for den manglende succes nemt blive: »Blame the victim« - giv offeret skylden. På den ene side beskrives tosprogede forældre ofte som svage, på den anden side forventes det, at de tosprogede forældre kan løfte en opgave, som de professionelle ikke synes at kunne. »Integrationen er slået fejl« er blevet en kanonisk sandhed ifølge mange politikere på Christiansborg uanset partitilhørsforhold. Integration kunne med fordel byttes ud med assimilation, således at udsagnet kom til at lyde: »Assimilationen er slået fejl«. Den politiske retorik er kendetegnet ved at ignorere uddannelsestilbud, der tilgodeser den faktuelle sproglige og kulturelle mangfoldighed i samfundet. Herved sløres, at alle elever vil kunne profitere af flerkulturelle uddannelsestilbud, der har vi-hed som mål for læring i en globaliseret verden.